Ankestyrelsen dømt til at anerkende, at det var forkert at nedsætte erhvervsevnetabserstatning

Retten i Esbjerg har i dom af 12. februar 2010 (der ikke ankes til lands­ret­ten) givet en arbejds­ska­det medhold i, at det var forkert, at Anke­sty­rel­sen nedsatte hendes erstat­ning for tab af erhverv­sevne fra 65 % til 35 %.

Sagens faktum:
Sagen angår et færds­elsuheld i arbejds­ti­den indtruf­fet i 1995. Skaden blev anmeldt i 1998, og den pågæl­dende blev i år 2000 tilkendt mellem­ste førtids­pen­sion fra det offent­lige.

I novem­ber 2001 tilkendte Arbejds­ska­desty­rel­sen erstat­ning for tab af erhverv­sevne med 65 %. Afgø­rel­sen blev påkla­get af arbejds­ska­de­for­sik­rings­sel­ska­bet til Anke­sty­rel­sen, der i juli 2002 hjem­vi­ste sagen til fornyet behand­ling i Arbejds­ska­desty­rel­sen, idet Anke­sty­rel­sen fandt, at en påvist prolaps i nakken ikke kunne anses at være en følge af arbejds­ska­den.

Et år senere i juli 2003 nåede Arbejds­ska­desty­rel­sen igen frem til, at erhverv­sev­ne­ta­bet som følge af arbejds­ska­den var 65 %, og igen klagede arbejds­ska­de­for­sik­rings­sel­ska­bet. Anke­sty­rel­sen stil­lede i to omgange læge­fag­lige spørgs­mål til Retslæ­ge­rå­det. Rådet udtalte sig imod fuld årsags­sam­men­hæng mellem arbejds­ska­den og alle helbreds­mæs­sige gener. I afgø­relse fra maj 2006 blev méngra­den på 15 % nedsat til 8 %, og erhverv­sev­ne­ta­bet blev fast­sat til 35 %.

Heref­ter anlagde den arbejds­ska­dede sag ved byret­ten med krav om have et erhverv­sev­ne­tab på 65 % som følge af arbejds­ska­den. Under byrets­sa­gen blev der stil­let yder­li­gere spørgs­mål til Retslæ­ge­rå­det, der igen udtalte sig klart imod fuld årsags­sam­men­hæng.

Der forelå i sagen udta­lel­ser fra flere af Anke­sty­rel­sens læge­kon­su­len­ter, hvoraf en argu­men­te­rede for årsags­sam­men­hæng og dermed i et vist omfang imod Retslæ­ge­rå­dets erklæ­rin­ger.

Ved dommen fandt byret­ten ud fra en samlet bedøm­melse, trods Retslæ­ge­rå­dets udta­lel­ser i sagen, ikke at Anke­sty­rel­sen havde løftet bevis­byr­den for, at det måtte anses for over­ve­jende sand­syn­ligt, at kun ca. halv­de­len af erhverv­sev­ne­ta­bet skyld­tes arbejds­ska­den.

Kommen­tar:
Højeste­ret afsagde i 2009 ikke mindre end 5 domme om arbejds­ska­de­myn­dig­he­der­nes anven­delse af bevis­byr­de­reg­len i dagæl­dende § 13 i arbejds­ska­desik­rings­lo­ven (nu § 12, stk. 2). I 4 af sagerne er Anke­sty­rel­sen blevet dømt til at aner­kende, at deres afgø­rel­ser har været forkerte, og det samme gælder en række byrets­domme; senest den her omtalte dom. Udover det urime­ligt lange sags­for­løb med gentagne hjem­vis­nin­ger og ændrede afgø­rel­ser og en langstrakt forbe­re­delse af byrets­sa­gen, er dommen endnu et eksem­pel på, at arbejds­ska­de­myn­dig­he­derne i en hel del sager anven­der bevis­byr­de­reg­len for restrik­tivt i forhold til de arbejds­ska­dede.

Henven­delse om dommen og denne problem­stil­ling kan ske til advo­kat Karsten Høj, kh@elmer-adv.dk, der i den sidste del af sagens behand­ling repræ­sen­te­rede den arbejds­ska­dede. Elmer & Part­nere afhol­der i løbet af forå­ret gå-hjem-møde om dette emne.