Centrale forhandlinger kan suspendere forældelse for tjenestemænds konkrete krav

Østre Lands­ret har ved dom af 3. februar 2016 i et omfat­tende grup­pe­søgs­mål, der omfat­tede ca. 800 stats­lige tjene­ste­mænd, frifun­det Moder­ni­se­rings­sty­rel­sen og syv andre stats­lige arbejds­gi­vere for yder­li­gere efter­be­ta­ling af feri­e­penge til tjenestemændene.

Under rets­sa­ger­nes forbe­re­delse havde de stats­lige arbejds­gi­vere aner­kendt, at der gælder en 5‑årig og ikke kun en 3‑årig foræl­del­ses­frist og havde dermed aner­kendt efter­be­ta­ling af feri­e­penge til ca. 400 tjenestemænd.

Moder­ni­se­rings­sty­rel­sen havde for så vidt angår de reste­rende tjene­ste­mænd påstået afvis­ning af søgs­må­let mod Moder­ni­se­rings­sty­rel­sen, fordi der ikke var retlig inter­esse, når styrel­sen ikke er den direkte arbejds­gi­ver. I de øvrige sager bestred Moder­ni­se­rings­sty­rel­sen syns­punk­tet om fore­lø­big afbry­delse, idet styrel­sen anførte, at sådanne efter­be­ta­lings­krav kun kan forhand­les med den enkelte arbejdsgiver.

Lands­ret­ten slår nu fast, at de forhand­lin­ger – der føres mellem Central­or­ga­ni­sa­tio­ner­nes Fælles­ud­valg og Moder­ni­se­rings­sty­rel­sen, og som vedrø­rer alle tjene­ste­mænd – i udgangs­punk­tet er omfat­tet af foræl­del­ses­lo­vens § 21, stk. 5, om fore­lø­big afbry­delse af forældelsesfristen.

Sagens faktum
I medfør af den tidli­gere § 17 i Statens Feri­e­af­tale bort­faldt tjene­ste­mæn­de­nes ret til feri­e­penge, hvis de var optjent under længe­re­va­rende syge­fra­vær­s­pe­ri­ode, og tjene­ste­man­den blev opsagt med ret til pension. En dom af 20. januar 2009 fra EF-Domstolen fastslog imid­ler­tid, at det var i strid med arbejds­tids­di­rek­ti­vet at lade retten til en årlig betalt ferie bort­falde, selvom sygdom forhin­drede arbejds­ta­ge­ren i at afholde den.

Perso­na­lesty­rel­sen (nu Moder­ni­se­rings­sty­rel­sen) kontak­tede derfor Central­or­ga­ni­sa­tio­ner­nes Fælles­ud­valg (CFU) i marts 2010 med henblik på at indgå aftale om ophæ­velse af § 17 i feri­e­af­ta­len. En ophæ­velse af bestem­mel­sen ville betyde, at en række tjene­ste­mænd og andre ansatte på tjene­ste­mands­vil­kår, som havde mistet deres optjente feri­e­godt­gø­relse, fik et efter­be­ta­lings­krav. Virk­nings­tids­punk­tet for ophæ­vel­sen blev derfor meget relevant.

Om dette spørgs­mål indtog Perso­na­lesty­rel­sen først det stand­punkt, at ophæ­vel­sen kun skulle have virk­ning for tjene­ste­mænd frat­rådt efter EF-Domstolens dom. Det var CFU ikke var enig i. Parterne aftalte derfor i marts 2010, at de var uenige om dette spørgs­mål, og man nøje­des med at ophæve afta­len. Efter­føl­gende udstedte Perso­na­lesty­rel­sen et cirku­lære den 16. august 2010, hvor de meddelte, at (kun) tjene­ste­mænd frat­rådt efter dommen havde krav på efterbetaling.

På baggrund af en henven­delse fra Djøf i vinteren/foråret 2011 vedrø­rende to konkrete Djøf-sager, ændrede Perso­na­lesty­rel­sen stand­punkt og udstedte et nyt gene­relt cirku­lære den 17. august 2011. Her meddelte styrel­sen, at også tjene­ste­mænd frat­rådt før dommen skulle have efter­be­ta­ling, men kun hvis kravet ikke var foræl­det. Ifølge cirku­læ­ret skulle tjene­ste­man­den have rejst sit krav senest 3 år efter sin fratræden.

Efter forgæ­ves forsøg på at aftale en gene­rel suspen­sion af foræl­delse med Moder­ni­se­rings­sty­rel­sen blev sagen indbragt for domsto­lene den 17. august 2012 – altså 1 år efter cirku­læ­ret af 17. august 2011. Sagen blev anlagt som grup­pe­søgs­mål mod en række navn­givne arbejds­gi­vere. Deru­d­over blev anlagt et hoved­søgs­mål mod Finans­mi­ni­ste­riet og Moderniseringsstyrelsen.

Elmer & Part­nere gjorde gældende, at der gjaldt en 5‑årig foræl­del­ses­frist (som også i andre ansæt­tel­ses­for­hold), og at foræl­del­ses­fri­sten havde været fore­lø­bigt afbrudt på grund af drøf­tel­serne mellem CFU/Djøf og Moder­ni­se­rings­sty­rel­sen (tidli­gere Personalestyrelsen).

Efter sags­an­læg­get aner­kendte de stats­lige arbejds­gi­vere, at der gjaldt en 5 årig foræl­del­ses­frist, og aner­kendte dermed, at der skulle ske efter­be­ta­ling til alle tjene­ste­mænd frat­rådt i peri­o­den 5 år forud for sags­an­læg­get (altså i peri­o­den 17. august 2007 til 17. august 2012).

Derpå udstedte Moder­ni­se­rings­sty­rel­sen et nyt cirku­lære den 7. maj 2013. De meddelte nu, at der gjaldt en 5 årig foræl­del­ses­frist for efter­be­ta­ling af feri­e­pen­ge­krav, og at der skulle ske genop­ta­gelse af sager, hvor myndig­he­derne havde lagt den forkerte 3‑årige foræl­del­ses­frist til grund.

Parter­nes hovedsynspunkter
Søgs­må­lets hoved­pro­blem­stil­ling var, om drøf­tel­serne mellem parterne efter EF-dommen havde haft foræl­del­ses­sus­pen­de­rende virk­ning efter foræl­del­ses­lo­vens § 21, stk. 5, eller en analogi heraf, eller om cirku­læ­reskri­vel­serne havde karak­ter af fore­lø­bigt afbry­dende skridt efter foræl­del­ses­lo­vens § 21, stk. 2, eller en analogi heraf.

Moder­ni­se­rings­sty­rel­sen og de øvrige stats­lige arbejds­gi­vere bestred, at forhand­lin­gerne mellem CFU og Moder­ni­se­rings­sty­rel­sen, kunne have suspen­de­rende virk­ning efter foræl­del­ses­lo­vens § 21, stk. 5, i forhold til den enkelte tjene­ste­mands efter­be­ta­lings­krav over­for de enkelte arbejds­gi­vere. En sådan suspen­sion måtte forud­sætte, at de enkelte tjene­ste­mænd – even­tu­elt via deres fagfor­bund – havde rettet henven­delse til den enkel­tes stats­lige arbejds­gi­ver (altså den konkrete skyld­ner). Moder­ni­se­rings­sty­rel­sen og arbejds­gi­verne henvi­ste til ordly­den af foræl­del­ses­lo­vens § 21, stk. 5, der anven­der begre­berne ”skyld­ne­ren” og ”fordrings­have­ren”.

Moder­ni­se­rings­sty­rel­sen havde også nedlagt påstand om afvis­ning af hoved­søgs­må­let (mod Finans­mi­ni­ste­riet og Moder­ni­se­rings­sty­rel­sen), fordi CFU ikke havde retlig inter­esse heri. Moder­ni­se­rings­sty­rel­sen anførte, at de ikke var arbejds­gi­ver i forhold til de af sagerne der omfat­tede tjene­ste­mænd. Styrel­sen kunne heller ikke anses som over­ord­net arbejds­gi­ver­myn­dig­hed på statens område.

CFU’s syns­punkt var heri­mod, at formå­let bag bestem­mel­serne om suspen­sion forud­sæt­ter, at der indtræ­der suspen­sion, når blot man med rette har føje til at antage, at tvisten kan blive løst. En sådan anta­gelse kan også omfatte tilfælde, hvor forhand­lin­gerne fore­går på et mere over­ord­net niveau, når blot både debi­tor og kredi­tor har været behø­rigt repræ­sen­te­ret, hvil­ket utvivl­s­omt havde været tilfæl­det. Tjene­ste­mæn­dene havde derfor med føje kunne forvente, at deres arbejds­gi­vere ville rette ind efter resul­ta­tet af CFU’s drøf­tel­ser med styrel­sen. Resul­ta­tet ville nemlig – som det også faktisk skete – blive udmøntet i instruk­ser til arbejds­gi­ve­ren i form af cirku­læ­reskri­vel­ser fra Moderniseringsstyrelsen.

Om retlig inter­esse gjorde CFU tilsva­rende gældende, at Moder­ni­se­rings­sty­rel­sen spil­lede en helt central rolle i forhand­lings­for­lø­bet, fordi Moder­ni­se­rings­sty­rel­sens netop udstedte instruk­ser i form af cirku­læ­reskri­vel­ser og også ændrede sine instruk­ser efter drøf­tel­serne. En ny gene­rel instruks i over­ens­stem­melse med en dom, der måtte give CFU medhold, ville også kun kunne forfat­tes af Moderniseringsstyrelsen.

Østre Lands­rets dom
Selvom Østre Lands­ret frifin­der Moder­ni­se­rings­sty­rel­sen og de stats­lige arbejds­gi­vere, slår lands­ret­ten dog indled­nings­vis fast, at Moder­ni­se­rings­sty­rel­sen ved de udstedte cirku­lære har pålagt de under­lig­gende stats­lige arbejds­gi­vere instruk­ser vedrø­rende virk­nings­tids­punkt og spørgs­må­let om foræl­delse. Der er derfor retlig inter­esse i at føre hoved­søgs­må­let mod Finans­mi­ni­ste­riet og Moderniseringsstyrelsen.

I tråd hermed slår Østre Lands­ret også fast, at de forhand­lin­ger, der blev ført mellem Central­or­ga­ni­sa­tio­ner­nes Fælles­ud­valg og Moder­ni­se­rings­sty­rel­sen, og som vedrørte alle tjene­ste­mænd, er forhand­lin­ger som i udgangs­punk­tet er omfat­tet af foræl­del­ses­lo­vens § 21, stk. 5, om fore­lø­big afbry­delse af forældelsesfristen.

Ved sin dom frifin­der Østre Lands­ret imid­ler­tid Moder­ni­se­rings­sty­rel­sen og de stats­lige arbejds­gi­vere på spørgs­må­let om, hvor­vidt de helt konkrete forhand­lin­ger så også havde haft en sådan fore­lø­big afbry­dende effekt. Det fandt lands­ret­ten ikke.

Til gengæld fandt lands­ret­ten, at de stats­lige arbejds­gi­vere i over­ens­stem­melse med deres aner­ken­delse om, at der gælder en 5‑årig foræl­del­ses­frist, også skulle betale mora­ren­ter fra fratræ­del­ses­tids­punk­tet og ikke først fra sags­an­læg­get, som de ellers havde gjort gældende.

Ende­lig ophæ­vede lands­ret­ten sagens omkost­nin­ger med henvis­ning til bl.a., at Moder­ni­se­rings­sty­rel­sen var skyld i misæ­ren på grund af fejl­ag­tige instruk­ser og fordi arbejds­gi­verne efter sags­an­læg havde aner­kendt en 5‑årig forældelsesfrist.

Vores kommen­tar
Vi er selvsagt ærger­lige over, at lands­ret­ten konkret vurde­rede, at foræl­del­sen ikke var suspen­de­ret, men er samti­dig tilfredse med, at Moder­ni­se­rings­sty­rel­sen efter også lands­ret­tens opfat­telse må anses som en central forhand­lings­part på vegne af alle stats­lige arbejds­gi­vere, når forhand­lin­gerne vedrø­rer gene­relle spørgs­mål, som omfat­ter alle tjene­ste­mænd. Når der pågår sådanne forhand­lin­ger kan de enkelte tjene­ste­mæn­dene derfor ikke – blot for at undgå foræl­delse – forven­tes at skulle rejse en række søgs­mål om ensar­tede krav mod hver deres arbejdsgiver.

Sagen er ikke anket til Højesteret.

Sagen blev for CFU og de enkelte forbund ført af advo­ka­terne Karsten Høj og Kira Kolby Christensen.

Kira Kolby Christensen

Partner

Læs også om