Der kan derimod ikke – som Ankestyrelsen ellers har udmeldt som praksis i form af 2 principafgørelser fra 2004 (SM U 2 og U 3 – 2004) – tillige stilles krav om, (2) at der er årsagssammenhæng mellem den anerkendte arbejdsskade og forværringen, og (3) at skadelidte pålægges bevisbyrden for en sådan årsagssammenhæng.
Højesterets flertal (5 af 7 dommere) udtaler udtrykkeligt om Ankestyrelsens praksis (udmeldt ved SM U 2 – 04 og U 3 – 04); at denne praksis ” … kan således ikke anses for at være i overensstemmelse med loven.”.
Højesterets mindretal fandt, at der, udover betingelsen (1) om at forholdene har forandret sig væsentligt, tillige kunne stilles krav om (2), at der er “en vis sandsynlighed” for, at genoptagelse vil føre til yderligere erstatning; men at Ankestyrelsen ikke – som udmeldt i praksis – kan stille krav om (3), at skadelidte pålægges bevisbyrden for årsagssammenhæng.
Dette indebærer, at bevisformodningsreglen i gældende lovs § 12, stk. 2 (tidligere lovs § 13) reelt også gælder i sager om genoptagelse – og at Ankestyrelsens og Arbejdsskadestyrelsens udmelding om det modsatte altså ikke gælder. Tvivl om, hvorvidt et mén eller et erhvervsevnetab skyldes arbejdsskaden, skal dermed komme skadelidte til gode.
Arbejdsskadestyrelsens gældende vejledning om fastsættelse af erhvervsevnetab af 10. maj 2005, pkt. 2.12 og det i tilknytning hertil anførte eksempel 11, er således ikke længere gældende.
Arbejdsskadestyrelsens vejledning om genvurdering, genoptagelse og forældelse af arbejdsskadesager, pkt. 7.2 og 7.2.2, er heller ikke længere gældende.
SM U 2 og U 3 – 04 er selvsagt heller ikke længere gældende.
Dommen vil nødvendigvis indebære, at de skadelidte, der har fået afvist en anmodning om genoptagelse indgivet inden 5 år fra første afgørelse, vil have krav på en ny behandling af deres sag om genoptagelse af erhvervsevnetab, hvis deres erhvervsevne er blevet væsentligt ringere (og af ménet, hvis deres helbredstilstand varigt er blevet væsentligt forværret), og at vurderingen af, om de så er berettiget til yderligere erstatning for erhvervsevnetab (eller godtgørelse for varigt mén), herefter skal bedømmes under anvendelse af bevisformodningsreglen.
Hvor mange afviste sager, der vil kunne forlanges genvurderet, og hvorledes arbejdsskademyndighederne vil håndtere denne klare underkendelse af praksis, vides endnu ikke.
Vi vil i nærmeste fremtid indbyde til et gå-hjem-møde om dommen – problemstillingen og konsekvenserne.
Spørgsmål kan rettes til advokat Søren Kjær Jensen, der på vegne FOA for et medlem har ført sagen.