En lussing mellem to kolleger afgivet i fritiden uden tilknytning til arbejdet, er ikke tilstrækkeligt til en bortvisning

Vestre Lands­rets dom af 12. maj 2009
En kasseas­si­stent F i en Føtex-forretning blev bort­vist, efter at F til en privat fest havde givet en kollega en lussing. Lussin­gen var forår­sa­get af, at F var blevet sur på kolle­gaen, fordi denne havde fortalt F’s nuvæ­rende kære­ste, at F og kolle­gaen tidli­gere havde været sammen.

Da F mødte på arbej­det om manda­gen, blev han kaldt ind på chefens kontor, hvor han modtog en på forhånd skre­vet bort­vis­nings­skri­velse, som han blev bedt om at skrive under. Beslut­nin­gen om bort­vis­nin­gen var truf­fet på baggrund af en ensi­dig forkla­ring om episo­den fra kolle­gaen. F ville ikke skrive under, idet der stod, at han havde udøvet “grov vold”. Chefen slet­tede ordet “grov”, hvor­ef­ter han truede med sags­an­læg, hvis ikke F skrev under, hvil­ket han derfor gjorde.

Der blev nedlagt påstand om beta­ling af erstat­ning efter funk­tio­nær­lovens § 3 og godt­gø­relse efter funk­tio­nær­lovens § 2b for usag­lig opsi­gelse. Sagsøgte påstod frifin­delse, idet der efter sagsøg­tes opfat­telse havde været samar­bejds­pro­ble­mer mellem F og kolle­gaen.

Føtex (Dansk Super­mar­ked) blev dømt til at aner­kende, at bort­vis­nin­gen ikke havde været beret­ti­get, da volden havde fundet sted under private former uden tilknyt­ning til arbej­det, hvor­i­mod det havde været beret­ti­get at opsige F.

Retten fandt det ikke tilstræk­ke­ligt bevist, at der blev slået med knyt­tet hånd. Retten fandt det deri­mod bevist, at F ikke fik lejlig­hed til at udtale sig, inden beslut­nin­gen om bort­vis­ning blev truf­fet.

Sagen blev anket til Vestre Lands­ret, der i lighed med byret­ten lagde vægt på, at den udøvede vold havde fundet sted under private former uden tilknyt­ning til arbej­det. Dette kunne ikke i sig selv betrag­tes som en så væsent­lig mislig­hol­delse af ansæt­tel­ses­for­hol­det, at det havde været beret­ti­get at bort­vise F. Der var altså ikke tale om mislig­hol­delse. Da volden var begået efter forud­gå­ende samar­bejds­van­ske­lig­he­der mellem F og kolle­gaen, var der rime­lig grund til at opsige F.

Det har spil­let en stor rolle ved vurde­rin­gen af bort­vis­nin­gens beret­ti­gelse, at beslut­nin­gen herom er truf­fet uden, at F havde mulig­hed for at udtale sig og give sin version af episo­den. Når den stren­ge­ste af alle ansæt­tel­ses­ret­lige sank­tio­ner skal brin­ges i anven­delse, er det væsent­ligt for beret­ti­gel­sen heraf, at parten har haft lejlig­hed til at frem­komme med sin vurde­ring.

Deru­d­over er det af væsent­lig betyd­ning for sagens resul­tat, at kolle­gaen optrå­dte provo­ke­rende op til lussin­gens afgi­velse.
Konse­kven­sen af dommen er, at medar­bej­dere ikke alene skal optræde loyalt og passende på arbejds­plad­sen, men også i friti­den, uanset hændel­sen ikke har tilknyt­ning til arbejds­plad­sen.

Man kan ikke sige, at parts­hø­rings­prin­cip­pet som på det offent­lige område er lovfæ­stet i forvalt­nings­lo­vens § 19, kan udstræk­kes til at gælde på det private område, men det vil have bevis­mæs­sig betyd­ning i rela­tion til vurde­rin­gen af den ansæt­tel­ses­ret­lige sank­tion som arbejds­gi­ve­ren har valgt, at han ikke forin­den beslut­nin­gen blev truf­fet have hørt F’s version af sagen.

Nærmere oplys­nin­ger om sagen kan fås hos advo­kat­fuld­mæg­tig Chri­stina Nøhr Lørrits, Elmer & Part­nere, på tlf. 33 67 67 67.