Elmer & Partneres henvendelse til Folketingets Retsudvalg m.fl. med kritik af og spørgsmål til lovforslag om ny forældelseslov. Katastrofale forringelser for særligt arbejdsskadede

Til Folke­tin­gets rets­ud­valg og Folke­tin­gets arbejds­mar­keds­ud­valg.

Vedrø­rende:
Forslag til Foræl­del­ses­lov (L 165 og L 166). Loven vil medføre kata­stro­fale forrin­gel­ser for skade­lidte i almin­de­lig­hed og for ofre for arbejds­ska­der i særde­les­hed — anmod­ning om fore­træde for udval­get.

1. Indled­ning
Under­teg­nede to advo­ka­ter, der i mange år har ført og til stadig­hed fører i hund­red­vis af sager om erstat­ning til skade­lidte, herun­der folk der rammes af arbejds­ska­der, vil gerne gøre opmærk­som på, at de frem­satte lovfor­slag (nr. 165 og 166) vil medføre vold­somme forrin­gel­ser af navn­lig de arbejds­ska­de­des rets­stil­ling. Forsla­get vil betyde, at den i dag gældende 20-årige frist for de arbejds­ska­dede bliver redu­ce­ret til 3 år, og at retten til at føre rets­sag om en forkert afgø­relse truf­fet af arbejds­ska­de­myn­dig­he­derne uden nogen tids­frist bliver erstat­tet af en 1‑årsfrist, med store udgif­ter for de skade­lidte, der i forvejen er hårdt ramte og ressour­cesvage, til følge.

2. Gene­relt
Forsla­gets gene­relle ønske om at profes­sio­nelle erhvervs­dri­vende skal handle hurti­gere, end de gældende regler fore­skri­ver, er forstå­e­ligt, og en 3‑årsfrist er i den hense­ende af mange grunde anven­de­lig, men ved at gøre denne frist univer­sel bety­der det at også ofrene for skade­gø­rende hand­lin­ger — som man med forsla­get i øvrigt ønsker særligt at tilgo­dese ved at indføre en 30-års undta­gel­ses­frist — bliver under­lagt en gene­rel 3‑årsfrist. Dette fore­kom­mer at være ufor­stå­e­ligt og meget lidt gennemtænkt i rela­tion til skade­lidte og særligt de arbejds­ska­dede. Loven er endvi­dere uklar i rela­tion til hvor­når begyn­del­ses­tids­punk­tet for 3‑årsfristen for en arbejds­skade i almin­de­lig­hed skal regnes fra og dermed hvor­når et krav er foræl­det.

3. Uigen­nemtænkt
Vi har gennem­læst betænk­nin­gen, der danner baggrund for lovfor­sla­get, og kan på betænk­nin­gens mange sider kun se proble­ma­tik­ken om arbejds­ska­der omtalt ganske få steder – (side 66 og side 169) De pågæl­dende steder er alene nævnt som et eksem­pel på “kritik af de gældende regler”, en Højeste­rets­dom (U.2000.19H). Det frem­går ikke af hvem kritik­ken er rejst, men da den pågæl­dende dom afvi­ste myndig­he­der­nes syns­punkt om, at en sag skulle være foræl­det efter alle­rede 5 år, må vi formode, at kritik­ken er rejst af forsik­rings­sel­ska­ber. I selve lovfor­sla­get (L 165) er proble­ma­tik­ken heller ikke særskilt nævnt, men i lovfor­sla­get om konse­kvens­æn­drin­gerne (L 166) er det nævnt under bemærk­nin­ger til § 21. Lovfor­sla­get vil ganske enkelt betyde, at de arbejds­ska­de­lidte, der ikke inden 3 år har anmeldt skaden, for evigt mister mulig­he­den for at få erstat­ning uanset, hvor klart det end måtte være, at de har været udsat for en arbejds­skade og har erstat­nings­be­ret­ti­gende følger, (medmin­dre de kan opfylde de ganske snævre undta­gel­ses­be­tin­gel­ser.)

4. Uklart hvor­når begyn­del­ses­tids­punk­tet for følgerne efter en arbejds­skade er
Af lovfor­sla­gets § 2, stk.4 frem­går at begyn­del­ses­tids­punk­tet for skader ”uden for kontrakt­s­for­hold” – (og dermed ikke for arbejds­ska­der) – er skades­tids­punk­tet. Dette begyn­del­ses­tids­punkt er i sig selv over­or­dent­ligt indgri­bende for de mange skade­lidte, der – eksem­pel­vis i forbin­delse med forsøg på arbejds­plads­fast­hol­delse – ikke har noget løntab før flere år efter skaden, men bestem­mel­sen skal jo ikke gælde i rela­tion til arbejds­ska­desik­rings­lo­ven. (Konse­kvens: For samme skade – eksem­pel­vis rygskade efter tungt løft — vil derfor have ét begyn­del­ses­tids­punkt i forhold til krav efter erstat­nings­ansvars­lo­ven (krav uden for kontrakt) og et andet i rela­tion til krav efter arbejds­ska­desik­rings­lo­ven.) Begyn­del­ses­tids­punk­tet for en arbejds­skade må jo så være hoved­reg­len i § 2, stk. 1 ”det tidlig­ste af de tids­punk­ter fra hvil­ket fordrings­have­ren kunne kræve at få fordrin­gen opfyldt”? En arbejds­ska­det kan ikke kræve at få udbe­talt nogen af lovens poster (godt­gø­relse for varigt men, behand­lings­ud­gif­ter eller erstat­ning for tab af erhverv­sevne) før arbejds­ska­de­myn­dig­he­derne har truf­fet afgø­relse. Da en arbejds­ska­det endvi­dere ikke kan få godt­gø­relse for svie- og smerte og ej heller kan få dækket det umid­del­bare indtægtstab efter arbejds­ska­desik­rings­lo­ven, er det såle­des ualmin­de­ligt vanske­ligt på baggrund af hoved­reg­len i § 2, stk. 1 at kort­lægge, hvor­når 3‑årsfristen skal løbe fra og dermed, hvor­når en stæv­ning til ende­lig afbry­delse af foræl­del­ses­fri­sten efter en afgø­relse senest skal indgi­ves.

5. Foræl­del­ses­frist på 3 år efter­la­der tusind­vis med tab
Når henses til, at det efter den oven­for nævnte Højeste­rets­dom (U.2000.19H) viste sig, at langt over 1000 havde fået afvist deres sag — fejl­ag­tigt — fordi den var anmeldt mere end 5 år efter skaden, må det anses for oplagt, at lovfor­sla­get om 3‑årsfrist alle­rede af den grund vil medføre, at tusind­vis af arbejds­ska­dede, vil miste erstat­nin­ger, som de ellers ville være beret­ti­get til.

6. Søgs­måls­frist
Ved lovfor­sla­get om en “tillægs­frist” på 1 år fra, der er truf­fet afgø­relse af den admi­ni­stra­tive myndig­hed, jf. § 21, stk. 1, indfø­res reelt en søgs­måls­frist, idet skade­lid­tes krav efter udløb af fristen er fortabt, medmin­dre der er anlagt rets­sag. En sådan søgs­måls­frist afvi­ste forligs­par­ti­erne bag Arbejds­ska­dere­for­men i 2003 imid­ler­tid at indføre, jf. bemærk­nin­gerne til arbejdsskadereform-lovforslaget, side 30, venstre spalte, fordi parti­erne bag refor­men lagde “… vægt på at fast­holde den høje rets­sik­ker­hed, der i dag er i arbejds­ska­de­sy­ste­met”. Konse­kven­serne af denne 1‑årsfrist er fuld­stæn­dig uunder­søgte og uomtalte i både betænk­nin­gen og lovfor­sla­get. Det må forven­tes, at en stor mængde af sagerne vil blive indbragt for domsto­lene alene fordi kravet ellers fryg­tes at være fortabt. Til illu­stra­tion kan nævnes, at på patientska­de­om­rå­det (hvor man har en søgs­måls­frist) bliver mellem 5–8 % af Patientska­de­an­ke­næv­nets afgø­rel­ser indbragt for domsto­lene, hvil­ket over­ført på arbejds­ska­de­om­rå­det vil svare til ca. 800 rets­sa­ger om året mod i dag 70–80, idet mæng­den af arbejds­ska­desa­ger, der indbrin­ges for i dag domsto­lene, er under 1 %. Det er efter vores opfat­telse sand­syn­ligt, at denne forskel i vidt omfang må tilskri­ves, at der ikke gælder nogen frist for at indbringe afgø­rel­ser for domsto­lene på arbejds­ska­de­om­rå­det; at man har længere tid til at over­veje et sags­an­læg herun­der at indhente supple­rende oplys­nin­ger og navn­lig, at man kan lade sager afvente lignende sagers forløb i rets­sy­ste­met. Udover at en søgs­måls­frist vil forøge pres­set på domstols­sy­ste­met, vil det medføre store omkost­nin­ger for den enkelte skade­lidte, der på grund af den korte tids­frist, vil være nødsa­get til at søge advo­kat­bi­stand og ofte dernæst være nødsa­get til at anlægge rets­sag for at afbryde foræl­del­ses­fri­sten.

7. Mange forkerte arbejds­ska­de­af­gø­rel­ser
Særligt arbejds­ska­de­om­rå­det har været præget af mange forkerte myndig­heds­af­gø­rel­ser. I talrige tilfælde har myndig­he­derne fortol­ket regler imod den skade­lidte og først ændret sin prak­sis efter, at Højeste­ret har afsagt dom. Som eksemp­ler fra de sene­ste 10 år kan nævnes: — forkert anven­delse af bevis­byr­de­reg­len ved konkur­re­rende skadesår­sa­ger (U.1997.1478H og U.1998.1627H). — forkert anven­delse af “slået-ud-erstatninger” (U.1999.1233H). — forkert anven­delse af foræl­del­ses­reg­lerne (U.2000.19H). — forkert anven­delse af prin­cip­perne om midler­ti­dig erstat­ning for erhverv­sev­ne­tab (U.2002.730H og U.2003.47H). — forkert anven­delse af reglerne om erstat­ning for erhverv­sev­ne­tab til skade­lidte, der efter en arbejds­skade kommer i fleksjob (U.2004.867H). — forkert anven­delse af reglerne om genop­ta­gelse efter 5 år (U.2005.2451H). — forkert anven­delse af virk­nings­tids­punk­tet ved forvalt­nings­ret­lig genop­ta­gelse (U.2006.1444H). I alle oven­nævnte sager har det efter­føl­gende været omdis­ku­te­ret, hvor­vidt skade­lidte, der havde fået afgjort en sag efter samme — forkerte prak­sis — ville have ret til genbe­hand­ling af sagerne efter de korrekte prin­cip­per. Med forsla­get vil de skade­lidte i tilsva­rende situ­a­tio­ner, for at være på den sikre side og ikke være over­ladt til myndig­he­der­nes egen opfat­telse, være nødt til at anlægge rets­sag (inden udløb af tillægs­fri­sten på 1 år). Selv for profes­sio­nelle rådgi­vere som os, skal der “meget is i maven” til ikke at anbe­fale sags­an­læg og dermed væsent­ligt forø­gede omkost­nin­ger.

8. Eksem­pel
For at illu­strere proble­merne vedlæg­ger vi et eksem­pel på et skades­for­løb med spørgs­mål.

9. Forslag
Krav om erstat­ning for personskade (både i og uden­for kontrakt) bør under­gi­ves samme 5‑årige frist som fordrin­ger, der hidrø­rer fra ansæt­tel­ses­for­hold (§ 4). Det forhold at en skade­lidt tidligt i forlø­bet har et muligt mindre krav på f.eks. et lille mén eller beskedne behand­lings­ud­gif­ter, bør ikke nødven­dig­gøre, at et sent opstået stort krav på erhverv­sev­ne­tab­ser­stat­ning (ofte er det først nogle år efter skaden at det viser sig pågæl­dende ikke kan bevare sin tilknyt­ning til arbejds­mar­ke­det) skal under­læg­ges en meget kort frist. En frist for indbrin­gelse af arbejds­ska­de­myn­dig­he­der­nes afgø­relse bør være i hvert fald 3 år. Den arbejds­ska­de­lidte må jo netop regne med, at myndig­he­derne træf­fer en korrekt afgø­relse, og det derfor først er efter at afgø­rel­sen er truf­fet, at den pågæl­dende kan begynde at indhente vurde­rin­ger; alter­na­tive bevis­lig­he­der m.v.

10. Fore­træde for udval­get
Vi vil meget gerne uddybe og doku­men­tere oven­nævnte med fore­træde for udval­get, og vi forven­ter at kunne gøre det på en halv time.

Kopi af nærvæ­rende er samti­dig hermed sendt til Justits­mi­ni­ste­riet og Beskæf­ti­gel­ses­mi­ni­ste­riet.

Med venlig hilsen
Karsten Høj og Søren Kjær Jensen

BILAG:
Eksem­pel på en arbejds­ska­desag med spørgs­mål vedrø­rende foræl­delse og indbrin­gelse for domsto­lene A får en rygskade 1.2.2008, da en beboer under sit arbejde synker sammen i knæene med en plud­se­lig belast­ning og smer­ter til følge. Skaden anmel­des internt til arbejds­gi­ver, men denne sender ikke anmel­del­sen videre til arbejds­ska­de­for­sik­rings­sel­ska­bet. A har enkelte syge­dage det næste år – håber at generne går væk, og noget bliver bedre de næste måne­der, men efter ca. 2 år har hun stadig gener ved rygbe­la­stende arbejde. Hun er af sin arbejds­gi­ver blevet skånet for rygbe­la­stende arbejde, så hun klarer arbej­det uden lønned­gang indtil hun 2 år efter skaden (1.1.2010) efter længere peri­o­der med syge­dage bliver afske­di­get. Efter en peri­ode på syge­dag­penge sendes hun 1.2.2011 i arbejds­prøv­ning og får med virk­ning fra 1.5.2011 et job med bety­de­lig lønned­gang (30 %) til følge. Hun får nu sendt anmel­delse ind 1.6.2011 og arbejds­ska­de­myn­dig­he­derne påbe­gyn­der sags­be­hand­lin­gen. Spørgs­mål: 1.1: Er hendes even­tu­elle krav på godt­gø­relse for varigt men og erstat­ning for erhverv­sev­ne­tab foræl­det da hun anmel­der skaden 1.6.2011? 1.2 Hvis hun har haft behand­lings­ud­gif­ter for 500 kr. for f.eks. fysi­o­te­rapi, smer­testil­lende medi­cin eller andet d. 1.3.2008 (en måned efter skaden) er alle krav efter loven så foræl­det, eller er alene krav på (even­tu­elt de oprin­de­lige) behand­lings­ud­gif­ter foræl­det, da skaden anmel­des 1.6.2011? (hvil­ken dato ligger mere end 3 år efter behand­lings­ud­gif­ten, men før 3 år fra den perma­nente lønned­gang) 1.3. Hvis Arbejds­ska­desty­rel­sen træf­fer afgø­relse om at skaden er foræl­det eller at man ikke vil dispen­sere fra den 1‑årige anmel­de­frist og denne afgø­relse tiltræ­des af Anke­sty­rel­sen den 1.6.2012, hvor­når er så sene­ste frist for, at denne afgø­relse indbrin­ges for domsto­lene? 1.4. Hvis Arbejds­ska­desty­rel­sen reali­tets­be­hand­ler sagen (finder at der skal dispen­se­res fra anmel­de­fri­sten) og dernæst træf­fer afgø­relse om 25 % erhverv­sev­ne­tab den 1.6. 2012, og denne afgø­relse ankes og Anke­sty­rel­sen dernæst træf­fer afgø­relse om 15 % erhverv­sev­ne­tab den 1.6.2013 – hvor­når er så sene­ste frist for at denne afgø­relse om stør­rel­sen af erhverv­sev­ne­ta­bet indbrin­ges for domsto­lene? 1.5. Hvis skade­lidte umid­del­bart før Anke­sty­rel­sen træf­fer sin afgø­relse får tilkendt pension, og skade­lidte mener dette skyl­des arbejds­ska­den, og Anke­sty­rel­sen i sin afgø­relse finder, at hun burde kunne arbejde stort set som før uafhæn­gigt af hvad pensionsmyn­dig­he­derne vurde­rer — hvor­når er så sene­ste frist for at denne afgø­relse om stør­rel­sen af erhverv­sev­ne­ta­bet indbrin­ges for domsto­lene?

KONTAKT

Find os her