Dom om betydning af forudbestående ryglidelse og manglende vurdering af det samlede tab

Retten i Horsens har ved dom af 4. januar 2011 hjem­vist en sag, vedrø­rende 2 rygska­der over­gået en sygeple­jer­ske, til henholds­vis Arbejds­ska­desty­rel­sen og Anke­sty­rel­sen, idet ingen af dem havde udtalt sig om stør­rel­sen af skade­lid­tes erhverv­sev­ne­tab som følge af henholds­vis den ene eller begge arbejds­ska­der, og Retten derfor ikke fandt at kunne tage stil­ling til stør­rel­sen.

Sagen drejede sig om en sygeple­jer­ske, der havde været udsat for rygska­der, først i 2001 og siden i 2005. Hun havde ikke haft varige rygge­ner før skaden i 2001, men kunne indi­mel­lem godt være træt i ryggen efter en lang arbejds­dag, og hun vidste ikke, at hun havde en ryghvir­velg­lid­ning (spon­dy­lo­list­hese), såle­des som det senere blev konsta­te­ret. Efter den første rygskade i 2001 var hun syge­meldt i en peri­ode, men generne gik heref­ter i sig selv. Skaden var blevet anmeldt til forsik­rings­sel­ska­bet, men blev ikke vide­re­sendt til Arbejds­ska­desty­rel­sen, og da generne gik i sig selv, havde hun heller ikke selv gjort noget ved dette. I 2005 blev hun udsat for en ny skade, og generne var her værre end efter 2001-skaden og forsvandt ikke. Hun kunne ikke vende tilbage til arbej­det; blev afske­di­get og kom senere under reva­li­de­ring. Heref­ter blev såvel 2001-skaden som 2005-skaden behand­let i Arbejds­ska­desty­rel­sen.

Arbejds­ska­desty­rel­sen traf afgø­relse 26. marts 2007, og — vel at mærke — i form af 2 afgø­rel­ser, hvil­ket hun og Dansk Sygeple­je­råd ikke var helt opmærk­som på, hvor­for anken rela­te­rede sig til den ene af afgø­rel­serne — 2001-skadens følger. Af begge de samti­digt trufne afgø­rel­ser frem­gik, at det samlede mén efter 2005-skaden udgjorde 8 % — at det samlede mén efter 2001-skaden udgjorde 5 %, og at der forud for 2001-skaden var rygge­ner, hvor­for der hver­ken kunne tilken­des méngodt­gø­relse for 2001-skaden eller 2005-skaden.

Arbejds­ska­desty­rel­sen udtalte sig ikke om stør­rel­sen af erhverv­sev­ne­ta­bet, men afgjorde, at stør­ste­delen af rygge­nerne skyld­tes forud­be­stå­ende forhold i form af en hvir­vel­bu­e­de­fekt (arko­lyse) og en hvir­velg­lid­ning (spon­dy­lo­list­hese).

Anke­sty­rel­sen var under sags­be­hand­lin­gen i tvivl om, hvor­vidt begge eller kun den ene af afgø­rel­serne var påkla­get og spurgte derfor Arbejds­ska­desty­rel­sen — men ikke skade­lidte — herom; og fik det svar, at kun 2001-ulykken var anket. Derfor traf Anke­sty­rel­sen kun afgø­relse vedrø­rende 2001-skaden, og derfor blev såvel Arbejds­ska­desty­rel­sen som Anke­sty­rel­sen efter­føl­gende sagsøgt ved stæv­ning. Anke­sty­rel­sen vurde­rede, at det samlede mén efter 2001-skaden var 5 %, men at 3–4 % af ménet var forud­be­stå­ende. Vedrø­rende erhverv­sev­ne­tab begrun­dede Anke­sty­rel­sen afsla­get med, at hendes “… arbejds­op­hør har over­ve­jende andre årsa­ger end arbejds­ska­dens følger”.

Under rets­sa­gen blev der stil­let spørgs­mål til Retslæ­ge­rå­det, der bl.a. svarede, at sygeple­jer­skens “… rygge­ner i væsent­lig grad beror på den kendte arko­lyse … spon­dy­lo­list­he­sen … og dege­ne­ra­tio­nen af hvir­velski­ven mellem 5. lænde­hvir­vel og kors­be­net. Den forvær­ring af rygge­nerne, der er beskre­vet i forbin­delse med arbejds­ska­den i 2005 skøn­nes at være forår­sa­get af arbejds­ska­den.”.

Selvom meget tydede på, at 2005-skaden — hvor afgø­rel­sen ikke var påkla­get — var den (mest) ansvar­lige, opret­holdt vi sagen i anled­ning af 2001-skaden (mod Anke­sty­rel­sen), da det jo var lagt til grund, at der forud for 2005-skaden var et mén på 5 %.

Retten har heref­ter hjem­vist sagerne; både vedrø­rende ménet og erhverv­sev­ne­ta­bet, og har i sin begrun­delse herfor bl.a. henvist til, at ingen af Styrel­serne har “udtalt sig nærmere om stør­rel­sen af (hendes) erhverv­sev­ne­tab”, samt til “… arbejds­ska­der­nes karak­ter og sammen­hæng og efter sager­nes admi­ni­stra­tive behand­ling.”

Det vides ikke, om dommen ankes.

KOMMENTAR:
Vi ser i en række sager, at arbejds­ska­de­myn­dig­he­derne kun oply­ser om stør­rel­sen af det samlede erhverv­sev­ne­tab, hvis der træf­fes en afgø­relse med tilken­delse af erstat­ning, og dermed en brøk­mæs­sig nedsæt­telse — hvor­i­mod der i sager, hvor Styrel­serne finder, at hele det lidte tab skyl­des konkur­re­rende forhold, ikke sker en oplys­ning om det samlede tab, hvori fradra­get gøres. Det finder vi er stærkt util­freds­stil­lende; herun­der fordi denne mangel ved den admi­ni­stra­tive behand­ling ofte medfø­rer, at Domsto­lene ikke finder sig tilstræk­ke­ligt kompe­tente til at udtale sig om den samlede stør­relse og derfor hjem­vi­ser.

Sagen er ført af Søren Kjær Jensen for Dansk Sygeple­je­råd.

Advokat Søren Kjær Jensen

Søren Kjær Jensen

Partner

Direkte: +45 3367 6760