En arbejdsgiver forsøgte at komme igennem med at bortvise en medarbejder, fordi medarbejderen ikke havde fulgt op på en sygemelding. Det afviste Østre Landsret. Endnu engang er det fastslået, at det er arbejdsgiverens ansvar at bede om dokumentation, hvis det bestrides, at fraværet er lovligt

Medar­bej­de­ren forlod arbejds­plad­sen den 8. januar 2012 under henvis­ning til sygdom. Den 26. januar 2012 blev hun indkaldt til en mulig­heds­sam­tale den 30. januar 2012. Først den 4. februar 2012, efter samta­len, blev hun bortvist.

Bort­vis­nin­gen var begrun­det med mang­lende meddel­else om fravæ­ret og mislig­hol­delse med hensyn til at sikre sig, at en anden medar­bej­der udførte arbejds­funk­tio­nerne under fravæ­ret. Under rets­sa­gen blev det bestridt, at medar­bej­de­ren havde været syg og havde lovligt forfald.

I forbin­delse med ankesa­gen blev det yder­li­gere anført, at bort­vis­nin­gen var beret­ti­get på grund af en af medar­bej­de­ren udvist illoy­a­li­tet over for ledel­sen. Det afvi­ste retten som et nyt anbringende.

*

Det blev lagt til grund, at arbejds­gi­ve­ren den 8. januar 2012 blev bekendt med, at medar­bej­de­rens begrun­delse for fravæ­ret var sygdom. Arbejds­gi­ve­ren havde ikke forud for bort­vis­nin­gen bestridt, at fravæ­ret var lovligt eller anmo­det om en læge­er­klæ­ring til doku­men­ta­tion for lovligt fravær.

Lands­ret­ten afvi­ste, at bort­vis­ning var en beret­ti­get sank­tion. Ved den vurde­ring lagde retten vægt på, at arbejds­gi­ve­ren ikke havde bort­vist medar­bej­de­ren uden ugrun­det ophold efter den påstå­ede misligholdelse.

Med dommen er det endnu en gang fast­slået, at en arbejds­gi­ver ikke kan tøve med at gøre mislig­hol­del­ses­be­fø­jel­ser gældende. Arbejds­gi­ve­ren bærer den fulde risiko ved at vente. Hvis arbejds­gi­ve­ren bestri­der, at fravæ­ret er lovligt, skal arbejds­gi­ve­ren bede om doku­men­ta­tion. Tøver arbejds­gi­ve­ren også her, lægges medar­bej­de­rens forkla­ring til grund.

Lands­ret­ten gav medar­bej­de­ren medhold i kravet om erstat­ning svarende til løn i opsi­gel­ses­pe­ri­o­den, samt efter­be­ta­ling af mang­lende feri­e­godt­gø­relse. Medar­bej­de­ren fik medhold i den ubestridte påstand om, at den mang­lende feri­e­godt­gø­relse skulle forren­tes med 1,5% pr. påbe­gyndt måned efter feri­e­lovens § 28, der vedrø­rer forrent­ning ved for sen indbe­ta­ling til FerieKonto.

Byret­ten var nået til samme resultat.