Ikke grundlag for at retten til sygedagpenge skulle bortfalde

Vestre Lands­ret har ved dom af 30. januar 2015 sat punk­tum i en mere end 8 år lang­va­rig sag. Ved lands­ret­tens dom blev Anke­sty­rel­sen afgø­relse om bort­fald af retten til syge­dag­penge til en kvinde, der ikke havde retur­ne­ret et oplys­nings­skema retti­digt, under­kendt. Lands­ret­ten lagde til grund, at der ikke var ført bevis for, at kvin­den havde modta­get skemaet, og der var derfor ikke noget grund­lag for, at retten til syge­dag­pen­gene skulle bort­falde.

De konkrete omstæn­dig­he­der
Sagen vedrørte et kvin­de­ligt FOA-medlem, der arbej­dede som dagple­je­pæ­da­gog. Kvin­den blev en nat i august 2008 ramt af en blod­prop i hjer­nen og vågnede op halvsi­digt lammet. Hun blev bragt på hospi­ta­let og var indlagt i tre uger.

Da hun blev udskre­vet for hospi­ta­let, led hun under alvor­lige følger af blod­prop­pen og sad i køre­stol. Der var ingen tvivl om, at genop­træ­nin­gen ville være lang­va­rig.

Kolding Kommune sendte den 1. okto­ber 2008 et brev om, at kommu­nen agtede at træffe afgø­relse om bort­fald af retten til syge­dag­penge, efter­som kvin­den ikke havde retur­ne­ret et oplys­nings­skema, som kommu­nen angi­ve­ligt havde frem­sendt. Kommu­nen anførte samme dag i jour­na­len, at der 12 dage før var frem­sendt et skema til kvin­den via kommu­nens elek­tro­ni­ske syge­dag­pen­ge­sy­stem.

Dagple­je­pæ­da­go­gen reage­rede straks, da hun modtog meddel­el­sen om, at retten til syge­dag­penge ville bort­falde, hun ringede til kommu­nen samme dag og fulgte op med en e‑mail. Gennem hele forlø­bet fast­holdt hun, at brevet med oplys­nings­ske­maet ikke var kommet frem, og at hun uanset sin alvor­lige sygdom ville have retur­ne­ret skemaet, hvis blot hun havde modta­get det.

Kommu­nen indhen­tede heref­ter oplys­nin­ger fra post­væ­se­net, der ikke kunne melde om nogen uregel­mæs­sig­he­der. Da kommu­nen ikke havde fået brevet med oplys­nings­ske­maet retur som fejaf­le­ve­ret, lagde kommu­nen til grund, at den syge­meldte dagple­je­pæ­da­gog, der på dette tids­punkt kun delvist havde genvun­det sin gang­funk­tion og fort­sat havde omfat­tende kogni­tive gener og som utvivl­s­omt ville være syge­meldt fra sit arbejde i en længere peri­ode, uden rime­lig grund havde undladt at medvirke ved kommu­nens opfølg­ning og dermed havde fortabt retten til syge­dag­penge.

Forlø­bet – Ombuds­man­dens kritik
Sagen havnede først på Anke­sty­rel­sens bord efter at have været forbi Folke­tin­gets Ombuds­mand. Ombuds­man­den pegede på, at hver­ken kommu­nen eller efter­føl­gende nævnet, havde forholdt sig til, at der efter ordly­den i syge­dag­pen­ge­loven gælder en betin­gelse om, at den mang­lende medvir­ken skal ske uden rime­lig grund, førend retten til syge­dag­penge kan bort­falde. Ombuds­man­den var af den opfat­telse, at meget i denne sag tydede på, at dagple­je­pæ­da­go­gen kun havde haft inten­tion om at deltage. Han stil­lede sig derfor tviv­lende over for, at den mang­lende retur­ne­ring af skemaet var tilstræk­ke­ligt til at godt­gøre, at kvin­den havde undladt at medvirke uden rime­lig grund.

Anke­sty­rel­sen fast­hol­der en meka­nisk vurde­ring
Efter Ombuds­man­den havde udtalt sig behand­lede Anke­sty­rel­sen sagen, men fast­holdt, at kommu­nen havde ført tilstræk­ke­ligt bevis for, at brevet var kommet frem. Da brevet ikke var retur­ne­ret og dagple­je­pæ­da­go­gen havde oplyst, at hendes sygdom ikke ville forhin­dre hende i at retur­nere skemaet, så bort­faldt retten til syge­dag­penge.

Sagens tviste­punk­ter
Sagen rejste to prin­ci­pi­elle spørgs­mål, dels hvilke krav der kan stil­les til bevi­set for, at brevet er kommet frem, og dels hvis det måtte lægges til grund, at brevet med oplys­nings­ske­maet var kommet frem, var den mang­lende retur­ne­ring af oplys­nings­ske­maet så tilstræk­ke­lig til at godt­gøre, at kvin­den havde undladt at medvirke uden grund.

Byret­tens dom – mang­lende retur­ne­ring ikke undla­delse af at medvirke
Byret­ten kom frem til, at det måtte lægges til grund, at brevet var kommet frem, men i lighed med Ombuds­man­dens vurde­ring fandt byret­ten, at den mang­lende retur­ne­ring af oplys­nings­ske­maet ikke kunne sidestil­les med undla­delse af at medvirke uden rime­lig grund under de konkrete omstæn­dig­he­der. Der var derfor ikke grund­lag for, at syge­dag­pen­ge­ret­ten skulle bort­falde.

Lands­ret­ten – brevet var ikke kommet frem
Vestre Lands­ret kom frem til det samme resul­tat med den begrun­delse, at alle­rede fordi, der ikke var ført bevis for, at brevet med oplys­nings­ske­maet var kommet frem til den syge­meldte dagple­je­pæ­da­gog, så var der heller ikke grund­lag for, at retten til syge­dag­penge skulle bort­falde. Lands­ret­ten lagde vægt på, at der ikke var ført bevis for, at brevet var afsendt, idet kommu­nen ikke samme dag, som oplys­nings­ske­maet angi­ve­ligt skulle have været sendt, havde jour­nal­ført afsen­del­sen. Den mangel­fulde jour­na­li­se­ring sammen­holdt med sagens øvrige oplys­nin­ger førte til, at der ikke var ført bevis for, at skemaet var kommet frem til dagple­je­pæ­da­go­gen.

Elmer & Part­ne­res kommen­tar
Der er tale om en sag, hvor hensy­net til nem og hurtig admi­ni­stra­tion af syge­dag­pen­ge­sa­ger (system­hen­sy­net) stod over­for hensy­net til den enkelte syge­meld­tes rets­sik­ker­hed (borger­hen­sy­net). Såvel byret­ten som lands­ret­ten afve­jede borger­hen­sy­net tungere end Anke­sty­rel­sen, der rent meka­nisk afvi­ste at tillægge de konkrete omstæn­dig­he­der nogen betyd­ning. I såvel præmis­serne for byrets­dom­men som for lands­rets­dom­men blev følgende momen­ter frem­hæ­vet: at dagple­je­pæ­da­go­gen kun havde inter­esse i at medvirke, at det var klart, at der var tale om et længe­re­va­rende syge­for­løb, samt at hun reage­rede straks på brevet om ophør.

Lands­ret­ten frem­hæ­ver disse elemen­ter i en samlet bevis­vur­de­ring af, om oplys­nings­ske­maet er kommet frem. Byret­ten nævner disse fakta til støtte for, at den mang­lende retur­ne­ring af skemaet ikke kan sidestil­les med mang­lende medvir­ken uden grund.

Det er Elmer & Part­ne­res opfat­telse, at Anke­sty­rel­sen i for høj grad i sager af denne karak­ter har blik for myndig­he­der­nes behov for effek­tiv admi­ni­stra­tion og i for ringe grad virker som en rets­sik­ker­heds­ven­til for den enkelte borger. Anke­sty­rel­sen gjorde under sagen gældende, at lovgi­ver havde fast­lagt den restrik­tive prak­sis for, hvor­når et brev må anses for at være kommet frem til modta­ge­ren. Reelt var der tale om, at lovgi­ver i et efter­ar­bejde, hvor retsvirk­nin­gen af mang­lende medvir­ken blev lempet bety­de­ligt, havde udtalt, at Anke­sty­rel­sens prak­sis for, hvor­når et brev måtte anses for at være kommet frem, fort­sat skulle være gældende. Det var med andre ord Anke­sty­rel­sen, der lagde den første sten i den vej, der førte frem til den særde­les restrik­tive admi­ni­stra­tive prak­sis, som Anke­sty­rel­sen påstod lovgi­ver havde ønsket.

Der er efter vores opfat­telse grund­lag for at udfor­dre Anke­sty­rel­sens græn­sed­rag­ning mellem system­hen­syn og borger­hen­syn inden for denne type sager. Anke­sty­rel­sen er da også tidli­gere blevet under­kendt i lignende tilfælde, hvor spørgs­må­let om, hvor­vidt borge­ren har undladt at medvirke uden rime­lig grund, har været rejst.

Spørgs­mål til sagen kan rettes til advo­kat Niko­laj Niel­sen,  der førte sagen på vegne af FOA – Fag og Arbejde.