Efter påkørsel af ræv var det ikke groft uagtsomt at fortsætte kørsel, selvom motoren pga. vandtab derved brændte sammen. Østre Landsrets dom af 9. september 2005

Efter påkør­sel af en ræv kørte bili­sten ind i nødspo­ret, hvor han dels ledte efter ræven og dels fore­tog en under­sø­gelse af skaderne på bilen. Det var mørkt og regnede. Han havde ikke nogen lygte med, men lyset fra de øvrige bili­ster gjorde det muligt for ham at se, at det dryp­pede fra en plade under køle­ren. Han havde ikke mulig­hed for at tilkalde hjælp via mobil­te­le­fon, og han og hans hustru opfat­tede situ­a­tio­nen som halv­far­lig, da de holdt i et sving i nødspo­ret på motor­vejen. De fandt det heller ikke forsvar­ligt at gå hen til nærme­ste nødte­le­fon for at tilkalde assi­stance, og derfor valgte de at køre ca. 1–1½ km til nærme­ste nødte­le­fon, hvor­fra de tilkaldte hjælp. Bili­sten forkla­rede, at moto­ren lød normal, og der var enig­hed om, at bilen var konstru­e­ret såle­des, at der ikke ville være signal fra instru­ment­bræt­tet ved vand­tab. Under sagen gjorde forsik­rings­sel­ska­bet gældende, at forsik­rings­vil­kå­re­nes bestem­melse om, at forsik­rin­gen ikke dækker “skade som følge af kørsel uden vand eller olie” i over­ens­stem­melse med forsik­rings­af­ta­le­lovens § 51 (såkaldt ”objek­tiv sikker­heds­for­skrift”) betød, at der ikke var dækning for skaden på moto­ren (skaden forår­sa­get af selve påkørs­len var dækket). Heru­d­over gjorde selska­bet gældende, at forsik­rings­kun­den groft uagt­somt havde han tilsi­de­sat sin pligt til at afværge eller begrænse skaden (forsik­rings­af­ta­le­lovens § 52) ved at fort­sætte kørs­len efter have konsta­te­ret vand­dryp fra moto­ren. Bili­sten gjorde omvendt gældende, at den fort­satte kørsel havde så nær tids­mæs­sig sammen­hæng med den forsik­rings­dæk­kede skade, der opstod ved påkørs­len af ræven, at der var tale om en og samme forsik­rings­be­gi­ven­hed såle­des, at det afgø­rende for sagen alene var, om der var udvist grov uagtsom­hed. I Anke­næv­net for Forsik­ring fik bili­sten medhold i dette, mens Byret­ten fandt, at der var udvist grov uagtsom­hed. Heller ikke i Lands­ret­ten fik forsik­rings­sel­ska­bet medhold i, at den objek­tive sikker­heds­for­skrift (om kørsel uden vand) kunne finde anven­delse og modsat Byret­ten fandt Lands­ret­ten ikke, at bili­sten havde udvist grov uagtsom­hed, og han fik derfor medhold i, at også skaden på moto­ren var forsikringsdækket.

Kommen­tar:
Sagen er prin­ci­piel fordi skil­le­li­nien mellem (objek­tive) sikker­heds­for­skrif­ter og afvær­ge­for­an­stalt­nin­ger ofte giver anled­ning til uenig­hed, hvil­ket mange kendel­ser fra Anke­næv­net for Forsik­ring viser. Selska­berne kan efter dommen ikke med henvis­ning til bestem­mel­sen om “kørsel uden vand eller olie” afvise dækning for følge­ska­der på bl.a. motor, medmin­dre de kan føre bevis for, at deres kunde i den konkrete situ­a­tion har hand­let groft uagtsomt.

Kommen­ta­rer og spørgs­mål til sagen kan rettes til advo­kat Karsten Høj, der førte sagen for bilisten.