250.000 kr. til tjenestemand: Østre Landsret underkender helbredsbetinget afskedigelse af officer i forsvaret

Efter 33 år i forsva­ret blev en kaptajn fyret udeluk­kende fordi han på grund af sit helbred ikke kunne udsen­des til tjene­ste i udlan­det. Hoved­or­ga­ni­sa­tio­nen af Offi­ce­rer i Danmark (HOD) har i en prin­ci­piel afgø­relse fået Østre Lands­rets ord for, at det var i strid med det forvalt­nings­ret­lige propor­tio­na­li­tets­prin­cip at afske­dige ham. Han burde i stedet være ompla­ce­ret til andet arbejde.

 

Baggrund

Sagen hand­lede om afske­di­gelse af en gennem 33 år tjene­ste­mands­an­sat offi­cer, fordi han var vurde­ret varigt uegnet til inter­na­tio­nale opga­ver og derfor ikke ville kunne udsen­des. Siden 1996 havde han alene haft admi­ni­stra­tive opga­ver af rent natio­nal karak­ter, og havde fra ca. samme peri­ode været kraf­tigt overvægtig.

Baggrun­den for afske­di­gel­sen i 2015 var et admi­ni­stra­tiv tiltag som forsva­ret indførte i 2006 benævnt Sund­heds­tri­a­den. Sund­heds­tri­a­den skulle medvirke til, at flere ansatte end tidli­gere kunne udsen­des til inter­na­tio­nale opga­ver. Der blev blandt andet indført bestemte helbreds­mæs­sige krav, egnet­heds­vur­de­rin­ger og helbreds­un­der­sø­gel­ser. Ansatte der blev vurde­ret ”varigt uegnet” til inter­na­tio­nale opga­ver skulle behand­les i en mulig­heds­kom­mis­sion, der afgav indstil­ling vedrø­rende det videre ansæt­tel­ses­for­hold. Det frem­gik af Sund­heds­tri­a­den, at afske­di­gelse var den sidste af en række mulige konse­kven­ser af vurde­rin­gen ”varigt uegnet”.

Den pågæl­den­des stil­ling blev ikke nedlagt i forbin­delse med afske­di­gel­sen, og arbejds­op­ga­verne skulle fort­sat udfø­res samme sted. Kapta­j­nen havde aldrig fået kvali­fi­ce­ret kritik af udfø­rel­sen af sit arbejde, men var tvær­ti­mod velbe­dømt. Udsen­delse havde ikke aktu­a­li­tet, og det blev derfor under sagen gjort gældende, at afske­di­gel­sen var i strid med proportionalitetsprincippet.

 

Landsretten udtalte

Lands­ret­ten udtalte, at plig­ten til at lade sig udsende efter perso­nel­lovens § 11, stk. 1, omfat­ter, at den ansatte også skal være egnet til udsen­delse. Mang­lende udsen­del­ses­pa­rat­hed ville kunne udgøre et sagligt afskedigelsesgrundlag.

Lands­ret­ten gik videre og fore­tog en inten­siv prøvelse af, om afske­di­gelse konkret var en propor­tio­nal sank­tion. Herom udtalte lands­ret­ten blandt andet:

”Spørgs­må­let for lands­ret­ten er heref­ter, om afske­di­gel­sen af [– TM –] var i over­ens­stem­melse med propor­tio­na­li­tets­prin­cip­pet, der bl.a. inde­bæ­rer, at der kun må ske afske­di­gelse, hvis mindre indgri­bende foran­stalt­nin­ger, som f.eks. ompla­ce­ring af en medar­bej­der, har været over­ve­jet, såle­des som dette også er beskre­vet i bl.a. pkt. 5 i [Sund­heds­tri­a­den].
[…]
Bevis­byr­den for, at mindre indgri­bende foran­stalt­nin­ger har været over­ve­jet – herun­der hvilke forhold der i den forbin­delse har været lagt vægt på – påhvi­ler Forsvars­mi­ni­ste­riet. Lands­ret­ten finder, at denne bevis­byrde er skær­pet, når henses til, at [– TM –] havde en bety­de­lig ancien­ni­tet både gene­relt i Forsva­ret og i den stil­ling, hvor­fra han blev afskediget.”

Da der ikke var forhold, der under­støt­tede over­vej­el­ser om andre mulig­he­der end afske­di­gelse, var afske­di­gel­sen i strid med det forvalt­nings­ret­lige propor­tio­na­li­tets­prin­cip. Lands­ret­ten tilkendte kr. 250.000 i godtgørelse.

Lands­ret­ten tog heref­ter ikke stil­ling til, om afske­di­gel­sen også var udtryk for forskel­s­be­hand­ling på grund af handi­cap eller andre forvalt­nings­ret­lige grund­sæt­nin­ger. Ansatte i forsva­ret er ikke omfat­tet af forskel­s­be­hand­lings­lo­vens beskyt­telse af handicappede.

 

Afgørelsen viser

Lands­ret­ten fast­slå en pligt til at forsøge ompla­ce­ring. Afgø­rel­sen viser, at domsto­lene fore­ta­ger en inten­siv prøvelse af, om de almin­de­lige forvalt­nings­reg­ler er over­holdt i forbin­delse med afske­di­gel­sen af en tjene­ste­mands­an­sat offi­cer. Afgø­rel­sen tyde­lig­gør, at det er myndig­he­den, der skal føre bevis for over­hol­delse af propor­tio­na­li­tets­prin­cip­pet samt at bevis­byr­den skær­pes under hensyn til den ansat­tes samlede ancien­ni­tet (her 33 år) og ancien­ni­tet i stil­lin­gen (her godt 20 år).

I den sammen­hæng er det ikke noget nyt, at tjene­ste­mænd tilken­des en godt­gø­relse for tilsi­de­sæt­telse af forvalt­nings­ret­lige regler. Det er dog nyt, at lands­ret­ten udtryk­ke­ligt tager stil­ling til, at der ikke er grund­lag for at redu­cere denne godt­gø­relse under hensyn til udbe­talt pension: ” idet retten til at oppe­bære egen­pen­sion er uafhæn­gig af, om en afske­di­gelse er uberet­ti­get eller ej”, som det også blev gjort gældende.

 

Elmer Advokater bemærker

Lands­ret­ten gør det helt klart, at en offent­lig arbejds­gi­ver skal forsøge ompla­ce­ring inden afske­di­gelse. Som præmis­serne er formu­le­ret, er det ikke kun for tjene­ste­mænd. Under sagen gjorde kapta­j­nen gældende, at dette omfat­tede ompla­ce­ring til stil­lin­ger, hvor mang­lende udsen­del­ses­pa­rat­hed ikke havde betyd­ning. Det kunne fx være at forblive i den aktu­elle stil­ling, der var af rent natio­nal admi­ni­stra­tiv karak­ter, og hvor den pågæl­dende var velbe­dømt. Det argu­ment syntes at have vundet gehør.

Lands­ret­ten fastslog også, at tilsi­de­sæt­telse af propor­tio­na­li­tets­prin­cip­pet giver ret til en økono­misk kompen­sa­tion. Argu­men­ta­tio­nen fra myndig­he­dens side om, at der ikke var hjem­mel til at tilkende godt­gø­relse eller at en sådan i givet fald skulle redu­ce­res under hensyn til udbe­talt pension og ny beskæf­ti­gelse, blev ikke tillagt betydning.

Det prin­ci­pi­elle i afgø­rel­sen er, at lands­ret­ten slår fast, at en myndig­hed ikke ved at indføre et for så vidt sagligt og rele­vant over­ord­net krav til de ansatte, kan skride til afske­di­gelse uden først at have fore­ta­get en tilbunds­gå­ende indi­vi­duel prøvelse af, om det nu også er en rime­lig konse­kvens for den enkelte. Set med advo­ka­tens øjne tænker man: Hvor­for skulle man over­ho­ve­det over­veje at flytte kapta­j­nen fra et arbejde, han passede fint? Og hvor­for fyre ham under henvis­ning til mang­lende udsen­del­ses­pa­rat­hed, når det slet ikke var en nærlig­gende mulig­hed, med det job han havde? Og heldig­vis lyttede lands­ret­ten hertil.