Det er kendetegnende for en række sociale ydelser, eksempelvis boligsikring, folkepension og børnetilskud, at størrelsen af ydelsen afhænger af, hvorvidt modtageren er enlig eller lever i et ægteskabslignende forhold.
Der er i øjeblikket i såvel medier som i kommunerne et stigende fokus på at bekæmpe og afsløre socialt bedrageri. Reglerne, der definerer, om en modtager af sociale ydelser er enlig eller ej, er særdeles uklare, og kommunerne afstår ofte fra at rådgive om i hvilket omfang, der skal være tale om fælles samliv, inden ydelserne bliver reduceret eller falder helt bort.
Dette skaber en betydelig risiko for, at modtagere af sociale ydelser bliver stemplet som sociale bedragere, fordi kommunen med tilbagevirkende kraft vurderer, at modtageren ikke har været reelt enlig. Hertil kommer, at en reduktion af modtagerens sociale ydelser med øjeblikkeligt varsel samt krav om tilbagebetaling af ydelser for en længere periode kan være et sønderlemmende indgreb i den ofte i forvejen spinkle økonomi, som modtageren af ydelsen har.
Elmer & Partnere har bistået en række borgere i denne type sager, hvor kommunerne på et mere eller mindre spinkelt grundlag antager, at borgeren ikke har været reelt enlig og derfor har modtaget ydelser med urette.
Sagen om den ældre kvinde og hendes mandlige bekendte
I en netop afgjort sag har Det Sociale Nævn, Statsforvaltningen Sjælland, hvor Elmer & Partnere repræsenterede en ældre kvinde (ca. 80 år), afgjort, at kvinden var enlig i pensionslovens forstand og dermed tilsidesat Kommunens afgørelse.
Sagen tog sit udspring i en anonym henvendelse, der foranledigede, at Kommunen traf afgørelse om tilbagebetaling af folkepension og lagde i den forbindelse blandt andet vægt på, at kvinden havde ydet et lån til sin mandlige bekendte til køb af en bil, samt det forhold at elforbruget hos den mandlige bekendte var under gennemsnittet.
Kvinden klagede med bistand fra Elmer & Partnere over afgørelsen og henviste blandt andet til, at elforbruget hos den mandlige bekendte, der selv var pensionist og ligeledes var blevet mødt med krav om tilbagebetaling af pension, ikke var usædvanligt, idet der var tale om en ældre mand, der i øvrigt var alvorligt syg. Manden fik som følge af sin sygdom hjemmehjælp/sygepleje på sin bopæl flere gange om ugen. Disse forhold blev ikke inddraget af Kommunen. Kvinden havde sørget for mad til sin mandlige bekendte i den periode, hvor han var syg.
Nævnet gennemgik punkt for punkt Kommunens begrundelse for at anse parterne for samlevende og afviste, at nogen af de faktiske forhold, som kommunen havde lagt vægt på vedrørende gensidig hjælp, lavt elforbrug m.v., var afgørende for bedømmelsen af, hvorvidt parterne var samlevende.
Usikkerhed og unødvendig mistænkeliggørelse præger de gældende regler
Sagen afspejler de problemer, som de eksisterende regler frembyder. I denne sag, hvor to pensionister, der havde hver sin bolig, hver sin bil mv. og dermed også havde de ekstraudgifter, det fører med sig at være enlig, forekommer det ganske urimeligt, at anse parterne for at være samlevende. Udover den økonomiske risiko for den enkelte modtager af sociale ydelser, som den nuværende praksis medfører, så indebærer risikoen for at blive stemplet som social bedrager også et unødvendigt ubehag hos eksempelvis pensionister og enlige mødre, der naturligvis knytter relationer til andre personer uden dermed at opgive deres behov for støtte som enlige.
De eksisterende regler indebærer altså en betydelig risiko for rettighedstab, og dette aspekt bør inddrages i den nuværende debat om socialt bedrageri, der ofte har et ensidigt fokus på at afsløre bedrageren, men glemmer at inddrage hensynet til, at den enkelte får den ydelse, som vedkommende har krav på og behov for, uden uforvarende at blive stemplet som social bedrager på grund af anonyme anmeldelser, hvis grundlag og anledning vanskeligt lader sig efterprøve.
Spørgsmål vedrørende sagen kan rettes til advokat Søren Kjær Jensen, der førte sagen på vegne den ældre kvinde.