Ankestyrelsens praksis vedrørende genoptagelse er ulovlig — Højesterets dom af 22. april 2009

Der kan deri­mod ikke — som Anke­sty­rel­sen ellers har udmeldt som prak­sis i form af 2 prin­ci­p­af­gø­rel­ser fra 2004 (SM U 2 og U 3 — 2004) — tillige stil­les krav om, (2) at der er årsags­sam­men­hæng mellem den aner­kendte arbejds­skade og forvær­rin­gen, og (3) at skade­lidte pålæg­ges bevis­byr­den for en sådan årsags­sam­men­hæng.

Højeste­rets fler­tal (5 af 7 dommere) udta­ler udtryk­ke­ligt om Anke­sty­rel­sens prak­sis (udmeldt ved SM U 2 — 04 og U 3 — 04); at denne prak­sis ” … kan såle­des ikke anses for at være i over­ens­stem­melse med loven.”.

Højeste­rets mindre­tal fandt, at der, udover betin­gel­sen (1) om at forhol­dene har foran­dret sig væsent­ligt, tillige kunne stil­les krav om (2), at der er “en vis sand­syn­lig­hed” for, at genop­ta­gelse vil føre til yder­li­gere erstat­ning; men at Anke­sty­rel­sen ikke — som udmeldt i prak­sis — kan stille krav om (3), at skade­lidte pålæg­ges bevis­byr­den for årsags­sam­men­hæng.

Dette inde­bæ­rer, at bevis­for­mod­nings­reg­len i gældende lovs § 12, stk. 2 (tidli­gere lovs § 13) reelt også gælder i sager om genop­ta­gelse — og at Anke­sty­rel­sens og Arbejds­ska­desty­rel­sens udmel­ding om det modsatte altså ikke gælder. Tvivl om, hvor­vidt et mén eller et erhverv­sev­ne­tab skyl­des arbejds­ska­den, skal dermed komme skade­lidte til gode.

Arbejds­ska­desty­rel­sens gældende vejled­ning om fast­sæt­telse af erhverv­sev­ne­tab af 10. maj 2005, pkt. 2.12 og det i tilknyt­ning hertil anførte eksem­pel 11, er såle­des ikke længere gældende.

Arbejds­ska­desty­rel­sens vejled­ning om genvur­de­ring, genop­ta­gelse og foræl­delse af arbejds­ska­desa­ger, pkt. 7.2 og 7.2.2, er heller ikke længere gældende.

SM U 2 og U 3 — 04 er selvsagt heller ikke længere gældende.

Dommen vil nødven­dig­vis inde­bære, at de skade­lidte, der har fået afvist en anmod­ning om genop­ta­gelse indgi­vet inden 5 år fra første afgø­relse, vil have krav på en ny behand­ling af deres sag om genop­ta­gelse af erhverv­sev­ne­tab, hvis deres erhverv­sevne er blevet væsent­ligt ringere (og af ménet, hvis deres helbredstil­stand varigt er blevet væsent­ligt forvær­ret), og at vurde­rin­gen af, om de så er beret­ti­get til yder­li­gere erstat­ning for erhverv­sev­ne­tab (eller godt­gø­relse for varigt mén), heref­ter skal bedøm­mes under anven­delse af bevis­for­mod­nings­reg­len.

Hvor mange afvi­ste sager, der vil kunne forlan­ges genvur­de­ret, og hvor­le­des arbejds­ska­de­myn­dig­he­derne vil hånd­tere denne klare under­ken­delse af prak­sis, vides endnu ikke.

Vi vil i nærme­ste frem­tid indbyde til et gå-hjem-møde om dommen — problem­stil­lin­gen og konse­kven­serne.

Spørgs­mål kan rettes til advo­kat Søren Kjær Jensen, der på vegne FOA for et medlem har ført sagen.

Advokat Søren Kjær Jensen

Søren Kjær Jensen

Partner

Direkte: +45 3367 6760