Ankestyrelsens dømt til at anerkende at korsbånd blev overrevet ved arbejdsulykke

Køben­havns Byret har i dom afsagt den 6. februar 2013 fundet, at Anke­sty­rel­sen ikke har ført bevis for, at det efter en arbejds­u­lykke i 2005 påvi­ste varige mén ikke er en følge af den i øvrigt aner­kendte arbejds­u­lykke. Ved dommen hjem­vi­ses sagen med henblik på fast­sæt­telse af stør­rel­sen af det varige mén.

En ung mand kom i 2005 under øvelse på en ubåd ud for en ulykke, da han sprang ca. 1 meter ned på ubådens buede over­flade. Han fik umid­del­bart kraf­tige smerte og knæet hævede. Godt en måned senere diag­no­sti­ce­rede læger en skade på forre­ste kors­bånd. Ved opera­tio­nen (rekon­struk­tion) note­rede den opere­rende læge, at ”forre­ste kors­bånd mang­ler”. Pga. skaden måtte han ophøre som værneplig­tig og hans kontrak­tan­sæt­telse i flåden blev ophæ­vet. Arbejds­ska­desty­rel­sen aner­kendte ulyk­ken og fast­satte et varigt mén på 8 %, men afslog midler­ti­dig erstat­ning for tab af erhverv­sevne. Skade­lidte, der nu var under anden uddan­nelse på SU modsat løn i flåden, klagede til Anke­sty­rel­sen for at få erstat­ning for midler­ti­digt tab af erhverv­sevne.

Anke­sty­rel­sen antog sagen til prin­ci­piel behand­ling og havde den forbi ikke mindre end 3 læge­kon­su­len­ter, herun­der den ledende konsu­lent. Med baggrund i læge­kon­su­len­ter­nes vurde­rin­ger ændrede Anke­sty­rel­sen afgø­rel­sen til ugunst for den unge mand, idet de fort­sat aner­kendte, at han havde været ude for en arbejds­u­lykke, men det, der begrun­dede det varige mén; nemlig over­riv­nin­gen af kors­bån­det, var med over­ve­jende sand­syn­lig­hed sket inden ulyk­ken. Dermed blev méngrad nedsat til under 5 %. Der blev lagt afgø­rende væk på opera­tions­be­skri­vel­sen om, at kors­bån­det mang­ler.

Det var velbe­lyst, at den unge mand flere gange tidli­gere (senest ca. 1 år før ubådsu­lyk­ken) havde været ude for flere knætrau­mer i forbin­delse med sport. De havde givet en del gener, men der havde ikke været mistanke om kors­bånds­ska­der (under­søgt for det flere gange). Omvendt havde han trænet og klaret opta­gelse til flåden.

Under rets­sa­gen afgav Retslæ­ge­rå­det en erklæ­ring, der utve­ty­digt støt­tede Anke­sty­rel­sen, idet de anførte, at hvis kors­bån­det mang­ler (forstået som helt væk) kun 1½ måned efter ulyk­ken, må skaden være sket før arbejds­u­lyk­ken. Den opere­rende læge afgav (sammen med den ledende læge­kon­su­lent fra Anke­sty­rel­sen) vidne­for­kla­ring. Han forkla­rede, at beskri­vel­sen i jour­na­len var udtryk for, at kors­bån­det ikke hæftede på lårbensk­nog­len; altså uden nogen funk­tion. Det var ikke ensbe­ty­dende med, at det var helt væk (dege­ne­re­ret). Trods læge­kon­su­len­tens for så vidt over­be­vi­sende forkla­ring om, at opera­tions­be­skri­vel­sen måtte tages for påly­dende, fandt Retten det ikke bevist med over­ve­jende sand­syn­lig­hed, at kors­bånds­ska­den var indtruf­fet inden arbejds­u­lyk­ken.

Elmer & Part­ne­res kommen­tar:
Dommen viser, at den bevis­fø­relse, der finder sted i retten, kan ændre det grund­lag sagen skal afgø­res på ganske markant. I denne sag blev det helt afgø­rende, da retten fandt den opere­rende læge, der netop er speci­a­list i kors­bånds­ska­der, over­be­vi­sende, at et andet faktum blev lagt til grund. Så hjalp det ikke, at Anke­sty­rel­sen havde flere læge­kon­su­len­ter og Retslæ­ge­rå­det med sig. Dommen skal også ses i lyset af den særlige bevis­re­gel i arbejds­ska­de­lovens § 12, stk. 2, hvor­ef­ter det er myndig­he­den, der har bevis­byr­den for, at en konsta­te­ret skade ikke er en følge af en aner­kendt arbejds­skade, og kravet til bevis er skær­pet, da denne mang­lende sammen­hæng skal bevi­ses med over­ve­jende sand­syn­lig­hed.

Advo­kat Karsten Høj førte – med fri proces – sagen for den skade­lidte.

Advokat Karsten Høj

Karsten Høj

Partner

Direkte: +45 3367 6785