Ved dom af 12. januar 2011 omgjorde Østre Landsret dom fra Københavns Byret, hvor Erstatningsnævnet blev frifundet for at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i en anerkendt voldsoffersag efter et overfald på arbejde.
Ulykken skete, da skadelidte i forbindelse med sit arbejde som ledende sundhedsplejerske blev verbalt overfaldet og herved blev påført en psykisk skade. Arbejdsskadestyrelsen anerkendte skaden som en arbejdsskade, og tilkendte hende senere godtgørelse for varigt mén på 15 %.
Sygeplejersken kunne ikke arbejde som før, blev afskediget – søgte, men fik ikke umiddelbart andet job – og efter nogen tid påbegyndte hun efter en iværksætteruddannelse sit eget firma som coach med en begrænset indtægt i begyndelsen.
Arbejdsskadestyrelsen fastsatte hendes erhvervsevnetab til 15 % med bl.a. den begrundelse, at hun nok havde et mindre tab, fordi hun havde vanskeligt ved at fungere i ledende stillinger, men at hun burde kunne arbejde som sygeplejerske, og at hun ikke havde søgt om hjælp fra kommunen til at udnytte sin sygeplejeuddannelse indenfor andre – ikke psykisk belastende – fagområder og således ikke søgt at begrænse sit tab.
Sagen blev tillige anerkendt efter offererstatningsloven, hvor man udbetalte godtgørelse for svie og smerte og anerkendte erhvervsevnetabet i varigt perspektiv og udbetalte differencekrav for erhvervsevnetab svarende til Arbejdsskadestyrelsens afgørelse i sagen.
Nævnet ville imidlertid ikke erstatte noget tab af arbejdsfortjeneste i perioden frem til erhvervsevnetabsfastsættelsen, da hun ikke havde været sygemeldt i perioden efter hendes løn, for stillingen hun havde på skadestidspunktet, ophørte, og der ikke var årsagssammenhæng mellem hendes indtægtstab og skaden.
Under sagen blev indtægtstabet opgjort som værende forskellen mellem, hvad hun ville have tjent som almindelig sygeplejerske, og hvad hun ville have tjent i sin tidligere stilling til skønsmæssigt 140.000 kr. Der blev således ikke krævet erstatning for det fulde tab; idet det måtte medgives, at der kunne være sket en tabsbegrænsning.
Byretten frifandt Erstatningsnævnet.
Landsretten lagde bl.a. på baggrund af vidneforklaringer og Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om erhvervsevnetab til grund, at skadelidte med fornøden sikkerhed havde godtgjort, at en del af hendes indtægtstab frem til Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om erhvervsevnetab var en følge af den skade, hun pådrog sig ved hændelsen. Landsretten fremhævede samtidig sagens lægelige akter, hvoraf det fremgik, at skadelidte efter overfaldet var trist, indadvendt og grådlabil modsat tidligere og lagde samlet til grund, at overfaldet også i den midlertidige erstatningsperiode var til hinder for, at hun kunne påtage sig samme krævende arbejde som tidligere.
Kommentarer:
Sagens overordnede tema var årsagssammenhæng, herunder hvornår man kan sige, at en skadelidt i væsentligt samme omfang har genoptaget sit arbejde i henhold til erstatningsansvarslovens § 2. Det særlige i denne sag var, at der parterne imellem var enighed om, at skadelidte havde og fortsat har en arbejdsevne. Der var også enighed om, at skadelidte i varigt perspektiv ikke havde den samme arbejdsevne som tidligere.
Landsrettens afgørelse viser, at skadelidte er berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, i situationer, hvor skadelidte fortsat er arbejdsdygtig og fysisk kan arbejde på fuld tid, men psykisk ikke kan bestride samme arbejde – løn og ledelsesmæssigt – som tidligere, hvorved skadelidte har et sikkert indtægtstab som kan erstattes.
Dommen viser samtidig, at selv i situationer hvor skadelidte vælger ikke at søge andre jobs, men i stedet vælger at uddanne sig og opstarte egen virksomhed – med et dårligt økonomisk resultat – fortsat er berettiget til erstatning for det indtægtstab, skadelidte ville have haft, såfremt skadelidte havde genoptaget arbejdet i et mindre indtægtsgivende fuldtidsjob; i hvert fald frem til Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om erhvervsevnetab.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til advokat Søren Kroer på sk@elmer-adv.dk som førte sagen for Dansk Sygeplejeråd.