10 årig skoleelev dømt til at betale millionerstatning til lærer for skade forvoldt i kådhed.

Kommune dømt til at være medansvar­lig for erstat­nings­kra­vet som følge af en tidli­gere opstået skade, der havde betyd­ning for forlø­bet efter den af eleven forår­sa­gede skade. 

Østre Lands­ret har ved dom af 18. august 2014 tilt­rådt Retten i Roskil­des dom, afsagt i okto­ber 2011, hvor­ef­ter såvel en 10 årig elev — der var dækket af en ansvars­for­sik­ring — og lære­rens tidli­gere arbejds­gi­ver tilsam­men blev kendt ansvar­lig for det indtægtstab, som den tilska­de­komne lærer havde pådra­get sig efter de to skader, og som inklu­sive renter udgør godt 1.000.000 kr.

Sagen:
En kvin­de­lig lærer kom i januar 2004 alvor­ligt til skade med sin hofte og sit bækken, da hun faldt på en isglat trappe på skolen under sit arbejde som lærer. Skolen/kommunen aner­kendte ved sit ansvars­for­sik­rings­sel­skab at være ansvar­lig for skaden. Hun genop­tog dog efter kort tid sit arbejde som lærer delvist og mistede såle­des ikke løn. En peri­ode efter denne skade skif­tede hun job til en anden skole, og i dette nye job blev hun året efter – i januar 2005 – udsat for en ny tilska­de­komst, da en 10 årig dreng i kådhed forvoldte en ny skade, der lige­le­des ramte hoften og bækkenet.

Den 10 årige dreng led af opmærk­som­heds­for­styr­relse og adfærds­symp­to­mer svarende til ADHD og hoppede – sand­syn­lig­vis i kådhed og af glæde ved at se lære­ren – op på lære­ren i en for denne uven­tet situ­a­tion, hvor­ved lære­ren faldt ned på gulvet og beska­di­gede den i forvejen beska­di­gede hofte og det i forvejen beska­di­gede bækken.

Efter denne anden skade kom lære­ren aldrig mere tilbage i arbejde, men blev stærkt gang­be­svæ­ret og smer­te­for­pint. Lære­ren er senere blevet tilkendt helbreds­be­tin­get førtidspension.

Begge de to skader er aner­kendt som arbejds­ska­der, og der er efter Arbejds­ska­desik­rings­lo­ven tilkendt lære­ren erhverv­sev­ne­tab­ser­stat­ning svarende til 80 %.

Efter Arbejds­ska­desik­rings­lo­vens udreg­nin­ger er erhverv­sev­ne­tab­ser­stat­nin­gen til lære­ren bereg­net til at udgøre knap kr. 2,5 millioner.

Bereg­net efter Erstat­nings­ansvars­lo­ven vil 80 % erhverv­sev­ne­tab imid­ler­tid føre til et yder­li­gere erstat­nings­be­løb på kr. 340.000.

Heru­d­over havde lære­ren et indtægtstab i peri­o­den, indtil hun fik tilkendt erhverv­sev­ne­tab­ser­stat­ning, svarende til i alt ca. kr. 250.000.

Efter at have afkla­ret, at den pågæl­dende elev havde en ansvars­for­sik­ring, valgte Danmarks Lærer­for­e­ning på vegne lære­ren derfor at udtage stæv­ning mod såvel eleven, som skolen, der oprin­de­ligt havde aner­kendt at være erstat­nings­ansvar­lig for den første skade.

Det var Danmarks Lærer­for­e­nings opfat­telse, at såvel den oprin­de­lige skade­vol­der (skolen i anled­ning af skade nr. 1) samt eleven (i anled­ning af skade nr. 2) var ansvar­lig for det samlede lidte tab, der inklu­sive svie- og smer­te­godt­gø­relse blev opgjort til at udgøre i alt ca. kr. 640.000, hvor­til kommer renter.

Under såvel byrets­sa­gen som lands­rets­sa­gen afvi­ste de to skade­vol­dere ved deres respek­tive forsik­rings­sel­ska­ber at skulle betale erstat­ning. Dren­gens forsik­rings­sel­skab anførte som begrun­delse, at eleven ikke havde hand­let ufor­svar­ligt; dels fordi denne led af en ADHD lidelse og derfor ikke skulle bedøm­mes ud fra en måle­stok svarende til en alder­s­sva­rende ”normal” elev, og dels fordi man ikke fandt, at elevens adfærd kunne karak­te­ri­se­res som værende ufor­svar­lig, selv om man vurde­rede hand­lin­gen ud fra, hvad en 10-årg burde indse.

Kommu­nen, der var ansvar­lig for den første skade, påstod sig frifun­det med den begrun­delse, at lære­ren jo ikke havde haft noget indtægtstab efter den første skade, men fuldt ud kunne klare sit arbejde, og at det derfor var skade nr. 2, der alene var årsa­gen til, at lære­ren ikke længere kunne arbejde.

Både Byret­ten og Lands­ret­ten dømte imid­ler­tid såvel eleven som Kommu­nen, der var skade­vol­der for den første skade, til hver for sig og til sammen at være ansvar­lig for det samlede erstatningstab.

Af Lands­ret­tens begrun­delse frem­går, at Lands­ret­ten finder, at dren­gen ”… efter sin alder burde have indset, at hans hand­le­måde inde­bar risiko for, at (lære­ren) kunne falde og derved komme til skade”, og da hans ”ansvar er dækket af en for ham tegnet ansvars­for­sik­ring, er der – uanset hans begræn­sede psyki­ske udvik­ling – ikke grund­lag for at lempe ansva­ret …”.

Lands­ret­ten dømte endvi­dere kommu­nen, der var ansvar­lig for den første skade, til lige­le­des at betale erstat­ning i fore­ning med dren­gen. Lands­ret­ten anførte som begrun­delse navn­lig, at der på baggrund af Retslæ­ge­rå­dets vurde­ring af følgerne ikke var ”belæg for at antage, at nævnte gener ville have været til stede, såfremt faldu­lyk­kerne i januar 2004 og januar 2005 ikke var indtruf­fet, og at det beskrevne symp­tom­bil­lede ikke adskil­ler sig på afgø­rende vis efter de to faldu­lyk­ker”.

Elmer & Part­ne­res kommentarer:
Dommen er inter­es­sant både i rela­tion til ansvars­grund­lag for elever og i forhold til spørgs­må­let om årsagssammenhæng.

I forhold til elevers ansvars­grund­lag fast­slår Lands­ret­ten, at børns/elevers adfærd skal vurde­res ud fra, hvad tilsva­rende børn på samme alder må forven­tes at gøre i forsvar­lig­heds­mæs­sig hense­ende, og at det såle­des ikke skal tillæg­ges betyd­ning, om et barn psykisk måtte befinde sig på et andet udvik­lings­trin, end alde­ren svarer til.

I rela­tion til spørgs­må­let om årsags­sam­men­hæng har dommen navn­lig betyd­ning i den situ­a­tion, hvor et indtægtstab først opstår en del tid efter den oprin­de­lige skade, når den oprin­de­lige skade har væsent­lig betyd­ning for selve indtægtsta­bet, og der ikke er holde­punk­ter for, at indtægtsta­bet ville være opstået, hvis ikke skaden var indtruffet.

Sagen er ført for lære­ren på vegne Danmarks Lærer­for­e­ning ved advo­kat Søren Kjær Jensen.

Søren Kjær Jensen

Partner