Har du spørgsmål eller brug for hjælp? Udfyld kontaktformularen, så kontakter vi dig hurtigst muligt.
07.01.2011

Dom om betydning af forudbestående ryglidelse og manglende vurdering af det samlede tab

Elmer & Partnere


Retten i Horsens har ved dom af 4. januar 2011 hjemvist en sag, vedrørende 2 rygskader overgået en sygeplejerske, til henholdsvis Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen, idet ingen af dem havde udtalt sig om størrelsen af skadelidtes erhvervsevnetab som følge af henholdsvis den ene eller begge arbejdsskader, og Retten derfor ikke fandt at kunne tage stilling til størrelsen.


Sagen drejede sig om en sygeplejerske, der havde været udsat for rygskader, først i 2001 og siden i 2005. Hun havde ikke haft varige ryggener før skaden i 2001, men kunne indimellem godt være træt i ryggen efter en lang arbejdsdag, og hun vidste ikke, at hun havde en ryghvirvelglidning (spondylolisthese), således som det senere blev konstateret. Efter den første rygskade i 2001 var hun sygemeldt i en periode, men generne gik herefter i sig selv. Skaden var blevet anmeldt til forsikringsselskabet, men blev ikke videresendt til Arbejdsskadestyrelsen, og da generne gik i sig selv, havde hun heller ikke selv gjort noget ved dette. I 2005 blev hun udsat for en ny skade, og generne var her værre end efter 2001-skaden og forsvandt ikke. Hun kunne ikke vende tilbage til arbejdet; blev afskediget og kom senere under revalidering. Herefter blev såvel 2001-skaden som 2005-skaden behandlet i Arbejdsskadestyrelsen.


Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse 26. marts 2007, og – vel at mærke – i form af 2 afgørelser, hvilket hun og Dansk Sygeplejeråd ikke var helt opmærksom på, hvorfor anken relaterede sig til den ene af afgørelserne – 2001-skadens følger. Af begge de samtidigt trufne afgørelser fremgik, at det samlede mén efter 2005-skaden udgjorde 8 % – at det samlede mén efter 2001-skaden udgjorde 5 %, og at der forud for 2001-skaden var ryggener, hvorfor der hverken kunne tilkendes méngodtgørelse for 2001-skaden eller 2005-skaden.


Arbejdsskadestyrelsen udtalte sig ikke om størrelsen af erhvervsevnetabet, men afgjorde, at størstedelen af ryggenerne skyldtes forudbestående forhold i form af en hvirvelbuedefekt (arkolyse) og en hvirvelglidning (spondylolisthese).


Ankestyrelsen var under sagsbehandlingen i tvivl om, hvorvidt begge eller kun den ene af afgørelserne var påklaget og spurgte derfor Arbejdsskadestyrelsen – men ikke skadelidte – herom; og fik det svar, at kun 2001-ulykken var anket. Derfor traf Ankestyrelsen kun afgørelse vedrørende 2001-skaden, og derfor blev såvel Arbejdsskadestyrelsen som Ankestyrelsen efterfølgende sagsøgt ved stævning. Ankestyrelsen vurderede, at det samlede mén efter 2001-skaden var 5 %, men at 3-4 % af ménet var forudbestående. Vedrørende erhvervsevnetab begrundede Ankestyrelsen afslaget med, at hendes “… arbejdsophør har overvejende andre årsager end arbejdsskadens følger”.


Under retssagen blev der stillet spørgsmål til Retslægerådet, der bl.a. svarede, at sygeplejerskens “… ryggener i væsentlig grad beror på den kendte arkolyse … spondylolisthesen … og degenerationen af hvirvelskiven mellem 5. lændehvirvel og korsbenet. Den forværring af ryggenerne, der er beskrevet i forbindelse med arbejdsskaden i 2005 skønnes at være forårsaget af arbejdsskaden.”.


Selvom meget tydede på, at 2005-skaden – hvor afgørelsen ikke var påklaget – var den (mest) ansvarlige, opretholdt vi sagen i anledning af 2001-skaden (mod Ankestyrelsen), da det jo var lagt til grund, at der forud for 2005-skaden var et mén på 5 %.


Retten har herefter hjemvist sagerne; både vedrørende ménet og erhvervsevnetabet, og har i sin begrundelse herfor bl.a. henvist til, at ingen af Styrelserne har “udtalt sig nærmere om størrelsen af (hendes) erhvervsevnetab”, samt til “… arbejdsskadernes karakter og sammenhæng og efter sagernes administrative behandling.”


Det vides ikke, om dommen ankes.


KOMMENTAR:

Vi ser i en række sager, at arbejdsskademyndighederne kun oplyser om størrelsen af det samlede erhvervsevnetab, hvis der træffes en afgørelse med tilkendelse af erstatning, og dermed en brøkmæssig nedsættelse – hvorimod der i sager, hvor Styrelserne finder, at hele det lidte tab skyldes konkurrerende forhold, ikke sker en oplysning om det samlede tab, hvori fradraget gøres. Det finder vi er stærkt utilfredsstillende; herunder fordi denne mangel ved den administrative behandling ofte medfører, at Domstolene ikke finder sig tilstrækkeligt kompetente til at udtale sig om den samlede størrelse og derfor hjemviser.


Sagen er ført af Søren Kjær Jensen for Dansk Sygeplejeråd.


Flere nyheder
Om os