Erstatningsnævnet dømt i landsretten. Der skulle dispenseres, selvom der ikke var sket rettidig politianmeldelse

Østre Lands­ret har ved dom af 30. august i år pålagt Erstat­ningsnæv­net at skulle aner­kende, at der er grund­lag for at dispen­sere fra betin­gel­sen i offe­rer­stat­nings­ansvars­lo­vens § 10 om poli­ti­an­mel­delse af den tilska­de­komst, der over­gik en soci­al­pæ­da­gog i januar 2012.

 

Et voldsomt overfald

Soci­al­pæ­da­go­gen blev i 2012 udsat for et over­fald af en patient på et psyki­a­tri­ho­spi­tal. Patien­ten havde Alzhei­mer og var kendt for at være aggres­siv og volde­lig i sin udtryks­form. Patien­ten havde ved over­fal­det truk­ket soci­al­pæ­da­go­gen ud på gangen, skub­bet ham vold­somt og efter­føl­gende taget kvæler­tag på ham.

I samar­bejde med en sikker­heds­re­præ­sen­tant udfyldte han umid­del­bart efter episo­den en beskri­velse af hændel­ses­for­lø­bet og aftalte med sin leder, at skaden skulle anmel­des til politiet.

Han blev heref­ter bragt på skadestuen og hjem­sendt efter knap et døgns ophold, men blev dagen efter på ny indlagt, blandt andet med henblik på yder­li­gere under­sø­gelse af smer­ter i nakken.

 

Overfaldet anmeldt til politiet 2 uger efter

2 uger efter over­fal­det blev episo­den anmeldt til poli­tiet af arbejds­gi­ve­ren. Erstat­ningsnæv­net spurgte arbejds­gi­ve­ren, hvor­for episo­den først var anmeldt efter et par uger, og om det var korrekt, at soci­al­pæ­da­go­gen havde bedt om politianmeldelse.

Arbejds­gi­ve­ren havde i svar til Erstat­ningsnæv­net i decem­ber 2014 forkla­ret, at det var korrekt, at soci­al­pæ­da­go­gen havde bedt om, at der skete poli­ti­an­mel­delse, men nævnte heref­ter at, da en af betin­gel­serne herfor er, ”at hændel­ses­for­lø­bet er udfør­ligt beskre­vet”, og ”da skade­ramte ikke var til stede i afde­lin­gen, har det været vanske­ligt at over­holde fristen på 72 timer”. Man oply­ste endvi­dere, at der er ”ikke i afde­lin­gen en fast proce­dure for sags­gang ved poli­ti­an­mel­delse, så der er gået nogen tid, før arbejds­ska­de­re­gi­stre­rin­gen med tilhø­rende hændel­ses­be­skri­velse er blevet udar­bej­det”.

 

Afvist af Erstatningsnævnet

I marts 2015 traf Erstat­ningsnæv­net afgø­relse om at afslå ansøg­nin­gen, fordi forhol­det ikke var anmeldt til poli­tiet inden 72 timer, og da der ikke var angi­vet tilstræk­ke­lige grunde til at fravige kravet om retti­dig anmeldelse.

Nævnets afgø­relse var dels begrun­det med, at der ikke var oplyst om konkrete indi­vi­du­elle pæda­go­gi­ske hensyn, der skulle tale imod retti­dig poli­ti­an­mel­delse, og dels at det var ”uden betyd­ning, at (offe­ret) bad arbejds­gi­ve­ren om at poli­ti­an­melde hændel­sen, idet (han) i den hense­ende iden­ti­fi­ce­res med arbejds­gi­ve­ren”.


Sagen for byretten

Under byrets­sa­gen forkla­rede soci­al­pæ­da­go­gen i øvrigt, at han inden­for de 72 timer – grun­det en oplys­ning fra en sygeple­jer­ske om vigtig­he­den af poli­ti­an­mel­delse – tillige kontak­tede sin arbejds­gi­ver tele­fo­nisk for at få bekræf­tet, at det ville blive politianmeldt.

Erstat­ningsnæv­nets advo­kat var ikke uenig i, at arbejds­gi­ve­ren var blevet bedt om at fore­stå poli­ti­an­mel­delse, men lagde meget vægt på at det ikke var doku­men­te­ret, at soci­al­pæ­da­go­gen kunne have forvent­ning om, at der ville ske poli­ti­an­mel­delse inden 72 timer, og argu­men­te­rede i øvrigt for at han selv kunne og burde have poli­ti­an­meldt inden­for fristen.

Nævnets advo­kat frem­hæ­vede særligt, at da der var kommet en ny oplys­ning om, at soci­al­pæ­da­go­gen efter opfor­dring fra en sygeple­jer­ske havde kontak­tet arbejds­gi­ve­ren, var der tale om nye oplys­nin­ger, som ikke kunne indgå i bedøm­mel­sen, og hvis de skulle tillæg­ges betyd­ning, måtte det føre til hjem­vis­ning, så Nævnet i givet fald kunne fore­tage en vurde­ring heraf.

Byret­ten nåede frem til, at det ville være af væsent­lig betyd­ning for afgø­rel­sen af sagen, om han havde en sådan forvent­ning om, at poli­ti­an­mel­delse var indgi­vet inden­for fristen, men fandt dernæst at dette ikke var et forhold, som var bedømt og vurde­ret af Erstat­ningsnæv­net, og at sagen derfor skulle hjem­vi­ses til Erstat­ningsnæv­net. Byret­ten ville altså ikke selv fore­tage en sådan bevisvurdering.

 

Landsrettens principielle afgørelse

På vegne SL ankede vi dommen, blandt andet fordi dette spørgs­mål efter vores opfat­telse burde vurde­res af domsto­lene som et helt enkelt bevis­spørgs­mål og ikke hjem­vi­ses til Erstat­ningsnæv­net på ny.

Østre Lands­ret har nu fundet, at Erstat­ningsnæv­net har tolket reglerne for restrik­tivt. Lands­ret­tens afgø­relse tyde­lig­gør, at hvis man med rime­lig­hed er gået ud fra, at en anden (her arbejds­gi­ve­ren) har anmeldt sagen til poli­tiet, så er det en accep­ta­bel grund til, at sagen ikke er blevet poli­ti­an­meldt inden for 72 timer.

 

Kommentarer

Dommen er væsent­lig derved, at den afvi­ser Nævnets syns­punkt om, at offe­ret iden­ti­fi­ce­res med arbejds­gi­ve­ren, når offe­ret og arbejds­gi­ve­ren havde aftalt, at episo­den ville blive anmeldt af arbejds­gi­ve­ren, og afvi­ser et syns­punkt om at offe­ret skulle kunne forud­sætte, at anmel­delse fra arbejds­gi­ve­ren ville ske inden 72 timer.

Deru­d­over er dommen væsent­lig i forhold til det syns­punkt, som ofte frem­fø­res af advo­ka­ter for myndig­he­der, hvis afgø­relse anfæg­tes; nemlig at domsto­lene kan efter­prøve afgø­rel­ser i lyset af, ikke blot de oplys­nin­ger indhen­tet forud for afgø­rel­sen, men tillige de oplys­nin­ger der frem­kom­mer under rets­sa­gen, og selv kan fore­tage rele­vante bevis­vur­de­rin­ger frem­for at hjemvise.

Spørgs­mål kan rettes til Søren Kjær Jensen, der har ført sagen for SL.

Læs Østre Lands­rets dom her.

Down­load nyhed som pdf

Søren Kjær Jensen

Partner

Læs også om