Ankestyrelsen var ikke berettiget til at ændre sin egen afgørelse om erhvervsevnetabserstatning til ugunst for skadelidte

Østre Lands­ret har i en kendelse af 21. august 2008 givet FOA- Fag og Arbejde, der førte sagen for en arbejds­ska­det so-su-hjælper (K) medhold i, at en afgø­relse om 15 % løbende udbe­talt erhverv­sev­ne­tab­ser­stat­ning på ca. 4.000 kr. måned­ligt truf­fet af Arbejds­ska­desty­rel­sen — og behand­let af Anke­sty­rel­sen — ikke kunne ændres til ugunst for K efter­føl­gende; men at denne afgø­relse (hvor­ef­ter de 15 % blev bragt til ophør) var ugyl­dig.

Sagens omstæn­dig­he­der:
K var udsat for først en arbejds­skade i april 2001 og senere en trafiks­kade i decem­ber 2002, der begge påvir­kede hendes ryg. Efter den sene­ste skade henvendte hun sig til kommu­nen for at få hjælp til andet erhverv. Inden en reva­li­de­rings­plan var blevet iværk­sat, blev hun gravid og hendes revaliderings-plan blev derfor udsat. Først efter en reva­li­de­rings­plan var iværk­sat traf Arbejds­ska­desty­rel­sen (ASS) afgø­relse om erhverv­sev­ne­tab (15 %) og først med virk­ning fra reva­li­de­rin­gens påbe­gyn­delse, og såle­des ikke for peri­o­den hvor hun var reva­li­de­rings­god­kendt, men under barsel. Hendes fagfor­e­ning påkla­gede afgø­rel­sen, men alene vedrø­rende virk­nings­tids­punk­tet. Anke­sty­rel­sen tilt­rå­dte afgø­rel­sen og skrev i sin afgø­relse af 1. juni 2006 bl.a.: “Der er ikke anket over erstat­nin­gens stør­relse, men alene start­tids­punk­tet for ydel­sens udbe­ta­ling.” og “Den private skade er i over­ve­jende grad årsag til reva­li­de­rin­gen .… Vi finder det er udtryk for en mild vurde­ring, når Arbejds-skadestyrelsen har tilkendt Dem erstat­ning for tab af erhverv­sevne på 15 %.…. Efter omstæn­dig­he­derne har vi dog ikke fundet tilstræk­ke­ligt grund­lag for at ændre denne afgø­relse”.

K anlagde rets­sag med påstand om såvel et tidli­gere tids­punkt; som en højere erhverv­sev­ne­tab­ser­stat­ning. Efter denne rets­sag var anlagt, genop­tog Anke­sty­rel­sen sagen og traf en ny afgø­relse den 31. august 2007 med følgende resul­tat: “De har ikke ret til midler­ti­dig erstat­ning for tab af er-hvervsevne .…. Arbejds­ska­desty­rel­sen vil sørge for, at den hidtil løbende ydelse svarende til erhverv­sev­ne­tab på 15 procent ophø­rer.”

Under rets­sa­gen — hvor også motor­kø­re­tøjs­for­sik­rings­sel­ska­bet, der er ansvar­lig for trafiks­ka­den i decem­ber 2002 er invol­ve­ret — blev spørgs­må­let om, hvor­vidt Anke­sty­rel­sen kunne tilba­ge­kalde sin tidli­gere afgø­relse, udskilt til særskilt behand­ling.

Østre Lands­ret har i sin begrun­delse for kendel­sen frem­hæ­vet Anke­sty­rel­sens begrun­delse for den første afgø­relse (af 1. juni 2006) og heref­ter anført:

“Ved sine udta­lel­ser må Anke­sty­rel­sen anses for at have tilt­rådt afgø­rel­sen om stør­rel­sen af erhverv­sev­ne­ta­bet. Anke­sty­rel­sen har ikke påvist noget grund­lag for at annul­lere sin begun­sti­gende afgø­relse. Heref­ter er afgø­rel­sen af 31. august 2007 ugyl­dig, hvil­ket Anke­sty­rel­sen skal aner­kende.”

KOMMENTAR:
Kendel­sen har væsent­lig betyd­ning for spørgs­må­let om, hvor­vidt Anke­sty­rel­sen kan ændre sine egne afgø­rel­ser til ugunst for borge­ren. Kendel­sen ændrer såle­des ikke prak­sis om, at Anke­sty­rel­sen kan ændre Arbejds­ska­desty­rel­sens afgø­rel­ser til ugunst for klage­ren (refor­ma­tio in pejus), også selvom der ikke er klaget over det spørgs­mål (her stør­rel­sen), der ændres, men det har efter vores opfat­telse over­or­dent­lig stor betyd­ning for rets­sik­ker­he­den, at Anke­sty­rel­sen ikke — f.eks. fordi der indgi­ves stæv­ning imod dem — kan vælge at ændre en tidli­gere truf­fet afgø­relse til ugunst for den, der ønsker en (for denne) bedre afgø­relse.

At en afgø­relse i arbejds­ska­desa­ger altid er en part­st­vist og derfor altid vil være til ugunst for en af parterne, er efter vores opfat­telse uden betyd­ning, når klage­sy­ste­met har afslut­tet sin rolle. Efter vores opfat­telse er der på dette tids­punkt ikke længere en tvist mellem skade­lidt og forsik­rings­sel­skab, og derfor finder vi, at der er tale om tilba­ge­kal­delse af en forvalt­nings­akt.

Det vides ikke, om Anke­sty­rel­sen vil søge spørgs­må­let afkla­ret ved Højeste­ret. K’s hoved­sag fort­sæt­ter ved Lands­ret­ten.

Henven­del­ser kan rettes til advo­kat Søren Kjær Jensen.

Advokat Søren Kjær Jensen

Søren Kjær Jensen

Partner

Direkte: +45 3367 6760