Ankestyrelsen havde ikke bevist, at ryggener ikke skyldtes følgerne af en knæskade

Retten i Esbjerg afsagde den 10. okto­ber 2012 dom, hvor­ef­ter Anke­sty­rel­sens fast­sæt­telse af erhverv­sev­ne­tab og méngrad blev ændret.

Omstæn­dig­he­derne i sagen:
Skade­lidte var under sin ansæt­telse som sygeple­jer­ske på Central­sy­ge­hu­set i Esbjerg den 7. februar 2000 ude for en arbejds­skade, da skade­lidte gled på et vådt gulv, hvor­ved skade­lidte beska­di­gede sit højre knæ.

Under det efter­føl­gende langstrakte og kompli­ce­rede behandlings- og genop­træ­nings­for­løb havde skade­lidte store smerte i sit højre knæ, og skade­lidte forsøgte at mind­ske smer­terne i højre knæ ved blandt andet at undgå at træde ned og sætte fra med sin højre fod, og i det hele taget kompen­se­rede skade­lidte rent krop­s­mæs­sigt, ved alle sine bevæ­gel­ser, i form af at lægge belast­nin­gen på sit venstre ben.

Hun udvik­lede i årene efter arbejds­ska­den gener i sin lænde­ryg som grad­vist forvær­re­des. På grund af den fort­satte forvær­ring af skade­lid­tes lænde­ryg­ge­ner fik skade­lidte ultimo 2006 fore­ta­get rønt­gen af sin lænde­ryg, som afslø­rede en hvir­vel­for­skyd­ning (spon­dy­lo­li­stese) i skade­lid­tes lænde­ryg. I 2007 fik skade­lidte fore­ta­get et stiv­gø­rende indgreb i lænden.

Anke­sty­rel­sen vurde­rede, at skade­lid­tes samlede erhverv­sev­ne­tab kunne fast­sæt­tes til 70 % og fandt, at halv­de­len var en følge af skade­lid­tes arbejds­skade, hvor skade­lidte havde et direkte traume mod sit højre knæ, medens Anke­sty­rel­sen vurde­rede, at skade­lid­tes lænde­ryg­ge­ner med over­ve­jende sand­syn­lig­hed ikke var en følge af arbejds­ska­den, og såle­des fore­tog fradrag i det samlede erhverv­sev­ne­tab med 35 %. Lige­le­des fik skade­lidte méngodt­gø­relse for sine højre­si­dige knæge­ner. Anke­sty­rel­sen fast­satte méngra­den for skade­lid­tes højre­si­dige knæge­ner til 18 % og fore­tog ikke vurde­ring af méngrad i rela­tion til skade­lid­tes lænde­ryg­ge­ner.

I forbin­delse med rets­sa­gen frem­kom der udta­lelse fra Retslæ­ge­rå­det. Retslæ­ge­rå­det udtalte blandt andet følgende:

”Det kan ikke afvi­ses, at symp­to­merne i lænde­ryg­gen er trådt i karak­ter hos sagsø­ger som følge af længere tids akavet gang og aflast­ning af højre knæ. Siden knæska­den er der adskil­lige gange i de læge­lige akter note­ret et velud­talt muskel­svind i højre lår som reak­tion på aflast­ning af højre knæ. Fravæ­ret af rygsymp­to­mer forud for knæska­den, det tids­mæs­sige sammen­fald af over­be­last­nings­symp­to­mer i venstre knæ og tilkom­sten af lænde­ryg­symp­to­mer, samt det udtalte lårsvind er momen­ter, som taler for et vist årsags­bi­drag fra knæska­den og det efter­føl­gende komplekse behand­lings­for­løb omkring højre knæ til frem­kom­sten af rygs­mer­ter hos en i øvrigt rygs­mer­te­dis­po­ne­ret patient.”

Heru­d­over udtalte Retslæ­ge­rå­det:

”Spon­dy­lo­li­stese dispo­ne­rer til rygs­mer­ter, mens knæska­den og det efter­føl­gende komplekse behand­lings­for­løb sand­syn­lig­vis har ført til rygbe­last­ning og præcip­ti­te­ret rygs­mer­terne. Der skøn­nes såle­des at fore­ligge et delt årsags­for­hold. Det er ikke muligt at kvan­ti­fi­cere årsags­bi­dra­gene.”

Under hoved­for­hand­lin­gen afgav Anke­sty­rel­sens læge­kon­su­lent forkla­ring og udtalte, at det forhold, at en person som følge af en højre­si­dig knæskade ændrer sin gang med over­be­last­ning af sit venstre ben, ikke kan medføre rygli­delse.

Med henvis­ning til Retslæ­ge­rå­dets udta­lel­ser fandt Retten ikke, at Anke­sty­rel­sen havde løftet bevis­byr­den for, at det påvi­ste samlede erhverv­sev­ne­tab skyld­tes andet end den aner­kendte arbejds­skade, jf. Arbejds­ska­desik­rings­lo­vens dagæl­dende § 13 (nu § 12,2). Fsa. méngrads­fast­sæt­tel­sen havde Anke­sty­rel­sens læge­kon­su­lent, i forbin­delse med Anke­sty­rel­sens afgø­relse, i en skrift­lig udta­lelse anført, at skade­lid­tes lænde­ryg­ge­ner kunne begrunde méngrads­fast­sæt­telse med 20 %. Under rets­sa­gen bestred Anke­sty­rel­sen, at méngra­den i forhold til lænde­ryg­ge­nerne kunne fast­sæt­tes til 20 %. Med henvis­ning til udta­lel­sen fra Anke­sty­rel­sens læge­kon­su­lent, og da retten ikke var fore­lagt oplys­nin­ger, der gav grund­lag for at træffe anden afgø­relse, fast­satte retten méngra­den vedrø­re­rende skade­lid­tes lænde­ryg­ge­ner til 20 %.

Kommen­ta­rer:
Ifølge Elmer & Part­nere illu­stre­rer dommen dels (endnu engang), at Anke­sty­rel­sens bevis­byrde ikke kan anses for løftet, blot fordi skade­lidte måtte være særligt dispo­ne­ret for at udvikle gener, og dels at bevis­byr­den også gælder fuldt ud ved følge­ska­der.

Det vides endnu ikke, om dommen ankes.

Even­tu­elle spørgs­mål til dommen kan rettes til advo­kat Jesper Rossau Jensen, der førte sagen på vegne Dansk Sygeple­je­råd for den skade­lidte.