Erstatningsnævnet dømt til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til voldsoffer

Ved dom af 12. januar 2011 omgjorde Østre Lands­ret dom fra Køben­havns Byret, hvor Erstat­ningsnæv­net blev frifun­det for at betale erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste i en aner­kendt voldsof­fer­sag efter et over­fald på arbejde.

Ulyk­ken skete, da skade­lidte i forbin­delse med sit arbejde som ledende sund­heds­ple­jer­ske blev verbalt over­fal­det og herved blev påført en psykisk skade. Arbejds­ska­desty­rel­sen aner­kendte skaden som en arbejds­skade, og tilkendte hende senere godt­gø­relse for varigt mén på 15 %.

Sygeple­jer­sken kunne ikke arbejde som før, blev afske­di­get — søgte, men fik ikke umid­del­bart andet job — og efter nogen tid påbe­gyndte hun efter en iværk­sæt­ter­ud­dan­nelse sit eget firma som coach med en begræn­set indtægt i begyn­del­sen.

Arbejds­ska­desty­rel­sen fast­satte hendes erhverv­sev­ne­tab til 15 % med bl.a. den begrun­delse, at hun nok havde et mindre tab, fordi hun havde vanske­ligt ved at fungere i ledende stil­lin­ger, men at hun burde kunne arbejde som sygeple­jer­ske, og at hun ikke havde søgt om hjælp fra kommu­nen til at udnytte sin sygeple­jeud­dan­nelse inden­for andre — ikke psykisk bela­stende — fagom­rå­der og såle­des ikke søgt at begrænse sit tab.

Sagen blev tillige aner­kendt efter offe­rer­stat­nings­lo­ven, hvor man udbe­talte godt­gø­relse for svie og smerte og aner­kendte erhverv­sev­ne­ta­bet i varigt perspek­tiv og udbe­talte diffe­ren­ce­krav for erhverv­sev­ne­tab svarende til Arbejds­ska­desty­rel­sens afgø­relse i sagen.

Nævnet ville imid­ler­tid ikke erstatte noget tab af arbejds­fortje­ne­ste i peri­o­den frem til erhverv­sev­ne­tabs­fast­sæt­tel­sen, da hun ikke havde været syge­meldt i peri­o­den efter hendes løn, for stil­lin­gen hun havde på skades­tids­punk­tet, ophørte, og der ikke var årsags­sam­men­hæng mellem hendes indtægtstab og skaden.

Under sagen blev indtægtsta­bet opgjort som værende forskel­len mellem, hvad hun ville have tjent som almin­de­lig sygeple­jer­ske, og hvad hun ville have tjent i sin tidli­gere stil­ling til skøns­mæs­sigt 140.000 kr. Der blev såle­des ikke krævet erstat­ning for det fulde tab; idet det måtte medgi­ves, at der kunne være sket en tabs­be­græns­ning.

Byret­ten frifandt Erstat­ningsnæv­net.

Lands­ret­ten lagde bl.a. på baggrund af vidne­for­kla­rin­ger og Arbejds­ska­desty­rel­sens afgø­relse om erhverv­sev­ne­tab til grund, at skade­lidte med fornø­den sikker­hed havde godt­gjort, at en del af hendes indtægtstab frem til Arbejds­ska­desty­rel­sens afgø­relse om erhverv­sev­ne­tab var en følge af den skade, hun pådrog sig ved hændel­sen. Lands­ret­ten frem­hæ­vede samti­dig sagens læge­lige akter, hvoraf det frem­gik, at skade­lidte efter over­fal­det var trist, indad­vendt og gråd­la­bil modsat tidli­gere og lagde samlet til grund, at over­fal­det også i den midler­ti­dige erstat­nings­pe­ri­ode var til hinder for, at hun kunne påtage sig samme krævende arbejde som tidli­gere.

Kommen­ta­rer:
Sagens over­ord­nede tema var årsags­sam­men­hæng, herun­der hvor­når man kan sige, at en skade­lidt i væsent­ligt samme omfang har genop­ta­get sit arbejde i henhold til erstat­nings­ansvars­lo­vens § 2. Det særlige i denne sag var, at der parterne imel­lem var enig­hed om, at skade­lidte havde og fort­sat har en arbejd­s­evne. Der var også enig­hed om, at skade­lidte i varigt perspek­tiv ikke havde den samme arbejd­s­evne som tidli­gere.

Lands­ret­tens afgø­relse viser, at skade­lidte er beret­ti­get til erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste, i situ­a­tio­ner, hvor skade­lidte fort­sat er arbejds­dyg­tig og fysisk kan arbejde på fuld tid, men psykisk ikke kan bestride samme arbejde — løn og ledel­ses­mæs­sigt — som tidli­gere, hvor­ved skade­lidte har et sikkert indtægtstab som kan erstat­tes.

Dommen viser samti­dig, at selv i situ­a­tio­ner hvor skade­lidte vælger ikke at søge andre jobs, men i stedet vælger at uddanne sig og opstarte egen virk­som­hed – med et dårligt økono­misk resul­tat – fort­sat er beret­ti­get til erstat­ning for det indtægtstab, skade­lidte ville have haft, såfremt skade­lidte havde genop­ta­get arbej­det i et mindre indtægts­gi­vende fuld­tidsjob; i hvert fald frem til Arbejds­ska­desty­rel­sens afgø­relse om erhverv­sev­ne­tab.

Even­tu­elle spørgs­mål kan rettes til advo­kat Søren Kroer på sk@elmer-adv.dk som førte sagen for Dansk Sygeple­je­råd.