Ankestyrelsen dømt til at anerkende, at det samlede erhvervsevnetab på 85% og ikke kun 50% skyldtes arbejdsulykke indtruffet i 2003.

Skre­vet af Karsten Høj, advo­kat og part­ner 17-11-2020

Sagens problemstilling

Skade­lidte, A, kom i 2003 ud for en arbejds­u­lykke, der medførte en nakke, ryg- og skul­der­skade, der blev afgjort med et varigt mén på 18 %. Efter flere afgø­rel­ser blev erhverv­sev­ne­ta­bet i 2008 fast­sat til 50 %, hvor A var kommet i et fleksjob med en ugent­lig arbejds­tid på 15 timer. A begæ­rede i septem­ber 2012 sagen genop­ta­get, hvil­ket Arbejds­ska­desty­rel­sen godtog med forhø­jelse af erhverv­sev­ne­ta­bet til 65 %. Det var A ikke tilfreds med, så han klagede til Anke­sty­rel­sen med krav om, at hans erhverv­sev­ne­tab udgjorde 85 %. A klagede samti­dig over afslag på genop­ta­gelse af varigt mén.

Anke­sty­rel­sen afslog genop­ta­gelse af det varige mén, da der ifølge dem ikke var bevis for en helbreds­mæs­sig forvær­ring, der havde årsag i arbejds­ska­den. Samti­dig blev erhverv­sev­ne­ta­bet nedsat til 50 % primært med den begrun­delse, at der netop ikke var nogen forvær­ring af helbredstil­stan­den, der kunne begrunde den yder­li­gere nedsatte erhverv­sevne. Denne yder­li­gere nedsæt­telse måtte deri­mod med over­ve­jende sand­syn­lig­hed skyl­des en række konkur­re­rende lidel­ser (diabe­tes, over­vægt, skul­der­ge­ner og forvær­rede rygs­mer­ter, der skyld­tes dege­ne­ra­tiv lidelse i ryggen og ikke arbejdsulykken).

Rets­sa­gen har angået krav om, at Anke­sty­rel­sen skal aner­kende, at erhverv­sev­ne­ta­bet som følge af arbejds­u­lyk­ken og med virk­ning fra septem­ber 2012 er nedsat med 85 %.

 

Bevisregel

Det følger af dagæl­dende § 13 (nu § 12, stk. 2), at

”Et påvist tab af erhverv­sevne, et varigt mén eller en persons død anses for at være en følge af arbejds­ska­den, medmin­dre over­ve­jende sand­syn­lig­hed taler herimod”

Det var såle­des Anke­sty­rel­sens bevis­byrde, at de af dem påberåbte konkur­re­rende lidel­ser med over­ve­jende sand­syn­lig­hed, var årsag til den yder­li­gere nedsatte erhvervsevne.

 

Retssagen

Umid­del­bart efter rets­sa­gen var anlagt, genop­tog Anke­sty­rel­sen sagen og traf en ”repa­ra­tions­af­gø­relse”, hvori de nåede frem til samme resul­tat nu blot med en langt mere udfør­lig begrun­delse. Retslæ­ge­rå­det besva­rede til brug for rets­sa­gen en række spørgs­mål. Da Anke­sty­rel­sen ikke ville oplyse, om de var enige i, at det samlede erhverv­sev­ne­tab uanset årsag udgjorde 85 %, indhen­tede vi en vejle­dende udta­lelse herom efter erstat­nings­ansvars­lo­ven § 10. Vurde­rin­gen var 85 %.

Under hoved­for­hand­lin­gen afgav A part­s­for­kla­ring mens Anke­sty­rel­sens læge­kon­su­lent afgav en supple­rende vidneforklaring.

Der var enig­hed om, at A’s erhverv­sevne ikke havde været nedsat forud for ulyk­ken i 2003.

 

København Byrets dom af 3. november 2020

For hver enkelt af de lidel­ser, som Anke­sty­rel­sen havde angi­vet som begrun­delse for mang­lende årsags­sam­men­hæng til den yder­li­gere nedsatte erhverv­sevne, var der stil­let spørgs­mål til Retslæ­ge­rå­det om. Deres svar blev helt afgø­rende, idet byret­ten fandt, at svarene ikke under­støt­tede, at disse kunne være årsag til nedsat erhverv­sevne, og dermed havde Anke­sty­rel­sen ikke med over­ve­jende sand­syn­lig­hed løftet deres bevisbyrde.

Byret­ten fandt endvi­dere, at udta­lel­sen fra AES, sammen­holdt med de øvrige oplys­nin­ger, at A havde ført bevis for, at det samlede erhverv­sev­ne­tab var 85 %, og at det bestod, da A anmo­dede om genop­ta­gelse i septem­ber 2012. Dermed fik A fuldt medhold.

 

Elmers kommentarer

Den arbejds­ska­dede havde en række sygdomstil­stande, der ikke skyld­tes arbejds­u­lyk­ken. Anke­sty­rel­sens læge­kon­su­lent havde til brug for den genop­tagne sag og ”repa­ra­tions­af­gø­rel­sen” afgi­vet en lang og grun­dig udta­lelse om betyd­nin­gen af de konkur­re­rende lidel­ser, som han uddy­bede mundt­ligt under rets­sa­gen. Retslæ­ge­rå­dets besva­relse var på flere punk­ter tvety­dig, men det afgø­rende blev, at bevis­reg­len i arbejds­ska­desik­rings­lo­ven fører til, at det er Anke­sty­rel­sens bevis­byrde, at et påvist erhverv­sev­ne­tab skyl­des andre forhold. Tvivl herom kommer såle­des Anke­sty­rel­sen til skade.

Det er fort­sat uafkla­ret om dommen bliver anket til lands­ret­ten. Bliver den ikke det, kan A se frem til en yder­li­gere erstat­ning på ca. 2 mio. kr. før skat. A var under sagen repræ­sen­te­ret af advo­kat Karsten Høj.

Dommen fra Køben­havns Byret kan læses her.

 

Kontakt os

Har du spørgsmål eller brug for hjælp? Udfyld kontaktformularen, så kontakter vi dig hurtigst muligt.

Læs også om