Patientskadeankenævnet har fredag den 20. januar 2012 indleveret ankestævning til Højesteret. I en pressemeddelelse er det begrundet med følgende:

Nævnet har ved overvejelserne om at anke afgørelsen været opmærksom på, at det kan virke stødende, at en patient, der nu er uhelbredeligt syg, skal trækkes gennem endnu en retssag.

På trods heraf har nævnet fundet det nødvendigt at anke dommen. Det skyldes, at dommen har principiel betydning og vil få konsekvenser, der rækker langt ud over den konkrete sag.

Dommen tilsidesætter en mangeårig administrativ praksis, der er lagt til grund i flere tidligere afgørelser. Og dommen synes efter nævnets vurdering ikke at være umiddelbart forenelig med almindelige erstatningsretlige principper.

Det er på denne baggrund nødvendigt, at spørgsmålet afgøres endeligt af Højesteret. Også selvom det desværre medfører væsentlige ulemper for patienten i den pågældende sag.

Højesteret har haft stor forståelse for sagens helt særlige karakter og behovet for en hurtig afgørelse. Det er derfor meget glædeligt, at der helt ekstraordinært er skabt plads i kalenderen allerede den 29. maj 2012. Sagen vil på grund af dens principielle karakter blive behandlet med 7 dommere mod normalt 5.

Elmer & Partneres kommentarer:

Det kan af flere grunde undre, at Patientskadeankenævnet har fundet det nødvendigt at anke dommen.

1. Det er menneskeligt ubærligt at udsætte kvinden for en ankesag, der på det tidspunkt Nævnet traf beslutning om anke sandsynligvis først kunne forventes afsluttet efter det tidspunkt, hvor Patientskadeankenævnet har afgjort, at hun er død (november 2012).


2. Dernæst er det forkert, når Patientskadenævnet skriver, at dommen tilsidesætter ”mangeårig” administrativ praksis, hvis Nævnet dermed mener deres egen praksis. Denne sag er den første og dermed eneste sag, hvor Nævnet har taget stilling til reduktion af erstatningen med henvisning til forventet kort restlevetid, hvor patienten er i live.


3. Det er muligt, men helt uoplyst, at Patientforsikringen som underinstans har truffet flere eller måske endda mange tilsvarende afgørelser. Men det kan blot ikke begrunde, at Nævnet anker dommen til Højesteret.


4. Nævnet blev oprindeligt, da Elmer & Partnere indgav klage, opfordret til på et formandsmøde at tage principiel stilling til sagens juridiske spørgsmål. Intet tyder på, at det er sket. Der er heller ikke noget, der tyder på, at beslutningen om anke af dommen til Højesteret har været forelagt alle formænd til fælles beslutning.


5. Det ligger helt fast, at den af Østre Landsret underkendte afgørelse ikke hviler på noget sikkert lovgrundlag men alene på ”almindelige erstatningsretlige principper” sådan, som Nævnet også skriver i deres pressemeddelelse. Det havde derfor været passende, om man havde accepteret dommens klare resultat og i stedet bedt politikkerne om at godkende den af Patientforsikringen fulgte praksis ved at indføre lovregler, der giver det nødvendige lovgrundlag.


6. Patientskadeankenævnets og underinstansens juridiske synspunkt er kun gangbare, hvis det helt grundlæggende princip om standardiseret kapitalerstatning for en personskades varige følger ikke er gældende ret. Med andre ord forudsætter rigtigheden af deres begrundelse for reduktion, at Folketinget vedtager et helt andet erstatningssystem end det, vi har haft siden 1. oktober 1984.

Henvendelse om sagen kan fortsat ske til advokat Karsten Høj, der fører sagen for kvinden.