Ankestyrelsen er i to domme af henholdsvis 27. marts 2015 (fra Københavns Byret) og 1. april 2015 (fra Retten i Kolding) blevet dømt til at anerkende, at de skadelidte er berettiget til midlertidig erhvervsevnetabserstatning fra et langt tidligere tidspunkt end vurderet af Ankestyrelsen.

I den første sag havde Ankestyrelsen oprindeligt afslået at tilkende erhvervsevnetabserstatning, men havde efter stævning tilkendt erhvervsevnetabserstatning med 50 % med virkning fra stævningens modtagelse den 17. maj 2013. Ankestyrelsen blev ved dommen tilpligtet at anerkende, at erstatningen skulle have virkning mere end 3 år tidligere, fra den 5. marts 2010, hvor den skadelidte havde bedt om genoptagelse, fordi hun var bevilget revalidering i form af virksomhedspraktik.

I den anden sag havde Ankestyrelsen tilkendt erhvervsevnetabserstatning svarende til 35 % med virkning fra Arbejdsskadestyrelsens afgørelse den 5. april 2013. Ved dommen fik skadelidte medhold i, at hun skulle tilkendes erhvervsevnetabserstatning med virkning fra 31. juli 2011, svarende til tidspunktet for lønophør.

Om sagerne kort:

Sag nr. 1 drejer sig om en kvindelig dagplejer, der i 2008 var udsat for en arbejdsskade, der medførte overrivning af en sene i skulderen med konstante smerter i højre skulder, hvilket vedblev under hele forløbet. Udover at arbejde som dagplejer havde kvinden, der var somalisk af oprindelse, indimellem på frivillig basis arbejdet som uuddannet tolk for blandt andet Dansk Flygtningehjælp.

Arbejdsskadestyrelsen og senere Ankestyrelsen afslog erhvervsevnetabserstatningen med henvisning til, at kvinden jo kunne arbejde som tolk. Efter at kvinden havde fået bevilget revalidering til virksomhedspraktik, søgte hendes fagforening (FOA – Fag og Arbejde) om genoptagelse i marts 2011. Arbejdsskadestyrelsen og senere Ankestyrelsen afslog at tilkende erhvervsevnetabserstatning fortsat med den begrundelse, at hun kunne arbejde som tolk.

I maj 2013 fremsendte vi på vegne FOA – Fag og Arbejde stævning til Ankestyrelsen og vedlagde blandt andet seneste aktuelle oplysninger om den lægelige behandling af hendes smerter, herunder at hun fortsat havde kroniske smerter. Dette førte til, at Ankestyrelsen vurderede sagen som værende en fornyet anmodning om genoptagelse og bad Arbejdsskadestyrelsen om at træffe ny afgørelse. Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse om, at hun fortsat ikke var berettiget til erhvervsevnetab, da hun jo – som tidligere vurderet af Ankestyrelsen – burde kunne arbejde som tolk.

Ankestyrelsen ændrede imidlertid Arbejdsskadestyrelsens afgørelse og fastsatte nu erhvervsevnetabet til 50 %, men først med virkning fra modtagelse af stævning.

Byretten gav imidlertid FOA – Fag og Arbejde, der førte sagen på vegne kvinden, medhold med blandt andet den begrundelse, at det af akterne fremgik, at kvinden ”var fuldstændig udtrættet ved 18 timers arbejde om ugen … og at de 18 timer nærmerede sig et maksimum. Herefter, sammenholdt med at der ikke foreligger oplysninger om nogen væsentlige ændringer i (kvindens) helbredsforhold siden anmodningen om genoptagelse den 4. marts 2010, findes der at være påvist tab af erhvervsevne”.

Sag nr. 2 drejede sig om en socialpædagog, der havde pådraget sig flere psykiske arbejdsskader, der blev behandlet under ét.

I Arbejdsskadestyrelsens første afgørelse fra januar 2012 havde Arbejdsskadestyrelsen urigtigt lagt til grund, at den skadelidte havde samme indtjening på afgørelsestidspunktet, hvilket førte til, at Ankestyrelsen hjemviste sagen til Arbejdsskadestyrelsen. Herefter traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse i april 2013 og tilkendte erhvervsevnetab på 35 % med virkning fra afgørelsen. Denne afgørelse blev tiltrådt af Ankestyrelsen, der alene behandlede spørgsmålet om tilkendelsestidspunktet, med den begrundelse, at det af speciallægeerklæringens konklusion fremgik, at ”tilstanden fortsat vil bedres, således at den vil være stationær i løbet af et år, og at det forventedes at du ville få din fulde arbejdsevne tilbage i løbet af 1 år”.

Byretten i Kolding lagde vægt på, at på tidspunktet hvor Arbejdsskadestyrelsen i januar 2012 fejlagtigt afslog erhvervsevnetabserstatning ”under henvisning til, at (skadelidte) havde samme indtjening som før hun blev sygemeldt, var hun ophørt med at arbejde …”, og ”havde forinden forgæves forsøgt at genoptage arbejdet, og det fremgår af psykolog … erklæring … at (skadelidte) fortsat var psykisk skrøbelig og aktuelt ikke var i stand til at udføre arbejde eller praktik”.

Retten nåede herefter frem til, at den skadelidte havde ”påvist et aktuelt tab af erhvervsevne på mindst 15 % i hvert fald fra (tidspunktet for psykologens afgivelse af erklæring) oktober 2011”.

Retten udtalte endvidere udtrykkeligt, at ”Det forhold, at (skadelidtes) helbredsmæssige forhold ikke var afklarede, og måske ville forbedres, ikke udelukker en midlertidig afgørelse om erhvervsevnetab, …”.

Sagen blev ført af Socialpædagogernes Landsforbund (SL) på vegne socialpædagogen.

Kommentarer:

Vi har her på kontoret sammen med vores forbundskunder meget stor fokus på praksis vedrørende midlertidige erhvervsevnetabserstatninger, både for så vidt angår størrelsen og tilkendelsestidspunktet. De to sager – og andre sager – er bevidst udvalgt med henblik på at sætte fokus på tilkendelsestidspunktet.

Vi har i den forbindelse særlig fokus på, at 2003-Loven med fremrykkelse af fristen til en 1-års frist (fra anmeldelsen) nødvendigvis indebærer væsentligt flere midlertidige afgørelser, og da midlertidig afgørelse om erhvervsevnetab skal modsvare det aktuelle erhvervsevnetab, bør det efter vores opfattelse – alt andet lige – medføre, at der tilkendes erhvervsevnetabserstatninger svarende til det aktuelle tab, pågældende har på tidspunktet, hvor en afgørelse kan træffes; dog senest et år efter anmeldelsen.

Sagerne er ført af henholdsvis FOA – Fag og Arbejde (sag nr. 1) og SL (sag nr. 2) ved Søren Kjær Jensen, skj@elmer-adv.dk.