Anerkendelse af psykiske lidelser hos soldater — specielt PTSD — Arbejdsskadestyrelsens praksis

Elmer og Part­nere behand­ler en række sager for solda­ter med psyki­ske lidel­ser. En stor del af sagerne drejer sig om at få aner­kendt deres lidel­ser som arbejdsskader.

Efter gårs­da­gens histo­rie i medi­erne om, at psykisk syge krigs­ve­te­ra­ner nægtes erstat­ning, har Arbejds­ska­desty­rel­sen udsendt en pressemeddelelse.

Af pres­se­med­del­el­sen frem­går, at man ikke er strikse, og at man blot ”arbej­der efter de inter­na­tio­nale regler”, for så vidt angår aner­ken­delse af den psyki­ske lidelse, der beteg­nes PTSD (post trau­ma­tic stress dissorder).
Efter vores opfat­telse er der tale om et misvi­sende og letkøbt argu­ment i debat­ten om hånd­te­rin­gen af de psykisk syge solda­ters arbejds­ska­desa­ger, især fordi Arbejds­ska­desty­rel­sen kun skri­ver om diag­no­se­kri­te­rier og ikke om beviskrav.

Det er efter vores opfat­telse upro­ble­ma­tisk, at WHO-diagnoserne anven­des til at fast­slå, om der er tale om PTSD.

Proble­met er noget andet, nemlig den vurde­ring af sagens bevi­ser, som skal fore­ta­ges, når arbejds­ska­de­myn­dig­he­derne træf­fer afgørelse.

Af WHO’s krav til diag­no­sen Post­trau­ma­tisk belast­nings­re­ak­tion (PTSD), frem­går det, at der dels 1) skal være tale om trau­ma­ti­ske begi­ven­he­der af en excep­tio­nelt truende eller kata­stro­fe­ag­tig natur, dels 2) at der skal være symp­to­mer inden­for 6 måneder.

Det er ikke diag­no­se­be­tin­gel­serne, vi kriti­se­rer, men beviskravene.

Spørgs­må­let om, hvor­vidt der har været symp­to­mer efter 6 måne­der, er en helt almin­de­lig bevis­vur­de­ring, hvor en række momen­ter kan indgå ved vurde­rin­gen af, om pågæl­dende har symp­to­mer inden­for 6 måneder.

Det kritisable er her, at arbejds­ska­de­myn­dig­he­derne har en prak­sis, hvor­ef­ter man næsten kun aner­ken­der et eneste bevis: nota­ter fra læge- eller psykologjournaler.

Det vil sige, at den soldat, der ikke henven­der sig til psyko­log eller læge inden­for 6 måne­der, ikke vil kunne få erstat­ning – uanset hvad der ellers måtte være af forhold, der taler for, at han havde symp­to­mer inden­for 6 måneder.

Det er denne strikse hånd­te­ring af bevis­kra­vet til symp­tom­de­but, der efter vores opfat­tel­ser er problematisk.

Det andet krite­rium fra WHO-diagnosen er, at man skal have været udsat for trau­ma­ti­ske begi­ven­he­der af en excep­tio­nelt truende eller kata­stro­fe­ag­tig natur. Det er efter vores opfat­telse også upro­ble­ma­tisk at anvende dette diag­no­se­krav. De bevis­krav, Arbejds­ska­desty­rel­sen stil­ler, er imid­ler­tid efter vores opfat­telse for strenge.

Arbejds­ska­de­myn­dig­he­der­nes vurde­ring af, hvad en soldat har været udsat for under sin udsen­delse, beror også på en helt almin­de­lig vurde­ring af sagens beviser.

Solda­ten kan natur­lig­vis selv fortælle, hvad han har været udsat for, men det vil sjæl­dent være bevis nok for arbejds­ska­de­myn­dig­he­derne. Også her anlæg­ger man en streng bevis­vur­de­ring og vil almin­de­lig­vis kun tro på solda­tens beskri­vel­ser, hvis de bekræf­tes af Forsvaret.

Da forsva­ret ikke skri­ver alting ned (uanset om de har pligt til det eller ej), og da der er hændel­ser, der ikke rappor­te­res videre til de over­ord­nede, vil det ofte hedde, at man ”ikke kan bekræfte solda­tens oplevelser”.

Forsva­ret er i disse sager selv­for­sik­rede, og det bety­der reelt, at hvis ikke ”forsik­rings­sel­ska­bet” bekræf­ter solda­tens beskri­velse af de livs­far­lige episo­der, er der ikke mulig­hed for erstatning.

Sammen­fat­tende er det, vi kriti­se­rer, såle­des ikke, at WHO-diagnosekravene anven­des – men deri­mod de bevis­krav, som arbejds­ska­de­myn­dig­he­derne selv har opfundet.

Vi finder det i øvrigt tvivl­s­omt, om de danske domstole vil anlægge samme strenge bevis­krav, hvis de skulle se på sagerne.

Spørgs­mål til oven­stå­ende kan rettes til advo­kat Mads Krøger Pram­m­ing på mkp@elmer-adv.dk (eller tele­fon 33 67 67 53).