Dom fra Vestre Landsret: Forsinket behandling af kræft berettiger til erstatning trods usikkerhed om årsagssammenhæng

Skre­vet af Karsten Høj, advo­kat og part­ner 12-11-2020

Vestre Lands­ret afgør, at forsin­ket behand­ling af kræft beret­ti­ger til erstat­ning, fordi der klart blev begået en fejl, da patient ikke blev henvist til udred­ning for muligt tilbage­fald af tidli­gere behand­let kræftsygdom.

 

Sagens problemstilling

Anke­næv­net for Patien­ter­stat­ning havde afvist, at den næste 1–1½ år forsin­kede behand­ling for tilbage­fald (reci­div) af kræft i skjold­brusk­kir­t­len havde påført patien­ten en erstat­nings­be­ret­ti­gende skade. Der var under rets­sa­gen enig­hed om, at behand­ling på X‑hospital over en peri­ode på ca. 17 måne­der ikke havde levet op til bedste speci­a­list­stan­dard, og at behand­lin­gen i øvrigt ikke havde efter­le­vet almin­de­ligt aner­kendte læge­fag­lige retningslinjer.

Anke­næv­nets begrun­delse for trods dette ikke at aner­kende, at patien­ten var påført en erstat­nings­be­ret­ti­gende patientskade, var følgende:

 

I lyset af P’s sygdoms­sta­die, finder Anke­næv­net, at reci­di­vet med over­ve­jende sand­syn­lig­hed havde metast­a­se­ret sig til lungerne alle­rede på det tids­punkt, hvor der sås en stig­ning af thyroglobulin-værdien. Anke­næv­net har herved lagt vægt på, at reci­di­vet ikke var jodop­ta­gende, og at P havde mange lungemetastaser.

Det er såle­des Anke­næv­nets vurde­ring, at P havde en uhel­bre­de­lig sygdom, og at en tidli­gere diag­no­sti­ce­ring af reci­di­vet ikke ville have ændret prognosen.

 

Retslæ­ge­rå­det udtalte sig om sagen både i by- og lands­ret. Deres besva­rel­ser var umid­del­bart til fordel for P, selvom Retslæ­ge­rå­det ikke med mere end 50 % fandt, at sygdomstil­stan­den var gået fra at have været helbre­de­lig på det tids­punkt, hvor yder­li­gere udred­ning burde have været iværk­sat og til det fakti­ske diag­no­se­tids­punkt, hvor sygdom­men var uhel­bre­de­lig. P døde inden ankesa­gen blev behand­let i Vestre Landsret.

 

Vestre Landsrets dom af 30. oktober 2020

For det første fandt lands­ret­ten, at der blev begået en læge­lig fejl, da P ikke blev henvist til yder­li­gere udred­ning, og at denne fejl var ansvar­spå­dra­gende efter de almin­de­lige erstatningsregler.

Med henvis­ning til Højeste­rets dom af 27. august 2019 (se vores tidli­gere nyhed om denne dom her), der er trykt i UfR 2019.3916, fandt lands­ret­ten for det andet, at det var P, der havde bevis­byr­den for årsags­for­bin­delse mellem fejlen og skaden (= sygdom var uhel­bre­de­lig), men at kravet om mere end 50 % sand­syn­lig­hed kan lempes, når der – som her – klart var begået en fejl.

Lands­ret­ten fandt heref­ter som det tredje, at Retslæ­ge­rå­dets besva­relse sammen­holdt med de læge­fag­lige udta­lel­ser indhen­tet af Patien­ter­stat­nin­gen og Anke­næv­net gjorde, at det ikke kunne anses for usand­syn­ligt, at den mang­lende retti­dige udred­ning havde haft betyd­ning for sygdoms­ud­vik­lin­gen og for, at kræft­syg­dom­men var uhel­bre­de­lig, da den blev opdaget.

I den forbin­delse lagde lands­ret­ten, som Højeste­ret gjorde i U 2019.3916 H, vægt på, at årsa­gen til, at det ikke var muligt at afgøre, om sygdom­men alle­rede havde spredt sig på det tids­punkt, hvor fejlen blev begået, netop var den begå­ede fejl. Det var derfor rime­ligt at lade tviv­len om årsags­sam­men­hæng komme patien­ten til gode.

 

Elmers kommentarer

Byret­ten var med en lidt anden begrun­delse nået frem til samme resul­ta­tet. Med de svar, som Retslæ­ge­rå­det havde givet og i lyset af den mellem­kom­mende dom fra Højeste­ret (U 2019.3916 H) var det lidt over­ra­skende, at Anke­næv­net valgte at fast­holde deres afgø­relse, så sagen skulle afgø­res af Vestre Landsret.

Det kan give uden­for­stå­ende den tanke, at gældende ret om bevis­lem­pelse for årsags­sam­men­hæng, når der er begået en ansvar­spå­dra­gende fejl, ikke helt er ”trængt ind”. Det er forstå­e­ligt, at de læger, der bistår Nævnet og er medlem­mer af Nævnet, kan have svært ved at accep­tere, at kravet til sand­syn­lig­hed for sammen­hæng mellem fejl og skaden kan være langt under 50 %, når man rent læge­ligt arbej­der med langt højere sand­syn­lig­heds­gra­der for, at noget kan anses for at være en sand­syn­lig følge af en behand­ling eller her mang­lende behandling.

Sagen skal nu på ny behand­les af Patien­ter­stat­nin­gen, der skal tage stil­ling til, hvil­ken erstat­ning boet efter P er beret­ti­get til herun­der den efter­le­vende ægte­fæl­les krav om forsørgertabserstatning.

Sagen blev i byret­ten ført af advo­kat Mie Ramsay Teit (p.t. på barsel) og i lands­ret­ten af advo­kat Karsten Høj.

 

Kontakt os

Har du spørgsmål eller brug for hjælp? Udfyld kontaktformularen, så kontakter vi dig hurtigst muligt.

Læs også om