Advokat,
Møderet for Landsret
Hos Elmer Advokater har vi i 2024 ført en række sager mod Ankestyrelsen, hvor Ankestyrelsen havde fundet, at der ikke var årsagssammenhæng mellem en arbejdsrelateret hændelse/belastning og (visse af) skadelidtes gener med særlig vægt på manglende lægelig dokumentation for tidsmæssig sammenhæng.
Resultatet i sagerne viser, at Ankestyrelsen har lagt for stor vægt på de tidligste lægelige notater og forsømt at foretage en egentlig juridisk vurdering af spørgsmålet om årsagssammenhæng baseret på sagernes samlede oplysninger. Det gælder både sager om anerkendelse udmåling. Sagerne er også eksempler på, at Retslægerådets udtalelser om, at der ikke kan sandsynliggøres årsagssammenhæng på grund af manglende tidstro lægelige oplysninger, ikke i sig selv er afgørende for den juridiske årsagssammenhæng, ligesom det også ses i f.eks. U 2011.2046 H og i den nyere U 2024.5043 Ø på det erstatningsretlige område.
Nedenfor beskrives det nærmere faktum i sagerne. Ingen af dommene er anket.
Sag 1 – Københavns Byrets dom af 26. marts 2024 – Udmåling
Ankestyrelsen traf afgørelse om, at størstedelen af skadelidtes erhvervsevnetab på 90 % skyldes kognitive gener, som Ankestyrelsen ikke fandt havde sammenhæng med den anerkendte arbejdsskade i form af en rygskade.
Skadelidte blev undersøgt og behandlet for rygskaden dagen efter ulykken og fortsat hos bl.a. kiropraktor, reumatolog, ortopædkirurg og neurolog. 11 måneder efter ulykken blev på AES’ foranledning indhentet en funktionsattest fra egen læge, hvori blev angivet kroniske smerter i lænde- og brystryggen udstrålende til højre ben og nakke. Det blev videre anført, at skadelidte sov dårligt og havde koncentrationsbesvær.
I en neuropsykologisk erklæring udarbejdet ca. 2 år efter ulykken blev angivet smertekompleks, søvnbesvær, mental udtrætning, hovedpine og koncentrationsbesvær.
Ved AES’ første midlertidige afgørelse om erhvervsevnetabet, blev det fastsat til 85 %. AES anførte, at erhvervsevnetabet var begrundet i rygsmerter, og det blev lagt til grund, at skadelidte havde afbrudt nattesøvn og væsentlige kognitive vanskeligheder på grund af smerterne.
Det varige mén blev efterfølgende af Ankestyrelsen fastsat til 12 % for middelsvære rygsmerter med udstråling. Ankestyrelsen anførte i afgørelsen, at skadelidtes kognitive gener ikke kunne henføres til arbejdsskaden.
Herefter traf AES en endelig afgørelse om erhvervsevnetabet, idet skadelidte var tilkendt førtidspension. AES fastsatte det samlede erhvervsevnetab til 90 %, men foretog fradrag med 15 % for kognive gener, og der blev således tilkendt erstatning for et erhvervsevnetab på 75 %. Afgørelsen blev påklaget til Ankestyrelsen, som nedsatte erstatningen, således at der alene blev tilkendt erstatning for et erhvervsevnetab på 40 % (fradraget for kognitive gener blev fastsat til 50 % ud af det samlede erhvervsevnetab på 90 %).
Efter sagsanlæg blev sagen forelagt Retslægerådet, som bl.a. udtalte:
”Kognitive klager som koncentrations- og hukommelsesbesvær er uspecifikke og kan udløses og påvirkes af både fysiske og psykosociale faktorer samt indtagelse af rusmidler og medikamenter. Kognitive symptomer er desuden hyppigt forekommende i befolkningen uden, at det nødvendigvis kan påvises en udløsende årsag. Når der hos sagsøger ikke er påvist en hjerneskade, og de kognitive symptomer ikke er registreret i tidsmæssig nær sammenhæng med det givne ulykkestilfælde, kan en årsagssammenhæng ikke sandsynliggøres.”
På spørgsmål om, hvorvidt rygsmerterne havde været årsag eller medvirkende årsag til de beskrevne kognitive gener svarede Retslægerådet:
”Det er velkendt, at kroniske smerter kan ledsages af uspecifikke kognitive symptomer, men Retslægerådet kan ikke uddybe besvarelsen yderligere”
På spørgsmål om, hvorvidt skadelidte ville have udviklet de samme kognitive gener uanset om han var blevet pådraget rygsmerterne, anførte Retslægerådet, at spørgsmålet var hypotetisk og ikke lod sig besvare.
Retten fandt bl.a. på baggrund af skadelidtes forklaring, den neuropsykologiske erklæring samt vidneforklaring afgivet af neuropsykologen under hovedforhandlingen ikke, at det kunne afvises, at de kognitive gener var en følge af arbejdsulykken og de fysiske smerter i ryggen. Retten anførte videre at:
”[…] det forhold, at kognitive gener i form af søvn- og koncentrationsbevær første gang er beskrevet i de lægelige akter [11 måneder efter ulykken, red], ikke kan føre til andet resultat, idet det anses for naturligt, at det lægelige fokus henset til alder og helbred i øvrigt var på smerterne i ryggen i månederne efter ulykken, hvor der blev forsøgt forskellige former for behandling med henblik på afhjælpning heraf. Derfor og da der ikke er oplyst nogen anden årsag til de kognitive gener, finder retten ikke, at Ankestyrelsen har bevist, at overvejende sandsynlighed taler imod at de kognitive gener og dermed hele erhvervsevnetabet skyldes arbejdsskaden”
Sagen blev ført af advokat Søren Kjær Jensen for Finansforbundet.
Sag 2 – Retten i Hillerøds dom af 20. juni 2024 – Anerkendelse
Skadelidte blev i 2012 udsat for en hændelse, hvor hun i forbindelse med sit arbejde som pædagog blev trukket i venstre arm, idet et barn på 20-25 kilo, som hun havde i hånden, pludselig løftede benene og derved hang i hendes arm.
I det lægelige materiale fremgik det, at skadelidte henvendte sig til egen læge 3 gange indenfor 12 dage efter hændelsen. I lægens journal blev beskrevet smerter i lænd, ryg og fod.
I journal fra kiropraktor blev 1 måned efter hændelsen blev angivet, at skadelidte havde smerter i nakken, og at disse havde været til stede siden barnet hang i hendes arm i børnehaven. Herefter forelå en række notater om vedvarende nakkesmerter fra forskellige læger og behandler. Det var konsekvent angivet, at smerterne havde været til stede siden hændelsen på arbejdet.
Anmeldelse blev indgivet 10 dage efter ulykken. Under rubrikken ”Skadens art” var valgt ”Forstuvninger og forstrækninger”, og at den ramte ”Legemsdel” var : ”Hals, herunder hvirvelsøjle og halshvirvler.”
Under rubrikken ”Hændelsesforløb” var belastningen beskrevet, og det var angivet, at der skete et knæk i ryggen.
Skadelidte forklarede under sagen, at anmeldelsen var udfyldt af tillidsrepræsentanten, som idet, der ikke var plads til at skrive ret meget, havde anbefalet at det skete på den måde, således at både nakke og ryg var angivet i anmeldelsen.
AES (dengang Arbejdsskadestyrelsen) anerkendte i første omgang, at skadelidte ved hændelsen blev pådraget lændegener, men ikke nakkesmerter. Efter hjemvisningsafgørelse fra Ankestyrelsen, anerkendte man nakkesmerter, men ikke lændesmerter. Efter anmodning om forvaltningsretlig genoptagelse fra forsikringsselskabet blev både nakke- og lændegener anerkendt. Denne afgørelse blev påklaget, og Ankestyrelsen traf afgørelse om, at kun lændegenerne kunne anerkendes med begrundelse om manglende tidsmæssig sammenhæng mellem hændelsen og nakkegenerne.
Under retssagen udtalte Retslægerådet, at det beskrevne ryk i armen var egnet til at medføre nakkesmerter, men at der ikke var tidstro dokumentation i de lægelige akter for, at nakkesmerterne var opstået efter ulykken.
Et vidne forklarede under hovedforhandlingen, at hun besøgte skadelidte dagen efter hændelsen, og at hun da havde smerter i nakken.
Retten fandt på baggrund af sagens samlede oplysninger, at skadelidtes nakkesmerter måtte antages at været opstået ved hændelsen i april 2012 og at nakkesmerterne var en følge af hændelsen. Retten anførte, at der ikke i sagen var oplysninger om anden aktivitet, der kunne forklare smerterne, og at det forhold, at nakkesmerterne ikke var omtalt i egen læges journal i april 2012 ikke i sig selv kunne føre til et andet resultat, da skadelidte ikke var bekendt med, hvad lægen skrev i journalen.
Sagen blev ført af advokat Laura Tholstrup for skadelidte.
Sag 3 – Retten i Hernings dom af 16. december 2024 – Anerkendelse
I december 2019 blev skadelidte på sit arbejde sparket hårdt på overkroppen, så hun fløj bagover og ramte et bord. I skadestuenotat fra samme dag var angivet, at hun havde bøjet og eller brækket flere ribben, og at behandlingen bestod i smertedækning og ro. Skadelidte blev sygemeldt, og der blev udskrevet smertestillende medicin, herunder morfin.
Anmeldelse af ulykken blev indgivet ca. en uge efter ulykken af en arbejdsmiljøkoordinator, som angav skaden som brækkede/bøjede ribben. Skadelidte var sygemeldt og så ikke anmeldelsen.
I journal fra egen læge fremgik det af et notat lidt mere end en måned efter ulykken, at skadelidte havde været meget øm med bøjede ribben siden hændelsen, men også med smerter i det meste af nakken og nakkeskulder. Efterfølgende var der gentagne notater om nakkesmerter fra forskellige læger og behandlere, og der blev senere i forløbet konstateret en diskusprolaps.
AES anerkendte skaden og fastsatte det varige mén til 8 % som følge af nakkesmerter. Afgørelsen blev påklaget, og Ankestyrelsen traf afgørelse om afvisning, hvorved hovedsageligt blev lagt vægt på manglende tidsmæssig sammenhæng mellem episoden og nakkesmerterne.
Flere af skadelidtes kolleger afgav skriftlig erklæring og forklaring i retten om, at de besøgte hende på skadestuen, og at hun der havde oplyst at have ondt i nakken.
Under hensyn til de under sagen afgivne forklaringer, herunder skadelidtes forklaring om at nakkegenerne var opstået straks efter overfaldet, og at hun havde oplyst herom på skadestuen, og efter en samlet bedømmelse af sagens oplysninger fandt retten det sandsynliggjort, at skadelidte ved hændelsen pådrog sig nakkegener og derved en arbejdsskade omfattet af arbejdsskadesikringsloven.
Sagen blev ført af advokat Laura Tholstrup for Dansk Sygeplejeråd.
Læs vores seneste indlæg her, eller tilmeld dig vores nyhedsbrev nedenfor.