Følger efter lægemiddelskade gav ret til en højere erstatning. Lægemiddelskade-ankenævnet dømt.

Resume:
I dom af 3. juli 2009 har Østre Lands­ret dømt Læge­mid­delska­de­an­ke­næv­net til at aner­kende, at følgerne efter aner­kendt læge­mid­delskade var mere omfat­tende og giver ret til højere godt­gø­relse for varigt mén og erstat­ning for tab af erhverv­sevne.

Sagens faktum:
En 35-årig mand fik tilbage i 1996 behand­ling for tyktarms­be­tæn­delse med læge­mid­let pred­ni­so­lon. Efter et lang­va­rigt forløb blev det fast­slået, at behand­lin­gen med pred­ni­so­lon havde medført nekrose (celle- og vævs­død) af begge hofter med den konse­kvens, at han blev opere­ret og fik indsat to kunstige hofte­led. Det blev af Patient­for­sik­rin­gen og senere af Læge­mid­delska­de­an­ke­næv­net aner­kendt, at der var tale om en bivirk­ning til det anvendte læge­mid­del, der var mere omfat­tende, end hvad den pågæl­dende med rime­lig­hed måtte tåle, og dermed var følgerne af den medi­cin­ske behand­ling erstat­nings­be­ret­ti­gende.

Læge­mid­delska­de­an­ke­næv­net fast­satte en skøns­mæs­sig godt­gø­relse for svie og smerte (bl.a. fordi der ikke skulle beta­les for selve grund­syg­dom­men), et varigt mén på 20 % og afvi­ste samti­dig erstat­ning for erhverv­sev­ne­tab; bl.a. med henvis­ning til grund­li­del­sen og andre konkur­re­rende lidel­ser. Det var heller ikke åben­bart, at indtje­nin­gen i den selv­stæn­dige restau­ra­tions­virk­som­hed, som han drev, både forud for og efter skaderne var indt­rådt, var blevet lavere. Afgø­rel­sen blev indbragt for Østre Lands­ret med krav om fast­sæt­telse af et tidli­gere skades­tids­punkt, senere statio­nær­tids­punkt, højere mén og ret til erstat­ning for tab af erhverv­sevne. Under den meget lang­va­rige forbe­re­delse af sagen skete der fore­læg­gelse for Retslæ­ge­rå­det i flere omgang, og der blev indhen­tet en vejle­dende udta­lelse fra Arbejds­ska­desty­rel­sen om mén og erhverv­sev­ne­tab, jf. erstat­nings­ansvars­lo­ven § 10. Arbejds­ska­desty­rel­sen vurde­rede de varige følger efter indsæt­telse af to kunstige hofte­led til en méngrad på 25 %, og de fandt, at skaden kunne begrunde et erstat­nings­gi­vende erhverv­sev­ne­tab på 15 % ud af et samlet tab på 35 %.

Resul­tat:
Østre Lands­ret når i dommen frem til, at der ikke er grund­lag for at fast­sætte skades­tids­punk­tet eller statio­nær­tids­punk­tet ander­le­des end fast­sat af Læge­mid­delska­de­an­ke­næv­net. Deri­mod tilken­des en yder­li­gere godt­gø­relse for svie og smerte med 10.000 kr., méngra­den forhø­jes med 5 % til 25 %, og der tilken­des ret til erstat­ning for 15 % erhverv­sev­ne­tab. Hvad angår erstat­ning for tab af erhverv­sevne vil sagen heref­ter blive henvist til Patient­for­sik­rin­gen med henblik på fast­sæt­telse af erstat­nin­gen (årsløn­nen).

Kommen­tar:
Læge­mid­delska­de­an­ke­næv­net har meddelt, at dommen ikke bliver anket til Højeste­ret.

Dommen viser, at det er muligt at få ændret på Læge­mid­delska­de­an­ke­næv­nets afgø­rel­ser, og det samme gælder Patientska­de­an­ke­næv­nets afgø­rel­ser, hvis det under rets­sa­gens forbe­re­delse lykkes at frem­bringe væsent­lige nye oplys­nin­ger, der under­byg­ger, at afgø­rel­sen ikke er korrekt. I nærvæ­rende sag har Arbejds­ska­desty­rel­sens vejle­dende udta­lelse, jf. erstat­nings­ansvars­lo­vens § 10, sammen med sagens øvrige oplys­nin­ger været af afgø­rende betyd­ning for, at Østre Lands­ret dømmer Anke­næv­net til at aner­kende ret til en højere erstat­ning end oprin­de­ligt tilkendt. Særligt hvad angår vurde­rin­gen af varigt mén og erhverv­sev­ne­tab, var det afgø­rende sand­syn­lig­vis, at Arbejds­ska­desty­rel­sen havde haft et bedre og mere fyldest­gø­rende grund­lag for deres vurde­ring, end det grund­lag, Anke­næv­net havde, da de traf afgø­rel­sen.

Spørgs­mål om dommen kan rettes til advo­kat Karsten Høj, der førte sagen for patien­ten.

Advokat Karsten Høj

Karsten Høj

Partner

Direkte: +45 3367 6785