Deltid til personer med handicap – hvor langt går pligten?

Højeste­ret har ved dom den 13. april 2016 fast­slået, at en kommune ikke var forplig­tet til at tilbyde en lokal­plan­læg­ger med et handi­cap deltids­an­sæt­telse, da en sådan foran­stalt­ning ville være for byrde­fuld for arbejds­gi­ve­ren.

Sagen angik
Sagen angik en inge­niør, der var ansat som lokal­plan­læg­ger i en kommune. ‎I afde­lin­gen var der ansat i alt tre byplan­læg­gere. Den ene af de tre havde behov for at arbejde på nedsat tid.

Problem­stil­ling var, om den pågæl­dende var handi­cap­pet, og om kommu­nen var forplig­tet til at tilbyde den pågæl­dende ansæt­telse på deltid, svarende til 20 timer om ugen, i medfør af reglerne om tilpas­nings­for­an­stalt­nin­ger i forskel­s­be­hand­lings­lo­vens § 2a.

Kommu­nen bestred, at den pågæl­dende var handi­cap­pet. Kommu­nen anførte dernæst, at det ikke var muligt at udføre arbej­det, medmin­dre arbejds­ka­pa­ci­te­ten i afde­lin­gen tilsam­men udgjorde tre fuld­tids­me­d­ar­bej­dere. Det ‎ville være for byrde­fuldt at konver­tere en fuld­tids­stil­ling til ‎en deltids­stil­ling både ved opnor­me­ring i afde­lin­gen eller ved at opdele stil­lin­gen i to deltids­stil­lin­ger.

Handi­cap­pet eller ej
Højeste­ret fandt, at den pågæl­dende var handi­cap­pet i forskel­s­be­hand­lings­lo­vens forstand. Højeste­ret henvi­ste til tidli­gere domme fra Højeste­ret, hvor betin­gel­serne for, hvor­når en ansat er omfat­tet af handi­cap­be­gre­bet er fast­slået. Deref­ter konsta­te­rede Højeste­ret, at sygdom­men refleks­dystrofi er en funk­tions­be­græns­ning omfat­tet af handi­cap­be­gre­bet. Idet den pågæl­dende havde været deltids­sy­ge­meldt i mere end 1 år og, at der ikke på baggrund af de læge­lige oplys­nin­ger var udsigt til, at hun snart ville kunne arbejde på fuld tid, var funk­tions­be­græns­nin­gen også af lang varig­hed. Den ansatte var derfor omfat­tet af handi­cap­be­gre­bet.

Tilpas­nings­for­an­stalt­nin­ger
Ved prøvelse af forskel­s­be­hand­lings­lo­vens § 2a om tilpas­nings­for­an­stalt­nin­ger fast­slår Højeste­ret indled­nings­vist, at kommu­nen er forplig­tet til at fore­tage hensigts­mæs­sige tilpas­nings­for­an­stalt­nin­ger, når den bliver bekendt med eller bør være bekendt med en medar­bej­ders handi­cap. Nedsæt­telse af arbejds­ti­den er en af de mulige tilpas­nings­for­an­stalt­nin­ger, der kan indgå i vurde­rin­gen.

Det første Højeste­ret tager stil­ling til, er om det kan pålæg­ges arbejds­gi­ve­ren at tilføre yder­li­gere ressour­cer til afde­lin­gen, eksem­pel­vis ved blot at ansætte yder­li­gere en medar­bej­der på fuld tid. Det vil medføre forhø­jede løbende driftsom­kost­nin­ger, og det ligger normalt ikke inden for de forplig­tel­ser, som domsto­lene pålæg­ger arbejds­gi­vere. Det er derfor ikke over­ra­skende, at Højeste­ret konsta­te­rer, at det ikke ligger inden for tilpas­nings­for­plig­tel­sen at opnor­mere beman­din­gen ved at ansætte yder­li­gere en byplan­læg­ger på fuld tid og beholde den handi­cap­pede på deltid.

Højeste­ret tager heref­ter stil­ling til, om det ville være muligt at flytte den handi­cap­pede medar­bej­der til et andet arbejde for derved at frigøre et fuld­tidsjob i bypla­naf­de­lin­gen. Højeste­ret lægger til grund, at det blev over­ve­jet af kommu­nen, men at der ikke var brug for den handi­cap­pe­des speci­a­list­funk­tion i andre afde­lin­ger. Højeste­ret lægger såle­des til grund, at der er en retlig forplig­telse til at under­søge, om der er ompla­ce­rings­mu­lig­hed, men finder konkret, at det ikke var en mulig­hed.

Heref­ter konklu­de­rer Højeste­ret, at den eneste tilba­ge­væ­rende mulig­hed har været at opdele den handi­cap­pede medar­bej­ders stil­ling i 2 stil­lin­ger, og konklu­de­rer, at det ville inde­bære, at der skulle ansæt­tes en anden byplan­læg­ger til de reste­rende 17 timer om ugen.

Højeste­ret analy­se­rer arbej­det som byplan­læg­ger og beteg­ner det som højt speci­a­li­se­ret, og at det kræver en vide­re­gå­ende uddan­nelse. Heref­ter frem­hæ­ves en række momen­ter vedrø­rende den konkrete udfø­relse af arbejds­funk­tio­nen, herun­der konti­nu­i­tet i drif­ten, tilgæn­ge­lig­hed for borgere og effek­ti­vi­tet.

Samlet konklu­de­rer Højeste­ret, at kommu­nen har påvist en række saglige argu­men­ter til støtte for, at det i den konkrete sag ikke er hensigts­mæs­sigt at opdele stil­lin­gen i 2 deltids­stil­lin­ger. På den baggrund frifin­des kommu­nen, idet Højeste­ret ikke finder, at kommu­nen har tilsi­de­sat sin tilpas­nings­for­plig­telse.

Dommen kan læses her

Elmer & Part­ne­res kommen­tar
Dommen er meget konkret begrun­det, og Højeste­ret når først konklu­sio­nen efter en minu­tiøs analyse af de helt speci­elle forhold på netop den pågæl­dende arbejds­plads. Række­vid­den af dommen er derfor usik­ker, men der er omvendt ingen tvivl om, at dommen vil få betyd­ning i de sager, hvor det skal vurde­res, hvor langt arbejds­gi­ve­rens tilpas­nings­for­plig­telse går.