Ankestyrelsen dømt til at anerkende at psykisk lidelse var forårsaget af grænseoverskridende seksuel adfærd fra kollega

Retten i Århus har ved dom af 10. marts 2015 pålagt Anke­sty­rel­sen at aner­kende, at der var tilstræk­ke­lige bevi­ser for, at en pæda­gogs psyki­ske lidelse var forår­sa­get af græn­se­over­skri­dende seksuel adfærd fra kolle­gas side, uagtet der ikke var doku­men­ta­tion i form af vidner, der havde over­væ­ret adfærden.

Sagen var anlagt af SL (Soci­al­pæ­da­go­ger­nes Landsforbund)

Sags­frem­stil­ling:
En kvin­de­lig soci­al­pæ­da­gog, der arbej­dede på et bosted for psykisk handi­cap­pede voksne, var over en peri­ode på godt et år frem til efter­å­ret 2004 udsat for flere tilfælde af græn­se­over­skri­dende seksuel adfærd fra en mand­lig kollega.

Den kvin­de­lige pæda­gog blev syge­meldt i efter­å­ret 2004, og lægen anmeldte lidel­sen som en formodet erhvervs­syg­dom i april 2005. Efter indhen­telse af beskri­vel­ser fra pæda­go­gen og arbejds­gi­ve­ren samt en speci­al­læ­ge­er­klæ­ring afvi­ste Arbejds­ska­desty­rel­sen at aner­kende lidel­sen. Afgø­rel­sen blev påkla­get til Anke­sty­rel­sen, der i 2010 hjem­vi­ste sagen til Arbejds­ska­desty­rel­sen, fordi der mang­lede doku­men­ta­tion for de beskrevne episo­der med chikane af seksuel karak­ter, og fandt at der skulle indkal­des til inden­ret­ligt forhør, hvor der kunne afgi­ves forkla­ring under strafansvar.

Arbejds­ska­desty­rel­sen foran­stal­tede heref­ter inden­ret­ligt forhør, der blev afholdt i efter­å­ret 2011, hvor kolle­ger, herun­der den kollega der angi­ve­ligt havde fore­ta­get den seksu­elt kræn­kende adfærd, blev afhørt, tillige med repræ­sen­tan­ter fra arbejds­gi­ve­ren der mente, der snarere var tale om samar­bejds­pro­ble­mer mellem de pågæl­dende end egent­lig seksuel chikane.

Blandt de afhørte var også en sikker­heds­re­præ­sen­tant, der forkla­rede, at han efter at være blevet præsen­te­ret for problem­stil­lin­gen forgæ­ves ad flere gange havde kontak­tet ledel­sen og kommu­nen, som imid­ler­tid ikke ville gøre noget yder­li­gere ved problem­stil­lin­gen, men fandt at der var tale om ”samar­bejds­pro­ble­mer mellem to kolle­ger”.

Arbejds­ska­desty­rel­sen traf heref­ter ny afgø­relse i forå­ret 2012 på baggrund af Erhvervs­syg­doms­ud­val­gets indstil­ling og afvi­ste fort­sat sagen, hvil­ken afgø­relse blev tilt­rådt af Anke­sty­rel­sen i forå­ret 2013.

Denne afgø­relse blev heref­ter indbragt for Domsto­lene, hvor­ef­ter Retten i Århus med 3 dommere ændrede Anke­sty­rel­sens afgørelse.

Af dommens begrun­delse frem­går blandt andet:

At det ganske vist er den skade­lidte, der har bevis­byr­den for, at lidel­sen er forår­sa­get af seksuel chikane på arbej­det, men at det har væsent­lig betyd­ning at vurdere ”hvil­ken grad af bevis, der i en sag som den fore­lig­gende er nødven­dig …”. Retten henvi­ste herun­der til, at i tilsva­rende sager, der behand­les ”i forhold til Lige­be­hand­lings­lo­ven, ville det være almin­de­ligt anta­get … at parter­nes opfat­telse af det passe­rede er meget forskel­lig, og at der i disse sager lægges vægt på, hvilke bevi­ser det er muligt for den kræn­kede part at frem­føre”. Retten tillagde det i den forbin­delse særlig vægt, at ”krav til doku­men­ta­tion … ikke udeluk­kende bør base­res på direkte doku­men­ta­tion, for eksem­pel hvad vidner selv har set, men at doku­men­ta­tions­kra­vet kan lempes, hvis der i øvrigt er knyt­tet en høj grad af trovær­dig­hed til (den kræn­ke­des) oplys­nin­ger”.

Under henvis­ning til blandt andet:

At den kvin­de­lige pæda­gog tidligt i forlø­bet havde nævnt den første af episo­derne for en kollega; at hun senere i forlø­bet henvendte sig til ledel­sen og meddelte, at hun ville sige sit arbejde op, og at dette ikke førte til nogen opfølg­ning fra ledel­sens side; at en tredje kollega havde konsta­te­ret en episode, hvor den kræn­kede part viste tyde­ligt ubehag over­for kontakt med den mand­lige kollega; og at sikker­heds­re­præ­sen­tan­tens henven­del­ser til ledel­sen og kommu­nen var blevet afvist — fandt Retten, at der var ført tilstræk­ke­ligt bevis for en sådan sammen­hæng, uanset at ingen af kolle­gerne direkte havde over­væ­ret henven­del­serne (på nær en enkelt); at den kvin­de­lige pæda­gog først søgte læge efter sin syge­mel­ding, og at der ikke forelå mails eller anden form for skrift­lig doku­men­ta­tion for perioden.

Retten konklu­de­rede endvi­dere, at der ikke var grund­lag for at hjem­vise sagen, da sagen, ”der har verse­ret over lang tid, er tilstræk­ke­ligt oplyst ved de fore­lig­gende udta­lel­ser, …”.

Dommen er ikke anket.

Kommen­tar:
Sagen er særlig rele­vant derved, at Byret­ten i Århus ved 3 dommere udtryk­ke­ligt forhol­der sig til de mere lempe­lige krav, der i tilsva­rende sager anven­des efter Lige­be­hand­lings­lo­ven, og dermed i sager om godt­gø­relse for seksuel chikane.

Sagen er ført for Soci­al­pæ­da­go­ger­nes Lands­for­bund på vegne den kvin­de­lige pæda­gog ved Søren Kjær Jensen, skj@elmer-adv.dk.

Søren Kjær Jensen

Partner