Ankestyrelsen dømt til at anerkende, at det var forkert at foretage fradrag for delvist belastningsudløst slidgigt i begge knæ, der havde ført til indsættelse af knæproteser. Ankestyrelsen også dømt til at anerkende, at erhvervsevnetabsprocenten er 100

Retten i Holbæk har den 11. okto­ber 2012 afsagt dom i en sag om en poli­ti­be­tjent, der under arbejde kom alvor­ligt til skade ved et motor­cy­ke­luheld helt tilbage i 1994. Han fik skade i venstre skul­der og ryggen, der bl.a. medførte alvor­lige rygs­mer­ter, nerve­s­mer­ter og delvis lammelse af nerven over venstre fod (”drop­fod”).

Faktum:
Han blev i 1998 tilkendt 45 % i varigt mén og 65 % i erhvervsevnetab.

I 2004 blev han tilkendt høje­ste førtids­pen­sion, og han havde i 2003 fået indsat kunstigt led i højre knæ og havde også begyn­dende slid­gigt gener i venstre knæ. Det var poli­ti­be­tjen­tens syns­punkt, at han pga. ændret gang­møn­ster med skæv og ekstra belast­ning mod højre sled begge knæ skævt. I 2001 var han endvi­dere blevet opere­ret for en sprængt akillessene.

Anke­sty­rel­sen afvi­ste i septem­ber 2005 genop­ta­gelse af mén og erhverv­sev­ne­tab med den begrun­delse, at hans forvær­rede tilstand (særligt knæene) ikke var en følge af arbejds­ska­den. Betjen­ten fik i 2008 også indsat protese i venstre knæ. Hans rygge­ner blev forvær­ret, og i 2010 fik han fore­ta­get en rygo­pe­ra­tion, der imid­ler­tid ”gik galt” såle­des, at han udvik­lede forvær­rede ryg- og nerve­s­mer­ter og tilta­gende proble­mer med inkon­ti­nens både for urin og afføring.

For at undgå foræl­delse af afgø­rel­sen fra 2005, blev der lige inden 1. januar 2011 anlagt rets­sag mod Anke­sty­rel­sen primært med påstand om, at Anke­sty­rel­sen med urette afvist genop­ta­gelse i 2005.

Umid­del­bart efter sagens anlæg genop­tog Anke­sty­rel­sen deres afgø­relse fra 2005, da begrun­del­sen for at afvise genop­ta­gelse var forkert, da de i strid med en Højeste­rets­dom fra 2005 (om betin­gel­serne for genop­ta­gelse efter udløb af 5‑årsfristen i loven). Heref­ter forhø­jede de méngra­den til 65 % (85 % ÷ 20 % for knæ) og erhverv­sev­ne­ta­bet til 80 %, da Anke­sty­rel­sen vurde­rede, at den tidli­gere betjent havde en vis mindre rest­er­hverv­sevne i behold (men der blev ikke truk­ket fra i erhverv­sev­ne­ta­bet for knæene). Senere blev det varige mén igen genop­ta­get, fordi hans tilstand på grund af den mislyk­kede rygo­pe­ra­tion var forvær­ret. Méngra­den blev nu forhø­jet til 85 % stadig uden hensyn­ta­gen til de to kunstige knæled. Erhverv­sev­ne­ta­bet blev afvist genop­ta­get, da hans erhvervs­mæs­sige forhold ikke var ændret.

Sagen blev under rets­sa­gen fore­lagt Retslæ­ge­rå­det, der udtalte, at hans ændrede belast­nings­møn­ster af begge knæ (på grund af drop­fo­den m.m.) kan have medvir­ket til udvik­lin­gen af slid­gigt i knæene. Retslæ­ge­rå­det udtalte samti­dig, at akil­les­se­nes­præng­nin­gen med stor sikker­hed var en følge af arbejdsskaden.

Resul­tat:
Retten når frem til, at Anke­sty­rel­sen ikke med over­ve­jende sand­syn­lig­hed har bevist, at de knære­la­te­rede gener m.m. ikke er en følge af arbejds­ska­den (ASL § 12, stk. 2 – tidli­gere § 13). Derfor forhø­jes méngra­den med 20 %. Retten finder det ikke bevist, at hans erhverv­sevne alle­rede i 2004 var nedsat med 100 %, men efter den væsent­ligt forvær­rede tilstand efter rygo­pe­ra­tio­nen i 2010 udgør erhverv­sev­ne­ta­bet 100 %.

Vores kommen­ta­rer:
Anke­sty­rel­sen vinder de fleste rets­sa­ger. Så alle­rede derfor er det inter­es­sant, at Anke­sty­rel­sen inden­for en uge har fået dom for, at de med urette har truk­ket fra i det samlede varige mén for indi­rekte følger af en arbejds­skade. Som det frem­går af vores nyhed af 16. okto­ber (link) om dom fra Retten i Esbjerg, blev Anke­sty­rel­sen også i den sag dømt til at aner­kende, at der ikke var grund­lag for fradrag for en lidelse, der var opstået som følge af et ændret belast­nings­møn­ster forår­sa­get af arbejdsskaden.

Når Retslæ­ge­rå­det, som tilfæl­det var i begge sager, udta­ler, at arbejds­ska­den kan have medført yder­li­gere følger på grund af skade­lid­tes ændrede belast­nings­møn­ster, er det vanske­ligt for Anke­sty­rel­sen at føre den fornødne bevis i medfør af arbejds­ska­desik­rings­lo­vens § 12, stk. 2, om det med over­ve­jende sand­syn­lig­hed ikke er en følge af arbejds­ska­den. Det gælder særligt, når der ikke kan peges på anden mere sand­syn­lig årsag.

Det er også inter­es­sant, at Retten i Holbæk tilsi­de­sæt­ter Anke­sty­rel­sens bedøm­melse af, at der er en vis mindre rest­er­hverv­sevne. Det er meget sjæl­dent, at domsto­lene tilsi­de­sæt­ter en bedøm­melse af, hvad det samlede erhverv­sev­ne­tab udgør.

Det vides endnu ikke om dommen ankes.

Spørgs­mål til sagen kan rettes til advo­kat Karsten Høj, kh@elmer-adv.dk, der førte sagen for Poli­ti­for­bun­det på vegne deres medlem.