Ankestyrelsens afgørelse om fradrag i méngodtgørelse tilsidesat

Retten i Randers har efter hoved­for­hand­ling i en sag anlagt af FOA — Fag og Arbejde for et medlem tilken­de­gi­vet, at Anke­sty­rel­sens afgø­relse om varigt mén skal tilsi­de­sæt­tes.

Sagen drejer sig om en mand­lig portør, der kom til skade med sin højre skul­der i novem­ber 2005. Han havde ikke før haft gener i skul­de­ren. Egen læge udfyldte en funk­tions­at­test i august 2006 på baggrund af en under­sø­gelse og konsta­te­rede en mindre bevæ­ge­ind­skrænk­ning og smer­ter. I januar 2007 blev lægen bedt om en ny funk­tions­at­test, men fore­tog ikke nogen ny under­sø­gelse, da skade­lidte oply­ste, at han kunne det samme som i august 2006, men “at det gjorde mere ondt”. Funk­tions­at­te­sten blev derfor sendt med samme indhold.

Kort efter traf Arbejds­ska­desty­rel­sen afgø­relse om, at ménet var under 5 %. FOA-afdelingen ankede og gjorde opmærk­som på fejlen og bad om, at der blev udfær­di­get en rele­vant ny under­sø­gelse, da helbredstil­stan­den var værre end ved den første attest og herun­der, at skade­lidte havde smer­ter ved enhver bevæ­gelse, bela­stet som ubela­stet og tillige om natten, når han vendte sig.

Anke­sty­rel­sen fik hos egen læge bekræf­tet, at der ikke var fore­ta­get en aktuel under­sø­gelse, men fandt det irre­le­vant, da det frem­gik af MR-scanning, at portø­ren havde slid­gigts­for­an­drin­ger og en biolo­gisk konstruk­tion af skul­de­ren, der gjorde plads­for­hol­dene for skul­der­se­ner begræn­sede. Anke­sty­rel­sen fandt, at generne kunne takse­res til et mén på 5 %, men at generne i vidt omfang skyld­tes slid­gigt og de anato­mi­ske forhold, og “.. at en even­tuel forvær­ring af Deres gener efter august 2006 skyl­des den forud­be­stå­ende slid­gigt og ikke følgerne efter arbejds­ska­den”.

Anke­sty­rel­sens læge­kon­su­lent havde forud for afgø­rel­sen udtalt, at “.. skade­lid­tes smer­te­kla­ger må rela­te­res til den påvi­ste slid­gigt i skul­der­høj­de­led­det, der er blus­set op ved tilska­de­kom­sten”, og at det samlede mén i henhold til ménta­bel­len udgør 5 %, “.. men da hele ménet ikke kan henfø­res til skaden, så må der være tale om et mén mindre end 5 %.”

I en erklæ­ring fra samme læge­kon­su­lent efter rets­sag var anlagt, udtalte samme læge­kon­su­lent tillige, at det er “… over­ve­jende sand­syn­ligt, at skade­lidte, med den anato­mi­ske konsti­tu­tion … og slid­gig­ten .. uagtet arbejds­ska­den vil få gener fra skul­de­ren inden­for en over­sku­e­lig tids­ho­ri­sont.”

Heref­ter blev sagen fore­lagt Retslæ­ge­rå­det, der på et spørgs­mål (B) om, hvor­vidt det efter læge­lig erfa­ring måtte forven­tes, at han “… vil få gener fra skul­de­ren, selv hvis han ikke havde været udsat for hændel­sen …”, stil­let af Anke­sty­rel­sen, svarede, at “slid­gig­ten i skul­der­høj­de­led­det er ikke opstået ved skaden, men har ikke efter det oply­ste givet klini­ske symp­to­mer tidli­gere. Skaden må derfor opfat­tes som udlø­sende faktor, men spørgs­mål B er for hypo­te­tisk og kan ikke besva­res, ca. halv­de­len af selv svære slid­gigt giver ingen symp­to­mer.”

Retslæ­ge­rå­dets udta­lelse førte ikke til, at Anke­sty­rel­sen ændrede sin afgø­relse, men førte tvær­ti­mod til, at Kamme­rad­vo­ka­ten på Anke­sty­rel­sens vegne gjorde gældende, at Retslæ­ge­rå­dets svar ikke kunne tillæg­ges betyd­ning, da “Retslæ­ge­rå­det har vurde­ret, at det ligger uden­for rådets kompe­tence at besvare det stil­lede spørgs­mål B om forlø­bet, hvis arbejds­ska­den ikke var indtruf­fet. Retslæ­ge­rå­det henvi­ser til, at spørgs­må­let er hypo­te­tisk”. Deri­mod skulle læge­kon­su­len­tens vurde­ring om prog­no­sen tillæg­ges afgø­rende betyd­ning.

Under læge­kon­su­len­tens forkla­ring for retten, fast­holdt denne sin opfat­telse af, at skade­lidte med over­ve­jende sand­syn­lig­hed ville have fået gener uafhæn­gigt af skaden og forkla­rede, at denne vurde­ring var base­ret på hans 25-årige erfa­ring som orto­pæd­kirurg. På spørgs­må­let om, hvor­vidt denne erfa­ring var base­ret på henven­del­ser fra perso­ner, der søgte læge, fordi de havde proble­mer med skul­de­ren og dermed ikke på perso­ner, der måtte have samme anato­mi­ske foran­drin­ger — men ingen gener, svarede han bekræf­tende. På spørgs­mål om, hvor­når det måtte forven­tes, at skade­lidte ville få tilsva­rende gener fra venstre skul­der, svarede læge­kon­su­len­ten, at han ikke kunne sige noget om det.

Efter hoved­for­hand­lin­gen frem­kom byret­ten med tilken­de­gi­velse om, at der ikke var grund­lag for at redu­cere i ménet, og at sagen derfor måtte hjem­vi­ses til fornyet behand­ling for at kort­lægge om og i givet fald hvor meget det samlede mén udgjorde udover de aner­kendte 5 %. Anke­sty­rel­sen har nu aner­kendt tilken­de­gi­vel­sen.

Kommen­tar:
Sagen giver anled­ning til at være meget opmærk­som på, om der reelt er grund til at fradrage i mén og erhverv­sev­ne­tab i de tilfælde, hvor fradra­get begrun­des i slid­gigts­for­an­drin­ger og anato­mi­ske forhold.

Sagen giver endvi­dere grund til at være opmærk­som på, om styrel­serne indhen­ter rele­vante oplys­nin­ger. Det fore­kom­mer særde­les util­freds­stil­lende, at Anke­sty­rel­sen ikke ville indhente en aktuel under­sø­gelse, selvom man var blevet gjort opmærk­som på, at den fore­ta­gende under­sø­gelse var mangel­fuld, og det er ganske uaccep­ta­belt, at Anke­sty­rel­sen, når svar fra Retslæ­ge­rå­det fore­lig­ger i rets­sa­gen, argu­men­te­rer for, at Retslæ­ge­rå­det ikke skulle have kompe­tence til at vurdere prog­no­ser, men at en sådan kompe­tence (alene) skulle ligge hos Anke­sty­rel­sens læge­kon­su­len­ter.

Sagen er ført af advo­kat Søren Kjær Jensen for FOA — Fag og Arbejde.

Advokat Søren Kjær Jensen

Søren Kjær Jensen

Partner

Direkte: +45 3367 6760