Forflyttelse var en forvaltningsakt

Højeste­ret har den 6. decem­ber d.å. truf­fet afgø­relse i en prin­ci­piel sag mellem Danmarks Lærer­for­e­ning og Sønder­borg Kommune. Sagen angik spørgs­må­let om, hvor­vidt forflyt­tel­sen af en tjene­ste­mands­an­sat lærer inden for hendes tjene­ste­sted var en tjene­ste­be­fa­ling, som ikke var omfat­tet af afgø­rel­ses­be­greb i forvalt­nings­lo­vens § 2, eller afgø­relse der forud­satte en forud­gå­ende parts­hø­ring og efter­føl­gende begrun­delse. Baggrun­den var følgende. En tjene­ste­mands­an­sat lærer havde forret­tet tjene­ste 27 år på samme skole og blev på baggrund af en indbe­ret­ning fra skole­le­de­ren flyt­tet 3 km til en nærlig­gende skole. Hun bibe­holdte samme løn og øvrige ansæt­tel­ses­vil­kår. Forflyt­tel­sen var begrun­det i samar­bejds­pro­ble­mer, som af skole­le­de­ren blev angi­vet at stamme fra den pågæl­dende lærer. Et fler­tal på 5 ud af 7 højeste­rets­dom­mere lagde til grund, at der var tale om en afgø­relse i medfør af forvalt­nings­lo­vens § 2, såle­des, at der forud for forflyt­tel­sen burde have været parts­hø­ring i medfør af forvalt­nings­lo­ven § 19, lige­som afgø­rel­sen burde have været begrun­det i medfør af forvalt­nings­lo­vens § 24. Højeste­ret mente dog ikke, at der var pligt til en vide­re­gå­ende parts­hø­rings­pligt end den, der er omfat­tet af forvalt­nings­lo­vens § 19. Der blev ikke tilkendt nogen kompen­sa­tion, idet Højeste­ret lagde vægt på, at den pågæl­dende ikke havde lidt noget økono­misk tab, og fordi der ikke forelå sådanne kræn­kende omstæn­dig­he­der, at dette kunne begrunde kompen­sa­tions­be­lø­bet. Afgø­rel­sen fra Højeste­ret er på linje med en forud­gå­ende udta­lelse fra Folke­tin­gets Ombuds­mand og er udtryk for, at Højeste­ret har givet medhold i en udvi­det forstå­else af afgø­rel­ses­be­gre­bet.

Henven­del­ser om sagen kan rettes til advo­kat Peter Breum, der førte sagen for Danmarks Lærer­for­e­ning.

Peter Breum

Partner

Direkte: +45 3367 6780