Byretten: Kommune skal efterbetale 580.000 kr. i dækning af tabt arbejdsfortjeneste til en far, der havde varetaget pasningen af sit barn med multihandicap

En kommune blev ved Køben­havns Byrets dømt til at efter­be­tale 580.000 kr. til en fuld­tids­ar­bej­dende far, der kunne doku­men­tere et indtægtstab, som følge af, at han passede sit barn, der var multi­han­di­cap­pet.

Tvist om ret til dækning af tabt arbejds­fortje­ne­ste for 15 timer om ugen
Sagen drejede sig om, hvor­vidt fade­ren var beret­ti­get til dækning af tabt arbejds­fortje­ne­ste med 15 timer om ugen i henhold til servi­ce­lovens § 42, der giver ret til dækning af tabt arbejds­fortje­ne­ste, som skyl­des barnets handi­cap og deraf følgende ekstra­or­di­nære pasnings­be­hov.

Dækning af tabt arbejds­fortje­ne­ste i forbin­delse med to fuld­tidsjob
Fade­ren havde forud for barnet blev født vare­ta­get to fuld­tidsjob. Mode­ren fik efter udlø­bet af barselsor­loven tilkendt dækning af tabt arbejds­fortje­ne­ste (servi­ce­lovens § 42) svarende til 37 timer om ugen. Parret gik efter­føl­gende fra hinan­den, men fade­ren fort­satte med at have to fuld­tidsjobs. I forbin­delse med, at mode­ren ønskede at vende tilbage til arbejds­mar­ke­det ansøgte fade­ren om dækning af tabt arbejds­fortje­ne­ste, da han, såfremt han skulle over­tage en større andel af pasnings­op­ga­verne med barnet, ikke kunne vare­tage begge stil­lin­ger.

Kommu­nen bevil­li­gede heref­ter tabt arbejds­fortje­ne­ste svarende til 30 timer om ugen til fade­ren og syv timer om ugen til mode­ren. Foræl­drene havde i øvrigt en 7/7 dele­ord­ning.

Dækning af tabt arbejds­fortje­ne­ste tilba­ge­kaldt efter hjem­me­be­søg
Kommu­nen traf først afgø­relse om reduk­tion af dæknin­gen af tabt arbejds­fortje­ne­ste ned til 15 timer om ugen under henvis­ning til, at barnet ikke længere havde det samme pasnings­be­hov. I forbin­delse med et sags­be­hand­ler­skift og et hjem­me­be­søg hos fade­ren bemær­kede den nye sags­be­hand­ler, at fade­ren havde et stort hus og dyre biler. Kort tid efter traf kommu­nen afgø­relse om bort­fald af hele dæknin­gen. Kommu­nen gjorde gældende, at den ikke var bekendt med, at fade­ren havde bestridt to fuld­tidsjobs. Efter­som fade­ren fort­sat arbej­dede fuld tid ved siden af, at han fik dækning for tabt arbejds­fortje­ne­ste, var kommu­nen nu af den opfat­telse, at han slet ikke havde noget indtægtstab, som følge af sønnens handi­cap.

Fade­ren var i henhold til kommu­nens opfat­telse ikke ander­le­des stil­let end andre enlige fædre, der heller ikke ville være i stand til arbejde mere end 37 timer om ugen.

Doku­men­ta­tion for indtægtsta­bet – byret­tens dom
Fade­ren var en i en bran­che, hvor han arbej­dede i 24 timers vagter. Det var helt sædvan­ligt, at ansatte inden for bran­chen havde flere jobs side­lø­bende. Han havde både forud for barnet blev født og efter­føl­gende også efter brud­det med mode­ren arbej­det langt mere end 37 timer om ugen. Retten lagde til grund, at hans indtægtstab som følge af, at han måtte opgive sit ene job, i hvert fald delvist skyld­tes sønnens handi­cap og særlige pasnings­be­hov.

Elmer & Part­nere: Dommen under­støt­ter de grund­læg­gende prin­cip­per i servi­ce­loven
Dommen under­støt­ter nogle grund­læg­gende prin­cip­per for de handi­capkom­pen­se­rende ydel­ser i servi­ce­loven. Dels at der skal fore­ta­ges en indi­vi­duel vurde­ring af, om den enkelte foræl­der lider et indtægtstab. Det afgø­rende er altså ikke, om enlige fædre til raske børn gene­relt arbej­der mere end fuld­tid, men om den enkelte foræl­der til et barn med et handi­cap konkret kan sand­syn­lig­gøre et indtægtstab. Dels at ydel­sen skal kompen­sere for den økono­mi­ske ulempe ved at have et barn med massive handi­cap. Foræld(e)ren(e) skal altså stil­les økono­misk, som om barnet ikke havde været handi­cap­pet. I den forbin­delse har det ingen betyd­ning, om foræld(e)ren(e) til et med barn med handi­cap bor i et stort hus eller i øvrigt ikke lider økono­misk nød.

Spørgs­mål til sagen kan rettes til advo­kat Niko­laj Niel­sen,  der repræ­sen­te­rede fade­ren under rets­sa­gen.