Ved kendelse af 8. april 2011 fra Retten i Hillerød fandtes arbejdsgiver erstatningsansvarlig for en ufaglært plejehjemsansats tilskadekomst. Arbejdsulykken skete i forbindelse med påklædning af en plejehjemsbeboer, som gled på gulvet og faldt, hvorefter skadelidte greb ud efter beboeren og derved pådrog sig en rygskade.
Arbejdsskadestyrelsen anerkendte skaden som en arbejdsskade og tilkendte senere godtgørelse for varigt mén på 12 % for den påførte rygskade.
Skadelidte, som på ulykkestidspunktet var under uddannelse, kunne efter ulykken ikke opretholde sit fritidsjob, og havde efter endt uddannelse problemer med at opnå ansættelse på grund af rygskaden. Arbejdsskadestyrelsen tilkendte hende midlertidig erhvervsevnetabserstatning.
Skadelidte rettede ca. 3 år efter ulykken via FOA – Fag og Arbejde henvendelse til sin tidligere arbejdsgiver med anmodning om at modtage ulykkesdokumentation i form af, APV, ulykkesanalyse m.v., hvilket skadelidtes tidligere arbejdsgiver – på dette tidspunkt – ikke længere var i besiddelse af.
Der blev godt et år senere rejst erstatningskrav mod arbejdsgiveren, og da dette blev afvist, anlagde FOA – Fag og Arbejde på vegne skadelidte retssag med krav om erstatning. Spørgsmålet om ansvar blev udskilt til selvstændig delafgørelse.
Arbejdsgivers forsikringsselskab afviste erstatningsansvaret under henvisning til, at der var tale om en simpel og rutinemæssig arbejdsopgave. Det blev samtidig gjort gældende, at skadelidte havde udvist erstatningsfortabende passivitet, hvilket måtte komme skadelidte bevismæssigt til skade, idet sagen først var forfulgt overfor arbejdsgiver flere år efter skaden, hvor det ikke var muligt for skadelidte at foretage bevissikring.
For så vidt angår den bevismæssige del af sagen, gjorde skadelidte bl.a. gældende, at arbejdsgiver – ved ikke at gemme APV, ulykkesanalyse, kursusbeviser mm. – havde bevisbyrden for, at arbejdsgiver havde opfyldt sine forpligtelser i relation til at give fornøden oplæring (kursus i personforflytning). Det blev endvidere gjort gældende, at arbejdsgiver, som bistod skadelidte med anmeldelse af arbejdsulykken til Arbejdsskadestyrelsen – havde kendt til ulykken, siden denne skete – og dermed havde haft mulighed for at foretage fornøden bevissikring.
I retten forklarede skadelidte og dennes tidligere kollega (og veninde), at de ikke under deres ansættelse havde modtaget uddannelse i personforflyttelse. Arbejdsgiver havde ikke kunnet dokumentere, at skadelidte havde modtaget dette kursus, som det blev påstået, og de for arbejdsgiver indkaldte vidner gav forklaring om hyppigheden af det omtalte personforflytningskursus, som blev afholdt 3-4 gange årligt, hvor der samlet blev argumenteret for, at det var særdeles tvivlsomt, om skadelidte, ved en ansættelse i 3 år, ikke også skulle have modtaget dette kursus.
Retten lagde efter vidneforklaringerne til grund, at det var afdelingslederen (arbejdsgiver), der havde ansvaret for, at de ansatte fik den fornødne instruktion i arbejdets udførelse, dels gennem et introduktionsforløb og dels gennem kurser, og at retten efter de afgivne forklaringer ikke fandt det godtgjort, at skadelidte var blevet instrueret i, hvorledes denne skulle håndtere eventuelle beboeres fald. Retten bemærkede herunder, at arbejdsgiver, som selv havde anmeldt arbejdsulykken, kunne have sikret sig bevis for omstændighederne ved arbejdsulykken, herunder for skadelidtes ansættelsesforhold samt hvilke kurser, hun havde deltaget i, hvorefter retten fandt det bevist, at arbejdsgiver havde tilsidesat sin pligt til at instruere skadelidte i, hvorledes hun skulle håndtere en beboer i fald, og dermed ikke tilrettelagt hendes arbejde sikkerhedsmæssigt forsvarligt, hvorved arbejdsgiver fandtes erstatningsansvarlig for arbejdsulykken.
Kommentarer
Kendelsen viser, at det er arbejdsgiver, som bærer bevisbyrden for, at dets medarbejdere er tilstrækkeligt instrueret/oplært, herunder har deltaget i kurser, også selvom der går lang tid, fra skaden indtræffer, til et erstatningskrav rejses.
Eventuelle spørgsmål til sagen kan rejses til advokat Søren Kroer, der førte sagen for FOA – Fag og Arbejde.