Ankestyrelsen underkendt af Højesteret i principiel sag om psykisk lidelse ( tilpasningsreaktion) hos en administrativ medarbejder udsat for stor arbejdsmængde, arbejdspres og overarbejde.

Højeste­ret frikendte i en samti­dig anlagt sag arbejds­gi­ver for at være erstat­nings­ansvar­lig for skaden, selvom arbejds­tids­lo­vens regel om maksi­mal ugent­lig arbejds­tid var overskredet.

Højeste­ret har den 13. juni 2017 afsagt dom i henholds­vis en sag mod Anke­sty­rel­sen og en sag mod arbejds­gi­ver. De to sager vedrørte en kvinde, som fik psyki­ske gener, efter at hun i en længere peri­ode i en stil­ling som admi­ni­stra­tiv medar­bej­der havde været udsat for en arbejds­mæs­sig belast­ning med merar­bejde af bety­de­ligt omfang.

Primært grun­det en kolle­gas udsta­tio­ne­ring men også grun­det en senere omstruk­tu­re­ring udførte hun i en lang peri­ode næsten to admi­ni­stra­tive medar­bej­de­res arbejde. Det medførte et øget pres på hende både med hensyn til arbejds­tem­poet og arbejds­da­ge­nes længde.

Et halvt år før hendes syge­mel­ding over­s­teg hendes arbejde i en peri­ode på 4 måne­der 48 timer pr. uge i gennem­snit, hvil­ket er den maksi­malt tilladte arbejds­tid i henhold til arbejds­tids­lo­ven – en lov som bygger på et direk­tiv om maksi­mal arbejds­tid begrun­det i hensy­net til den ansat­tes sikker­hed og sundhed.

Kvin­dens psyki­ske gener blev af Anke­sty­rel­sen henført under diag­no­sen tilpas­nings­re­ak­tion, en længe­re­va­rende depres­siv reak­tion F43.21, som ifølge de diag­no­sti­ske krite­rier kan vare op til 2 år. Kvin­den – som under­vejs fik ordi­ne­ret behand­ling i form af bl.a. psyko­log­s­am­ta­ler, stresshånd­te­rings­for­løb og bl.a. sove­me­di­cin – havde efter 2 år stort set uændrede psyki­ske gener. Disse psyki­ske gener blev senere i forlø­bet henført under diag­no­sen anden belast­nings­re­ak­tion F43.8.

 

Sagen mod Ankestyrelsen

Anke­sty­rel­sen afvi­ste at fore­lægge sagen for Erhvervs­syg­doms­ud­val­get. Begrun­del­sen var, at der ikke var mulig­hed for, at en fore­læg­gelse ville kunne føre til aner­ken­delse af tilpas­nings­re­ak­tio­nen. Anke­sty­rel­sen  vurde­rede, at der var årsags­sam­men­hæng mellem kvin­dens arbejde og tilpas­nings­re­ak­tion, men lagde vægt på, at ”en tilpas­nings­re­ak­tion ikke er en sygdom af en karak­ter, der vil kunne aner­ken­des som en erhvervs­syg­dom”, og at kvin­dens ”diag­nose er af forbi­gå­ende karak­ter og (hendes) arbejde ikke har været af en særlig art.”

Hoved­pro­ble­met i sagen var derfor dels skadesbegrebet/sygdomsbegrebet og dels om belast­nin­gerne faldt ind under arbej­dets særlige art.

Lands­ret­ten frifandt Ankestyrelsen.

Kort før sagen skulle afgø­res i Højeste­ret, udtalte Retslæ­ge­rå­det som svar på supple­rende spørgs­mål, at kvin­dens tilstand for peri­o­den efter 2 år måtte diag­no­sti­ce­res som anden belast­nings­re­ak­tion F43.8. Anke­sty­rel­sen traf deref­ter en ny afgø­relse om, at kvin­dens fort­satte psyki­ske gener diag­no­sti­ce­ret som anden belast­nings­re­ak­tion skulle hjem­vi­ses til Arbejds­mar­ke­dets Erhvervs­sik­ring med henblik på fore­læg­gelse for Erhvervs­syg­doms­ud­val­get. Begrun­del­sen var, at der var mulig­hed for, at en fore­læg­gelse af sagen ville kunne føre til aner­ken­delse af belast­nings­re­ak­tio­nen. Anke­sty­rel­sen lagde vægt på, ”at Retslæ­ge­rå­det har vurde­ret, at der er sammen­hæng mellem belast­nin­gerne forud for syge­mel­din­gen tilbage i 2011, altså den erhvervs­mæs­sige udsæt­telse, og tilstan­den anden belast­nings­re­ak­tion F43.8.”  Samti­dig fast­holdt Anke­sty­rel­sen afsla­get på aner­ken­delse af kvin­dens tilpas­nings­re­ak­tion uden fore­læg­gelse for udval­get med henvis­ning til, at Retslæ­ge­rå­det ”har udtalt, at der ikke er anled­ning til retrospek­tivt at ændre denne diagnose.”

Sagen for Højeste­ret angik derfor, om kvin­dens psyki­ske lidelse skulle aner­ken­des som en erhvervssyg­dom i henhold til arbejds­ska­desik­rings­lo­vens 7, stk. 1, nr. 2, 2. led, eller om sagen even­tu­elt skulle hjem­vi­ses til Arbejds­mar­ke­dets Erhvervs­sik­ring med henblik på fore­læg­gelse for Er­hvervssygdomsudvalget, jf. lovens § 7, stk. 3.

Anke­sty­rel­sen gjorde gældende, at en tilpas­nings­re­ak­tion som udgangs­punkt ikke kan være en erhvervs­syg­dom. Aner­ken­delse af en tilpas­nings­re­ak­tion vil ifølge Anke­sty­rel­sen inde­bære en udhuling af erhvervs­syg­doms­be­gre­bet på grund af lidel­sens karak­ter, fordi der er tale om en tilstand, der ikke kan vare mere end to år, og fordi der er tale om en tilstand, hvor indi­vi­duel dispo­si­tion og sårbar­hed spil­ler en væsent­lig rolle for risi­koen for tilpas­nings­re­ak­tio­nens opståen og udform­nin­gen af de træk, hvor­med den mani­feste­rer sig.  –Højeste­ret gav ikke Anke­sty­rel­sen medhold heri.

Anke­sty­rel­sen gjorde særligt gældende, at kvin­dens gener var af forbi­gå­ende karak­ter – altså ville forsvinde inden 2 år – og at det måtte ”skyl­des en anden sygdom, som har sin egen selv­stæn­dige årsags­for­kla­ring” hvis hun stadig havde gener efter 2 år. Heru­d­over gjorde Anke­sty­rel­sen særligt gældende, at kvin­dens arbejde ikke havde været af en særlig art. –Anke­sty­rel­sen fik heller ikke medhold i disse to synspunkter.

Anke­sty­rel­sen – som ikke havde fundet grund­lag for at fore­lægge sagen for Erhvervs­syg­doms­ud­val­get – gjorde yder­li­gere gældende, at kvin­den ikke kunne få dom for, at Anke­sty­rel­sen skal hjem­vise sagen til Arbejds­mar­ke­dets Erhvervs­sik­ring med henblik på fore­læg­gelse for Erhvervs­syg­doms­ud­val­get, da dette ”… er et sags­be­hand­lings­skridt, som arbejds­ska­de­myn­dig­he­derne råder over.” –Heller ikke dette syns­punkt gav Højeste­ret Anke­sty­rel­sen medhold i.

Højeste­ret fandt ved dom af 13. juni 2017, at Anke­sty­rel­sen skal hjem­vise sagen til Arbejds­mar­ke­dets Erhvervs­sik­ring med henblik på fore­læg­gelse for Erhvervssygdomsudvalget.

Højeste­ret lagde efter de læge­lige oplys­nin­ger til grund, at kvin­dens psyki­ske lidelse endnu ikke er ophørt, og at den i øvrigt også var behand­lings­kræ­vende i peri­o­den før Anke­sty­rel­sens afgø­relse truf­fet mere end to år efter belast­nin­ger­nes ophør.

Højeste­ret vurde­rede, at de arbejds­mæs­sige belast­nin­ger må anses for at høre til arbej­dets særlige art efter arbejds­ska­desik­rings­lo­vens § 7, stk. 1, nr. 2, 2. led.

På baggrund af Retslæ­ge­rå­dets svar var det Højeste­rets opfat­telse, at der også er mulig­hed for, at kvin­dens psyki­ske lidelse de første to år vil kunne anerken­des som en arbejds­skade efter § 7, stk. 1, nr. 2, 2. led. Derfor burde sagen ifølge Højeste­ret have været fore­lagt for Erhvervs­syg­doms­ud­val­get, inden Anke­sty­rel­sen traf sin afgørelse.

Med henvis­ning til, at Anke­sty­rel­sen for så vidt angår kvin­dens psyki­ske lidelse efter to år diag­no­sti­ce­ret som anden be­lastningsreaktion har truf­fet afgø­relse om fore­læg­gelse for Erhvervs­syg­doms­ud­val­get, fandt Højeste­ret, at der på det fore­lig­gende grund­lag ikke bør tages stil­ling til den nedlagte påstand om aner­ken­delse af kvin­dens psyki­ske lidelse. I stedet for fandt Højeste­ret, at fore­læg­gel­sen for udval­get bør udvi­des til også at omfatte hendes psyki­ske lidelse de første to år.

Elmer Advo­ka­ters kommen­ta­rer til arbejdsskadesagen

*Det har i årevis været Anke­sty­rel­sens opfat­telse, at en tilpas­nings­re­ak­tion ikke kan være en erhvervs­syg­dom i arbejds­ska­desik­rings­lo­vens forstand. Med ændrin­gen af Anke­sty­rel­sens afgø­relse tilsi­de­sæt­ter Højeste­ret Anke­sty­rel­sens opfat­telse. Højeste­rets dom fast­slår såle­des prin­ci­pi­elt, at en tilpas­nings­re­ak­tion kan være en erhvervs­syg­dom i arbejds­ska­desik­rings­lo­vens forstand.

Dommen har dermed også prin­ci­piel betyd­ning for arbejds­ska­desik­rings­lo­vens skade- og sygdoms­be­greb. Herun­der har dommen efter vores opfat­telse særlig betyd­ning i forhold til Anke­sty­rel­sens fortolk­ning af skade­be­gre­bet og højeste­rets­dom­men U.2014.452H – en fortolk­ning som har ført til, at en række skader afvi­ses, fordi belast­nin­gerne ikke vurde­res at være egnet til at medføre andet end forbi­gå­ende gener uden behand­ling, jf. bl.a. prin­ci­p­af­gø­relse 33–14 (nu 32–17) og på det psyki­ske område bl.a. prin­ci­p­af­gø­relse 25–15.

Højeste­rets bemærk­ning om, at kvin­dens ”psyki­ske lidelse endnu ikke er ophørt, og at den i øvrigt også var behand­lings­kræ­vende i peri­o­den før Anke­sty­rel­sens afgø­relse”, er udtryk for, at skade­be­gre­bet må vurde­res konkret for den pågæl­dende, og at en skade ikke blot kan afvi­ses, fordi det læge­fag­ligt gene­relt vurde­res, at generne går i sig selv uden behand­ling. Dermed er hver­ken prin­ci­p­af­gø­relse 33–14 (nu 32–17) eller prin­ci­p­af­gø­relse 25–15 og den deri fore­tagne afstand­ta­gen fra lands­rets­dom­men U.2009.2022V hold­bar med den afsagte Højeste­rets dom.

*Med den gengivne bemærk­ning fra Højeste­ret – om at kvin­dens psyki­ske lidelse endnu ikke er ophørt, og at den i øvrigt også var behand­lings­kræ­vende i peri­o­den før Anke­sty­rel­sens afgø­relse, som blev truf­fet mere end to år efter kvin­den blev syg – slår dommen konkret fast, at kvin­dens psyki­ske lidelse opfyl­der lovens sygdoms­be­greb, jf. prin­cip­pet i U.2014.452H. Under­for­stået kan hendes psyki­ske lidelse dermed mulig­vis begrunde ydel­ser efter loven.

*Heru­d­over fast­slår dommen, at arbejds­mæs­sige belast­nin­ger som stor arbejds­mængde, øget arbejds­tempo og over­ar­bejde kan opfylde betin­gel­sen om at være et arbejde af en særlig art, og at betin­gel­sen konkret er opfyldt i kvin­dens tilfælde.

*Ende­lig har det i mange år været Anke­sty­rel­sens opfat­telse, at den skade­lidte ikke kan få dom for, at Anke­sty­rel­sen skal hjem­vise en sag til Arbejds­mar­ke­dets Erhvervs­sik­ring med henblik på fore­læg­gelse for Erhvervs­syg­doms­ud­val­get. Denne opfat­telse tilsi­de­sæt­ter Højeste­rets dom også, og dommen er på dette punkt også prin­ci­piel. Højeste­ret er dermed nået til samme resul­tat som Vestre Lands­ret i en prin­ci­pi­elt behand­let 1. instans­sag fra 2015, der også blev ført af Elmer Advo­ka­ter, U.2016.988V.

 

Sagen mod arbejdsgiver

Arbejds­gi­ver afvi­ste at være erstat­nings­ansvar­lig for kvin­dens psyki­ske lidelse, alle­rede fordi lidel­sen ikke var aner­kendt som en arbejds­skade i henhold til arbejdsskadesikringsloven.

Sagen for Højeste­ret angik, om arbejds­gi­ver havde hand­let ansvar­spå­dra­gende, og kvin­den derfor var beret­ti­get til godt­gø­relse for svie og smerte som følge af den arbejds­mæs­sige belast­ning med merar­bejde af bety­de­ligt omfang.

Højeste­ret fandt ved dom af 13. juni 2017 ikke, at kvin­dens arbejds­gi­ver har hand­let ansvarspådragende.

Højeste­ret fandt, at det ikke i sig selv kan begrunde erstat­nings­ansvar for arbejds­gi­ve­ren, at kvin­den havde haft over­ar­bejde i et omfang, som over­skred arbejds­tids­lo­vens regel herom.

Efter bevis­fø­rel­sen lagde Højeste­ret til grund, at kvin­den over for sine over­ord­nede frem­t­rå­dte robust og villig til at påtage sig merar­bejde, selv om dette inde­bar en yder­li­gere arbejds­mæs­sig belast­ning af hende. Hun gav ikke på noget tids­punkt udtryk for, at hun ikke kunne nå at løse opga­verne, og hendes arbejds­gi­ver blev heller ikke på anden måde gjort opmærk­som på, at hendes arbejds­byrde var for stor.

Højeste­ret vurde­rede, at kvin­dens arbejds­gi­ver under disse omstæn­dig­he­der ikke havde haft anled­ning til at antage, at hun var udsat for en arbejds­mæs­sig belast­ning, som over­s­teg, hvad hun kunne magte, og at der var behov for at træffe særlige forholds­reg­ler for at lette hendes arbejdsbyrde.

Elmer Advo­ka­ters kommen­ta­rer til ansvarssagen

*Højeste­rets dom er en konkret frifin­delse af arbejds­gi­ve­ren, og dommen slår fast, at arbejds­tids­lo­vens regel om maksi­mal ugent­lig arbejds­tid ikke i sig selv er en erstat­nings­ret­lig rele­vant norm og dermed culpanormerende.

Den ansatte bærer såle­des selv risi­koen for at blive syg af at arbejde i et omfang, der over­skri­der arbejds­tids­lo­ven, hvis den ansatte ikke selv på den ene eller anden måde over for sin over­ord­nede har givet udtryk for, at arbejds­byr­den er for stor. Havde kvin­den omvendt til sin over­ord­nede givet udtryk for, at den store arbejds­byrde var for bela­stende for hende, må det med de givne præmis­ser formodes, at Højeste­ret havde fundet, at arbejds­gi­ver havde hand­let ansvar­spå­dra­gende over­for kvin­den, hvis arbejds­gi­ve­ren havde undladt at træffe rele­vante foran­stalt­nin­ger, der kunne lette hendes arbejdsbyrde.

Even­tuel henven­delse om de to sager kan ske til advo­kat Birgitte Filten­borg, som førte sagerne for lands­ret­ten, eller til advo­kat Søren Kjær Jensen, som førte sagerne for Højesteret.

Birgitte Filtenborg

Advokat

Søren Kjær Jensen

Partner