Ankestyrelsen igen dømt til at anerkende, at de ikke havde været berettiget til at foretage fradrag efter formodningsreglen i arbejdsskadesikringslovens § 12, stk. 2 (tidligere § 13)

Den konkrete sag:
En poli­ti­mand fik et kraf­tigt træk i fingrene på den højre hånd, da han i forbin­delse med en hurtig indstig­ning i en bil gled i noget olie og greb fat i over­kan­ten af den åbne bildør med fingrene, og hang med hele sin vægt. Om afte­nen og nogle dage efter sov og snur­rede det i hånden, og efter et par måne­der frem­kom der en ærte­for­met knude i hånd­fla­den. Det var vurde­rin­gen, at der var tale om kuske­fin­gre (dupuy­t­rens kontrak­tur). Ud over den lille knude var symp­to­merne en mindre stræk­ke­man­gel ved lille- og ring­fin­ge­ren samt tids­vise smer­ter ved belast­ning af hånden.

Arbejds­ska­desty­rel­sen gav i første omgang afslag på aner­ken­delse med henvis­ning til, at hændel­sen ikke kunne forår­sage kuske­fin­gre. Men efter klage og indhen­telse af yder­li­gere læge­lige oplys­nin­ger aner­kendte styrel­sen smer­ter i hånden som følge af hændel­sen, men vurde­rede det samlede påvi­ste mén til at være under 5 %, hvil­ket blev påkla­get.

Anke­sty­rel­sen stad­fæ­stede afsla­get på varigt mén, men med begrun­del­sen, at det samlede påvist mén var 5 % for smer­ter i hånden samt stræk­ke­mang­len og fortyk­kel­sen i hånd­fla­den, og at den væsent­lig­ste årsag til ménet var kuske­fin­gre, som med over­ve­jende sand­syn­lig­hed ikke var en følge af arbejds­ska­den.

Sagen blev indbragt for retten og fore­lagt Retslæ­ge­rå­det.

Rådet udtalte blandt andet, at der var tegn på kuskefingre-lignende foran­drin­ger i hånd­fla­den.

Der var ifølge rådet ikke egent­lig evidens for en sammen­hæng mellem et hånd­traume og udvik­lin­gen af kuske­fin­gre, men der var enkelte teorier om, at en mikr­orup­tur af binde­vævs­pla­den i hånden efter et traume kunne føre til udvik­lin­gen af kuske­fin­gre.

En even­tuel rela­tion mellem trau­met og de kuskefingre-lignende foran­drin­ger var ifølge rådet af hypo­te­tisk karak­ter. Det tids­mæs­sige sammen­fald mellem trau­met og debut af symp­to­mer kunne ifølge rådet tale for en sammen­hæng, hvor­i­mod fravæ­ret af synlige foran­drin­ger i hånd­fla­den umid­del­bart efter, talte imod en væsent­lig læsion af binde­vævs­pla­den i hånden som årsag til den efter­føl­gende udvik­ling.

Rådet omtalte tillige, at der hos mange patien­ter var en klar gene­tisk dispo­si­tion til udvik­ling af kuske­fin­gre. Sygdom­men optrå­dte dog ikke i poli­ti­man­dens fami­lie. Rådet pegede endvi­dere på en række andre mulige udlø­sende fakto­rer, men med en bety­de­lig svagere evidens. Rådet kunne derfor ikke svare på, hvad der mest sand­syn­ligt kunne være årsag til poli­ti­man­dens kuske­fin­gre.

Byret­ten dømte Anke­sty­rel­sen til at aner­kende, at følgerne af den aner­kendte arbejds­skade svarede til det påvi­ste varige mén på 5 %.

Elmer & Part­ne­res kommen­ta­rer:
Dommen viser, at der er tale om en tung bevis­byrde, når arbejds­ska­de­myn­dig­he­derne skal godt­gøre, at et påvist varigt mén eller tab af erhverv­sevne med over­ve­jende sand­syn­lig­hed ikke er en følge af en aner­kendt arbejds­skade.

Selv i tilfælde, hvor der ifølge den læge­fag­lige viden alene er en hypo­te­tisk mulig sammen­hæng mellem en arbejds­skade og et påvist varigt mén, men sagens omstæn­dig­he­der i øvrigt bidra­ger til, at en sammen­hæng ikke kan udeluk­kes, kan det føre til, at der er en formod­ning for årsags­sam­men­hæng.

Even­tu­elle spørgs­mål til sagen kan rettes til advo­kat Filip Augustin Hansen (fah@elmer-adv.dk), som førte sagen på vegne Poli­ti­for­bun­det for den skade­lidte.

Kontakt

Find os her