Højesteret har den 11. marts 2004 afsagt den første dom vedrørende aktieaflønning i den meget omtalte Novo-sag, og den ansatte har fået fuldt medhold. Højesterets fulde begrundelse kan læses nedenfor.
Det er Højesterets konklusion, at man ikke lovligt i en ansættelsesaftale kan indsætte en bestemmelse om, at optioner, der er tildelt den ansatte, bortfalder når den ansatte fratræder. Højesteret slår fast, at en aktieoption har en værdi på tildelingstidspunktet. Det følger allerede af, at der er mulighed for gevinst, også selvom man ikke med det samme kan indløse gevinsten.
Videre anfører Højesteret at den ansatte som følge af faste tildelingskriterier fra år til år havde krav på at få tildelt optioner, og de er endeligt erhvervet for den ansatte på tilde-lingstidspunktet.
Som følge heraf konkluderes, at der er tale om løn (vederlag) efter Funktionærlovens § 17a. Som følge heraf tildeler Højesteret den ansatte optioner fuldt ud for det år, hvor han har været ansat hele året og forholdsmæssigt med ¼ af det antal optioner andre fik i fratrædelsesåret, hvor han kun havde arbejdet ¼ af året. Det svarer til hvad den ansatte havde påstået.
Elmer & Partneres bemærkninger
Dommen er meget klar. Højesteret vælger den enkle løsning og sidestiller en option med et kontant vederlag. Højesteret indgår ikke i nærmere overvejelser vedrørende optionens særlige karakteristika. Det afvises således at erhvervelsen af optionerne først skulle være endelig, når den ansatte senere kan udnytte optionerne, og dermed også det synspunkt, at den ansatte der fratræder i utide, kun skulle have ret til en mindre del af de tildelte optioner. Sagt på en anden måde: Om man får 100 kr. eller om man får en option er det samme.
Den er endeligt erhvervet, og kan udnyttes efter sit indhold. Der gælder helt de samme regler som for alle andre typer af bonus, gratiale m.m. Den ansatte havde selv sagt sin stilling op. Der er herefter ikke grundlag for at antage, at der gælder forskellig retsstilling for dem der selv siger op, og for dem der bliver fy-ret. Det svarer også til den hidtidige retstilstand på bonusområdet.
Dommen er afsagt samtidig med en anden sag om feriepenge af aktieløn. Højesterets domme svarer til den retstilstand som øvrige domme på området er nået frem til. Dommen afgør endeligt mange af de spørgsmål, der har været vedrørende aktieafløn-ning, men det er vigtigt at notere, at der er forskel på ordningerne i forskellige selskaber. Det må derfor påregnes, at der stadig vil være mange situationer, hvor selskaberne ikke uden videre anerkender Novo-dommen som det afgørende præjudikat.
Højesterets dom i sagen Novo Nordisk A/S mod Ledernes Hovedorganisation som mandatar for F afsagt 11. marts 2004: Højesterets begrundelse og resultat: Ved skrivelsen af 28. maj 1998 blev F orienteret om det aktieoptionsprogram, som var etableret af Novo Nordisk A/S, og det blev tilkendegivet, at han i 1999 ville få tildelt 400 aktieoptioner, hvis to nærmere angivne økonomiske målsætninger for 1998 blev opfyldt, eller halvdelen heraf, hvis kun den ene målsætning blev opfyldt.
I overensstemmelse hermed meddelte Novo ved skrivelsen af 19. februar 1999, at F pr. 25. marts 1999 ville få tildelt 200 optioner, idet kun den ene af de økonomiske målsætninger for 1998 var blevet opfyldt. Efter indholdet af de nævnte skrivelser, og da de enkelte le-dende medarbejdere i henhold til den etablerede ordning blev tildelt aktie-optioner efter objektive kriterier, kunne F påregne, at han også i 2000 ville få tildelt optioner, hvis de opstillede økonomiske målsætninger for 1999 blev opfyldt.
Aktieoptionerne gav ret til tidligst 3 år og senest 8 år efter tildelingen at købe aktier til markedskursen på tildelingstidspunktet. Sådanne optioner, hvorefter modtageren uden investering får mulighed for gevinst ved kurs-stigning uden risiko for tab ved kursfald, har – selv om retten ikke kan om-sættes – en økonomisk værdi på tildelingstidspunktet. Antallet af optioner, som tildeltes den enkelte medarbejder, hvis de økonomiske mål blev nået, havde Novo opgjort således, at optionerne på tildelingstidspunktet ville re-præsentere en værdi svarende til to måneders løn.
Efter det foran anførte havde F i henhold til aktieoptionsprogrammet krav på at få tildelt aktieoptioner i overensstemmelse med de fastsatte tildelings-kriterier, hvis de fra år til år opstillede generelle betingelser for tildeling blev opfyldt. Højesteret tiltræder, at aktieoptionerne herefter må anses for et vederlag omfattet af funktionærlovens § 17 a.
Selv om optionerne først kunne udnyttes, når der var forløbet 3 år efter tildelingstidspunktet, må de ved anvendelsen af denne bestemmelse anses for erhvervet på tildelings-tidspunktet. Da tildelingerne i 1999 og 2000 var betinget af, at bestemte økonomiske målsætninger blev opfyldt i det forudgående regnskabsår, må tildelingerne anses at vedrøre regnskabsåret 1998, henholdsvis regnskabsåret 1999.
Højesteret tiltræder, at det herefter følger af funktionærlovens § 17 a – for så vidt angår optioner vedrørende regnskabsåret 1998 denne bestemmelses analogi – sammenholdt med § 21, at F ikke som følge af sin fratræden pr. 31. marts 1999 kan fratages de aktieoptioner, som han havde fået tildelt vedrørende regnskabsåret 1998, og at han vedrørende regnskabsåret 1999 har krav på en andel af tildelingen i 2000 svarende til den del af 1999, i hvilken han var ansat.
Bestemmelsen i aktieoptionsaftalens punkt 4.1, litra a, hvorefter optionerne i tilfælde af opsigelse fra den ansattes side ophører 3 måneder efter opsigelsen, er derfor ugyldig som stridende mod de nævnte bestemmelser i funktionærloven. Højesteret stadfæster herefter dommen.