Sagen angik primært, om der var årsagssammenhæng mellem en trafikulykke i 1998 med påkørsel bagfra og et af Arbejdsskadestyrelsen vurderet erhvervsevnetab på 65 %. Det andet spørgsmål var, om årslønnen ved beregning af erstatning for erhvervsevnetab skulle fastsættes til den faktiske indtægt ved halvtids erhvervsarbejde eller til det lønnen ville have været på fuldtid.
Den dengang 56-årige kvinde blev holdende stille i en mindre bil påkørt bagfra af en mindre varebil, der i vådt og glat fører ”gled ind i” i bagenden på skadelidtes bil. Den fik en bule i kofangeren, men blev erklæret totalskadet pga. ringe værdi (7.000 kr.). Skadelidte kontaktede først egen læge 20 dage og beskrev da, hvilket blev ført til journal, at hun siden ulykken havde haft smerter, hovedpine og været svimmel. Efter ca. ½ års sygemelding forsøgte at genoptage arbejdet, men ca. et år efter ulykken søgte hun om orlov fra hendes halvtidsstilling angiveligt (også) på grund af uoverensstemmelser med hendes chef, der havde chikaneret hende. Derefter kom hun ikke i arbejde igen og blev senere tilkendt førtidspension. Udover disse arbejdsmæssige belastninger var hun også i længere periode under psykiatrisk behandling på grund af et nært familiemedlems psykiske lidelse med misbrug. Der var oplyst familiær disponering for psykisk lidelse.
Retslægerådet udtalte bl.a., at der ”kan være” sammenhæng mellem ulykken og de primære gener (smerter og svimmelhed), men at det ellers var ”usikkert” om der var årsagssammenhæng og ”usandsynligt” at det senere udviklede kroniske smertesyndrom var en følge af den ”fysiske” påvirkning ved ulykken.
Alle 5 dommere var som landsretten enige i, at der var årsagssammenhæng trods Retslægerådets besvarelser. Det skete bl.a. med henvisning til flere speciallægeerklæringer, at det ikke var dokumenteret at erhvervsevnen var nedsat forud for ulykken eller, at der efter ulykken var opstået lidelser, der havde påvirket erhvervsevnen.
Med dissens fandt 4 dommere ikke grundlag for at anvende en skønsmæssig fastsættelse af årslønnen, da skadelidte ikke på noget tidligere tidspunkt havde arbejdet på fuld tid, og da det oplyste om hendes ”arbejde i hjemmet” ikke havde et sådant omfang. Derfor blev årslønnen modsat i Østre Landsret fast til den faktiske indtægt. Da forsikringsselskabet havde betalt svarende til 60 % erhvervsevnetab med faktisk årsløn, fik skadelidte kun medhold i et mindre yderligere erstatningsbeløb.
Kommentar:
Da Højesteret i de to senest domme har tilsidesat Arbejdsskadestyrelsens vurdering af erhvervsevnetabets omfang (og dermed årsagssammenhæng) i sager om følger efter whiplashlæsion, har dommen stor betydning på dette. Det skyldes særligt, at Retslægerådets 3 besvarelser efterlod et klart indtryk af en yderst tvivlsom årsagssammenhæng. Forsikringsselskab inddrog med stor vægt en række norske Højesteretsdomme, der alle er nået frem til, at der ikke er årsagssammenhæng. Højesteret har valgt ikke at følge op på den systematik for bedømmelse af årsagssammenhæng, der anvendes i norsk retspraksis, men derimod at forholde sig til om der er årsagssammenhæng ”i overensstemmelse med Arbejdsskadestyrelsens vurdering”. Dommen vil blive nærmere analyseret og kommenteret på et senere tidspunkt.
Spørgsmål kan rettes til advokat Karsten Høj, der førte sagen for den skadelidte.