Dom om anerkendelse af ryglidelse for sygeplejerske — Erhvervssygdomsfortegnelsen

Retten i Lyngby har 19. januar 2012 dømt Anke­sty­rel­sen til at aner­kende, at en sygeple­jer­skes anmeldte rygli­delse er omfat­tet af Erhvervs­syg­doms­for­teg­nel­sen, og dermed givet Dansk Sygeple­je­råd, der førte sagen, medhold.

En sygeple­jer­ske havde i en lang årrække, i forbin­delse med sit arbejde på først pleje­hjem og dernæst hospi­tal, haft noget rygbe­la­stende arbejde med en del person­hånd­te­ring, men heru­d­over i en ca. 20-årig peri­ode, 3 dage om ugen á 5½ time, arbej­det med en multi­han­di­cap­pet pige, fra pigen var 6 år, til pigen døde som 27-årig i 2005.

Pigen vejede efter det oply­ste ca. 24 kg i de sene­ste mange år.

Arbejds­ska­desty­rel­sen og Anke­sty­rel­sen afvi­ste at aner­kende lidel­sen som en erhvervs­syg­dom efter Erhvervs­syg­doms­for­teg­nel­sen med tilhø­rende vejled­ning; med navn­lig den begrun­delse, at pigens vægt “svarer ikke til et større handi­cap­pet barn eller en voksen” og henvi­ste her til, at det i Arbejds­ska­desty­rel­sens vejled­ning om aner­ken­delse på Forteg­nel­sen blandt andet frem­går, at der kan lægges vægt på “rygbe­la­stende pleje­ar­bejde med mange daglige hånd­te­rin­ger af voksne eller større handi­cap­pede børn i en længere årrække”.

Arbejds­ska­de­myn­dig­he­derne tillagde såle­des pigens vægt stor betydning.

Byret­ten lagde i sin omfat­tende begrun­delse for dommen blandt andet vægt på, at “Arbejds­ska­desty­rel­sens vejled­ning på områ­det er meget omfat­tende”; at “Sygeple­jer­sken samlet har arbej­det 45–46 timer ugent­ligt fra 1985 til novem­ber 2005, hvor hun blev syge­meldt”; at “Pigen — der var født i 1987 — i hvert fald fra 1996 må siges at have været voksen”, og nogle år før hun blev 18 må vurde­res som værende et “større handi­cap­pet barn”, og anfø­rer at der hver­ken i Loven eller i Bekendt­gø­rel­sen “ses at være krav om en bestemt vægt på de pleje­kræ­vende menne­sker, lige­som der ikke ses at være krav derom i vejled­nin­gen, selvom denne er meget omfat­tende”.

Retten lagde endvi­dere vægt på, at vægt kan indgå som et væsent­ligt moment, men at dette “i givet fald må sammen­hol­des med perso­nens højde og andre indi­vi­du­elle forhold” (pigen var 160 cm høj, fra hun var 12–13 år gammel).

I sagen var der afgi­vet udta­lelse fra Retslæ­ge­rå­det, og Retslæ­ge­rå­det havde blandt andet udtalt, at man anså “arbej­det med den multi­han­di­cap­pede pige for rygbe­la­stende og dermed bidra­gende til udvik­ling af en rygli­delse”. Det frem­gik endvi­dere af Retslæ­ge­rå­dets erklæ­ring, at “der er ikke beskre­vet andre risi­ko­mo­men­ter i sagen”.

Dommen er ikke anket til Landsretten.

Kommen­ta­rer:

  1. Ved ændrin­gerne i 2003 af erhvervs­syg­doms­be­gre­bet og forteg­nel­ses­sy­ste­met er der blandt andet sket det, at forteg­nel­sens betin­gel­ser er indskræn­ket, og aner­ken­delse deri­mod forud­sæt­ter, at betin­gel­serne i vejled­nin­gen bliver afgø­rende. Et sådan system er ikke umid­del­bart fornuf­tigt i rela­tion til de ramtes rets­sik­ker­hed, fordi vejled­nin­gen er meget omfat­tende og inde­hol­der mange skøns­mæs­sigt prægede momen­ter, hvil­ket alt andet lige giver myndig­he­derne argu­men­ter for, at domsto­lene ikke skal efter­prøve myndig­he­der­nes “skøns­mæs­sige” afgø­rel­ser. Dommen i denne sag viser dog, at der kan lægges en vis vægt på “retskravs”-lignende betragtninger.
  2. Anke­sty­rel­sens læge­kon­su­lents udta­lelse, om hvor­når der er tale om en person­hånd­te­ring, efter­la­der nogen tvivl, idet læge­kon­su­len­ten både defi­ne­rede forflyt­nings­pro­ces­sen i form af vending i seng som én person­hånd­te­ring og proces­sen fra seng til stol som én hånd­te­ring; uanset at der i den sidste proces normalt også vil indgå enten vending eller anden hånd­te­ring fra liggende stil­ling til siddende stilling.

Spørgs­mål kan rettes til Søren Kjær Jensen, der førte sagen for Dansk Sygeplejeråd.

Søren Kjær Jensen

Partner