Ankestyrelsen havde ikke bevist, at hovedpine og nakkesmerter, opstået efter et trafikuheld, skyldtes andet end ulykken

Retten i Hille­rød har den 12. april 2010 afsagt dom, hvor­ef­ter en arbejds­ska­det fik medhold i, at Anke­sty­rel­sen ikke havde løftet bevis­byr­den efter arbejds­ska­desik­rings­lo­vens § 12, stk. 2.

Sagens faktum:
Sagen vedrø­rer en trafi­ku­lykke, der skete i arbejds­ti­den i 2004. Trafi­kuhel­det var ganske vold­somt, men umid­del­bart var der i lægejour­na­len kun omtalt skul­der­s­mer­ter. Først efter nogle dage opstod tillige nakkes­mer­ter og hoved­pine. Nakkes­mer­terne og hoved­pi­nen viste sig imid­ler­tid at være alvor­lige og kroni­ske, og har, siden de debu­te­rede, givet svære daglige gener, dog med den usik­ker­hed, at der i en jour­nal fra okto­ber 2007 var omtalt et hoved­pi­ne­frit inter­val på ½ år i forå­ret og somme­ren 2005.

I april 2006 aner­kendte Arbejds­ska­desty­rel­sen ulyk­ken som en arbejds­skade, men gav afslag på godt­gø­relse for varigt mén (og erstat­ning for tab af erhverv­sevne samt udgif­ter til kiro­p­rak­tor).

Arbejds­ska­desty­rel­sen lagde i afgø­rel­sen vægt på, at generne fra hoved og nakke var opstået uden tids­mæs­sig sammen­hæng med den aner­kendte skade og fandt det derfor over­ve­jende sand­syn­ligt, at de aktu­elle symp­to­mer ikke var en følge efter den aner­kendte skade. Arbejds­ska­desty­rel­sens afgø­relse blev indbragt for Anke­sty­rel­sen, der kom til samme resul­tat.

FOA — Fag og Arbejde anlagde heref­ter sag ved byret­ten med påstand om, at Anke­sty­rel­sen skulle aner­kende en méngrad på mindst 5%, samt at pågæl­dende var beret­ti­get til dækning af udgif­ter til kiro­p­rak­tor­be­hand­ling, subsi­diært at sagen skulle hjem­vi­ses til fornyet behand­ling ved Arbejds­ska­desty­rel­sen.

Under sagen blev der stil­let spørgs­mål til Retslæ­ge­rå­det, der svarede, at det var Retslæ­ge­rå­dets opfat­telse, at der var årsags­sam­men­hæng mellem ulyk­ke­stil­fæl­det og de nogle dage senere konsta­te­rede gener fra nakke og hoved. Retslæ­ge­rå­det skrev dog også, at sådanne gener erfa­rings­mæs­sigt ville aftage i løbet af dage – uger – måne­der, og at en even­tuel løbende eller senere forvær­ring ikke kunne tilskri­ves ulyk­ke­stil­fæl­det, men psyki­ske eller soci­ale belast­nin­ger.

I sagen lagde retten til grund, at der var årsags­sam­men­hæng mellem ulyk­ke­stil­fæl­det og de nogle dage senere konsta­te­rede gener fra nakke og hoved og fandt det efter den fore­tagne bevis­fø­relse ikke tilstræk­ke­ligt godt­gjort, at de senere konsta­te­rede gener skyld­tes andre forhold end arbejds­ska­den jf. arbejds­ska­desik­rings­lo­vens § 12, stk. 2.

Sagen blev heref­ter hjem­vist til fornyet behand­ling i Anke­sty­rel­sen.

Det vides endnu ikke, om sagen vil blive anket.

Sagen er ført af advo­kat Mads Krøger Pram­m­ing for FOA — Fag og Arbejde på vegne et FOA-medlem.

Kommen­tar:
Dommen er en vari­ant af, hvor­le­des bevis­byr­de­reg­len i arbejds­ska­desik­rings­lo­vens § 12, stk. 2 (tidli­gere § 13) anven­des: Arbejds­ska­de­myn­dig­he­derne begrun­dede i første omgang afgø­rel­sen med mang­lende årsags­sam­men­hæng mellem skaden og generne. Efter anlæg af rets­sa­gen ændrede Anke­sty­rel­sen imid­ler­tid begrun­delse og afvi­ste nu kravet med henvis­ning til, at hoved­pi­ne­ge­nerne var svun­det i en længere peri­ode.

Inter­es­se­rede kan høre mere om emnet på Elmer & Part­ne­res gå-hjem-møde om bevis­byr­den i arbejds­ska­desa­ger den 28. april 2010, kl. 16.00.