fbpx

Dom fra Vestre Landsret: Forsinket behandling af kræft berettiger til erstatning trods usikkerhed om årsagssammenhæng

Skrevet af Karsten Høj, advokat og partner 12-11-2020

Vestre Landsret afgør, at forsinket behandling af kræft berettiger til erstatning, fordi der klart blev begået en fejl, da patient ikke blev henvist til udredning for muligt tilbagefald af tidligere behandlet kræftsygdom.

 

Sagens problemstilling

Ankenævnet for Patienterstatning havde afvist, at den næste 1-1½ år forsinkede behandling for tilbagefald (recidiv) af kræft i skjoldbruskkirtlen havde påført patienten en erstatningsberettigende skade. Der var under retssagen enighed om, at behandling på X-hospital over en periode på ca. 17 måneder ikke havde levet op til bedste specialiststandard, og at behandlingen i øvrigt ikke havde efterlevet almindeligt anerkendte lægefaglige retningslinjer.

Ankenævnets begrundelse for trods dette ikke at anerkende, at patienten var påført en erstatningsberettigende patientskade, var følgende:

 

I lyset af P’s sygdomsstadie, finder Ankenævnet, at recidivet med overvejende sandsynlighed havde metastaseret sig til lungerne allerede på det tidspunkt, hvor der sås en stigning af thyroglobulin-værdien. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at recidivet ikke var jodoptagende, og at P havde mange lungemetastaser.

Det er således Ankenævnets vurdering, at P havde en uhelbredelig sygdom, og at en tidligere diagnosticering af recidivet ikke ville have ændret prognosen.

 

Retslægerådet udtalte sig om sagen både i by- og landsret. Deres besvarelser var umiddelbart til fordel for P, selvom Retslægerådet ikke med mere end 50 % fandt, at sygdomstilstanden var gået fra at have været helbredelig på det tidspunkt, hvor yderligere udredning burde have været iværksat og til det faktiske diagnosetidspunkt, hvor sygdommen var uhelbredelig. P døde inden ankesagen blev behandlet i Vestre Landsret.

 

Vestre Landsrets dom af 30. oktober 2020

For det første fandt landsretten, at der blev begået en lægelig fejl, da P ikke blev henvist til yderligere udredning, og at denne fejl var ansvarspådragende efter de almindelige erstatningsregler.

Med henvisning til Højesterets dom af 27. august 2019 (se vores tidligere nyhed om denne dom her), der er trykt i UfR 2019.3916, fandt landsretten for det andet, at det var P, der havde bevisbyrden for årsagsforbindelse mellem fejlen og skaden (= sygdom var uhelbredelig), men at kravet om mere end 50 % sandsynlighed kan lempes, når der – som her – klart var begået en fejl.

Landsretten fandt herefter som det tredje, at Retslægerådets besvarelse sammenholdt med de lægefaglige udtalelser indhentet af Patienterstatningen og Ankenævnet gjorde, at det ikke kunne anses for usandsynligt, at den manglende rettidige udredning havde haft betydning for sygdomsudviklingen og for, at kræftsygdommen var uhelbredelig, da den blev opdaget.

I den forbindelse lagde landsretten, som Højesteret gjorde i U 2019.3916 H, vægt på, at årsagen til, at det ikke var muligt at afgøre, om sygdommen allerede havde spredt sig på det tidspunkt, hvor fejlen blev begået, netop var den begåede fejl. Det var derfor rimeligt at lade tvivlen om årsagssammenhæng komme patienten til gode.

 

Elmers kommentarer

Byretten var med en lidt anden begrundelse nået frem til samme resultatet. Med de svar, som Retslægerådet havde givet og i lyset af den mellemkommende dom fra Højesteret (U 2019.3916 H) var det lidt overraskende, at Ankenævnet valgte at fastholde deres afgørelse, så sagen skulle afgøres af Vestre Landsret.

Det kan give udenforstående den tanke, at gældende ret om bevislempelse for årsagssammenhæng, når der er begået en ansvarspådragende fejl, ikke helt er ”trængt ind”. Det er forståeligt, at de læger, der bistår Nævnet og er medlemmer af Nævnet, kan have svært ved at acceptere, at kravet til sandsynlighed for sammenhæng mellem fejl og skaden kan være langt under 50 %, når man rent lægeligt arbejder med langt højere sandsynlighedsgrader for, at noget kan anses for at være en sandsynlig følge af en behandling eller her manglende behandling.

Sagen skal nu på ny behandles af Patienterstatningen, der skal tage stilling til, hvilken erstatning boet efter P er berettiget til herunder den efterlevende ægtefælles krav om forsørgertabserstatning.

Sagen blev i byretten ført af advokat Mie Ramsay Teit (p.t. på barsel) og i landsretten af advokat Karsten Høj.

 

Kontakt os

Har du spørgsmål eller brug for hjælp? Udfyld kontaktformularen, så kontakter vi dig hurtigst muligt.

Læs også om