Denne sag er et ganske illustrativt eksempel på, at en person godt kan være berettiget til erhvervsevnetabserstatning, selvom den umiddelbare årsag til forværringen af de erhvervsmæssige forhold skyldes lidelser, der ikke er arbejdsbetingede. I denne sag var der således tale om et samlet rygmén på 12 %, hvor den oprindelige skade havde ført til godtgørelse for knap halvdelen (5 %), og hvor der nu efterfølgende er tilkendt erhvervsevnetabserstatning svarende til 25 %.
En kvindelig bankfuldmægtig, der havde været ansat 25 år i samme bank, var i 2003 udsat for en rygskade, der medførte godtgørelse svarende til 5 % varigt mén i form af rygsmerter. Kvinden fortsatte i sit arbejde, men med væsentlige skånehensyn og uden nedgang i løn.
Efter nogle år fik hun imidlertid forværring af sine ryggener. Hun tilskrev forværringen den anerkendte arbejdsskade, men det viste sig efterfølgende, at de konkurrerende ryggener var opstået uafhængigt af den anerkendte arbejdsskade.
Den samlede rygtilstand medførte, at hun ikke længere kunne arbejde som før og måtte gå væsentligt ned i tid og senere ophøre med sit arbejde. Hun søgte herefter genoptagelse af arbejdsskadesagen. Arbejdsskademyndighederne afviste imidlertid at genoptage såvel ménet som erhvervsevnetabserstatningen med henvisning til, at forværringen skyldtes forhold, der ikke var begrundet i arbejdsskaden.
Arbejdsskadestyrelsen (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) havde afslået at genoptage spørgsmålet om erhvervsevnetabserstatning i juli 2010. Denne afgørelse blev herefter indbragt for domstolene, hvor først byretten i juni 2012 dømte Arbejdsskadestyrelsen til at anerkende, at erhvervsevnetabserstatningsspørgsmålet skulle genoptages, idet de erhvervsmæssige forhold var væsentligt forandret, og at ”i hvert fald en del af …” hendes samlede erhvervsevnetab var en følge af arbejdsskaden.
Arbejdsskadestyrelsen ankede dommen til landsretten, men landsretten stadfæstede dommen. Arbejdsskadestyrelsen skulle således træffe en ny afgørelse om erhvervsevnetabserstatning. Ved denne nye afgørelse fra marts 2014 nåede Arbejdsskadestyrelsen frem til det samme resultat som tidligere, og det fremgik, at grundlaget for afgørelsen var de samme akter, der havde været anvendt ved den oprindelige afgørelse om afvisning af genoptagelse fra juli 2010. Afgørelsen blev påklaget til Ankestyrelsen, men tiltrådt af Ankestyrelsen, og det fremgik, at Ankestyrelsen ved sin afgørelse ligeledes havde anvendt de samme akter som tidligere, herunder den samme lægefaglige konsulentvurdering.
Hverken Arbejdsskadestyrelsen eller Ankestyrelsen havde ved den nye vurdering oplyst, hvad det samlede erhvervsevnetab var, og derfor indhentede Finansforbundet, som førte sagen for den bankansatte, en vejledende udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen om det samlede erhvervsevnetab. Dette blev vurderet til at udgøre 65 %.
Retten underkendte herefter Ankestyrelsens nye afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling. Denne dom blev ligeledes påanket, men tiltrådt af landsretten uden dog fortsat at forholde sig til størrelsen af det samlede erhvervsevnetab, eller hvor stor en del der kunne henføres til arbejdsskaden.
Efter landsrettens dom – der således var den anden dom i samme sag – har Ankestyrelsen nu – 1½ år efter dommen – truffet en realitetsafgørelse, hvorefter den tilskadekomne er tilkendt erhvervsevnetabserstatning svarende til 25 % med virkning fra 1. januar 2011.
Kvinden blev således endeligt berettiget erhvervsevnetabserstatning, men det er dog tankevækkende, at sagen har skullet føres to gange ved domstolene – to gange ved landsretten – uden at domstolene selv har fundet det fornødent at tage stilling til et samlet erhvervsevnetab, men blot hjemvist.
Sagen er ført af advokat Søren Kjær Jensen.