Sagen:
En kvindelig SoSu-assistent, K, havde efter mange års rygbelastende arbejde som bla. hjemmehjælper pådraget sig en (mindre) ryglidelse, der vanskeliggjorde hendes mulighed for arbejde i plejen. Lidelsen blev anerkendt som erhverssygdom i begyndelsen af 2003. K havde forinden måtte opgive sit arbejde, og efter erhvervsafklaring i andet regi blev K tilkendt førtidspension med virkning fra 1. december 2003. Arbejdsskadestyrelsen og senere Ankestyrelsen traf afgørelse om, at K´s erhvervsevnetabserstatning skulle udgøre 25%. Af Ankestyrelsens begrundelse fremgår bla.: “… Vi vurderer samlet, at Deres ryggener er hindrende for, at De kan udføre Deres hidtidige erhverv som social- og sundhedsassistent. De vil dog i princippet, hvis der ikke var tale om andre erhvevshindrende forhold, … herunder Deres svært syge og pasningskrævende ægtefælle, kunne klare et ikke rygbelastende arbejde i et vist omfang. Vi vurderer, at Deres ryggener udgør 25% af Deres erhvervsevnenedsættelse…” FOA – Fag og Arbejde anlagde på kvindens vegne sag mod Ankestyrelsen. K havde ganske rigtigt en ægtefælle, der var syg – han havde fået en hjerneblødning allerede i 1990 – og havde siden da særligt haft problemer med hukommelsen og skulle derfor hjælpes en del. Ægtefællens sygdom havde dog ikke forhindret K i at arbejde i en årrække – hun havde sågar øget arbejdstiden og havde gennemført uddannelsen til SoSu-assistent i 1996. Under sagen – hvor også et par andre momenter end den syge ægtefælle blev brugt som begrundelse – argumenterede Ankestyrelsen dels med de sædvanlige argumenter i denne type sager; gående ud på, at Ankestyrelsen har “… en særlig erfaring i at bedømme … herunder foretage de nødvendige bevisvurderinger af skønsmæssig karakter” dels konkrete forhold vedrørende ægtefællens pasningsbehov. Østre Landsret tilsidesatte Ankestyrelses afgørelse og har derved forhøjet erhvervsevnetabserstatningen fra 25 % til 75% (eller fra knap 500.000 til ca. 1,5 million kr.). Landsretten lagde særligt vægt på, at Ankestyrelsen efter dagældende lovs § 13 (nu § 12) har bevisbyrden, og anførte bla.”…at ægtefællens hjerneblødning i 1990 ikke har hindret hende i fuldt ud at passe sit arbejde indtil sygemeldingen den 28. oktober 2001…”:
Kommentar:
Det forekommer besynderligt, at en persons erhvervsevnetabserstatning overhovedet skulle kunne nedsættes med henvisning til, at et familiemedlem, være sig ægtefælle eller barn, er stærkt plejekrævende. Som udgangspunkt må det tværtimod kunne forventes, at der i sådanne tilfælde ad anden offentlig vej ydes støtte, der kan sikre, at pågældendes erhvervsevne er intakt; evt derved at pågældende kan vælge at bruge en del af sin erhvervsevne på pasning af familiemedlemmet. Om afgørelsen blot er en enlig svale fra Ankestyrelsens side, eller om Ankestyrelsen generelt har tænkt sig at anvende en sådan praksis vides ikke, men det er tilfredsstillende, at Landsretten lægger vægt på, at ægtefællens sygdom ikke inden skaden påvirkede erhvervsevnen.
Yderligere oplysninger kan fås hos Søren Kjær Jensen, der førte sagen.