Forsikringsselskab anerkender i Højesteret ved forlig årsagssammenhæng i whiplash-sag og betaler 5 mio. i erstatning

Et forsik­rings­sel­skab har ved forlig indgået i Højeste­ret aner­kendt, at der var årsags­sam­men­hæng mellem skade­lid­tes trafi­ku­lykke og hans varige gener. Højeste­ret afvi­ste i dagens dom, at skade­lidte deru­d­over havde krav på tabt arbejds­fortje­ne­ste for peri­o­den efter, at han i 2013 anlagde rets­sag og til hans erhverv­sev­ne­tab i 2017 blev vurde­ret til 60 %. Da han ved rets­sa­gens anlæg selv havde krævet erstat­ning for 60 %, og da der den gang var grund­lag for dette, bragte det retten til tabt arbejds­fortje­ne­ste til ophør.

Down­load nyhed som pdf.


Om sagen

Skade­lidte blev i 2010 påkørt bagfra og var samme dag på skadestuen. Jour­na­l­op­teg­nel­serne derfra tydede ikke på væsent­lige gener/skader, og skade­lidte henvendte sig først på 4. dagen til egen læge (efter en weekend).

Efter­føl­gende ophørte skade­lidte med selv­stæn­dig virk­som­hed og blev efter arbejds­prøv­ning i 2012 tilkendt fleksjob med en ugent­lig arbejds­tid på 12–15 timer. Forsik­rings­sel­ska­bet bedømte det varige mén til 10 %, hvil­ket de betalte for sammen med et mindre á conto beløb for tabt arbejds­fortje­ne­ste.

Vurde­rin­gen af varigt mén og erhverv­sev­ne­tab blev fore­lagt AES, der i somme­ren 2012 kom frem til, at der ikke var årsags­sam­men­hæng mellem ulyk­ken (whiplash-skaden) og de varige følger, fordi der ikke var doku­men­ta­tion for rele­vante symp­to­mer inden­for de første 3 døgn (”72-timers-praksis”). Ménet var derfor < 5 % og erhverv­sev­ne­ta­bet < 15 %. Forsik­rings­sel­ska­bet afvi­ste heref­ter at betale yder­li­gere.

 

By- og landsret

Skade­lidte anlagde i somme­ren 2013 rets­sag, hvorun­der der blev krævet erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste bereg­net frem til sags­an­læg­get og erstat­ning for 60 % erhverv­sev­ne­tab. Efter 2 fore­læg­gel­ser for Retslæ­ge­rå­det fik skade­lidte medhold i byret­ten.

Forsik­rings­sel­ska­bet ankede dommen til frifin­delse. Under forbe­re­del­sen af sagen i lands­ret­ten forhø­jede skade­lidte af flere omgange kravet om erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste til også at angå peri­o­den efter rets­sa­gen blev anlagt i 2013. Det skete med den begrun­delse, at der hver­ken forelå en vurde­ring af stør­rel­sen af erhverv­sev­ne­ta­bet fra AES eller en fast­sæt­telse fra forsik­rings­sel­ska­bet, der var fulgt op af beta­ling, jf. begrun­del­sen for resul­ta­tet i U2008.1386 H og flere efter­føl­gende domme.

Sagen blev i lands­ret­ten på ny fore­lagt Retslæ­ge­rå­det to gange, og AES vurde­rede i somme­ren 2017 erhverv­sev­ne­ta­bet til 60 %, hvis man lagde Retslæ­ge­rå­dets to sene­ste erklæ­rin­ger til grund. Skade­lidte var på det tids­punkt uændret i samme fleksjob, som da rets­sa­gen blev anlagt 4 år tidli­gere i 2013.

Skade­lid­tes krav på tabt arbejds­fortje­ne­ste blev heref­ter ende­ligt opgjort frem til datoen for denne vurde­ring fra AES. Kravet på erhverv­sev­ne­tab blev tilsva­rende regu­le­ret til 2017-niveau.

Lands­ret­ten fandt med stem­merne 2–1, at skade­lidte ikke havde doku­men­te­ret årsags­sam­men­hæng og frifandt forsik­rings­sel­ska­bet. Én dommer ville give skade­lidte fuldt medhold også for kravet om tabt arbejds­fortje­ne­ste frem til 2017.

 

Højesteret

Advo­kat Karsten Høj blev heref­ter bedt om at under­søge, om der var grund­lag for at få anke­til­la­delse til Højeste­ret, hvil­ket forud­sæt­ter, at sagen inde­hol­der spørgs­mål af prin­ci­piel og gene­rel betyd­ning. Det lykke­des forment­lig særligt pga. henvis­ning til, at spørgs­må­let om kravet til doku­men­ta­tion for straks symp­to­mer efter whiplash er hyppigt fore­kom­mende og ikke klart afkla­ret i tidli­gere rets­prak­sis (se særligt U2011.128 H og U2011.2146 H). For Højeste­ret over­tog advo­kat Chri­stina Neuge­bauer sagen for forsik­rings­sel­ska­bet.

 

Delvist forlig

Under forbe­re­del­sen i Højeste­ret ønskede forsik­rings­sel­ska­bet at stille yder­li­gere spørgs­mål til Retslæ­ge­rå­det (i givet fald 5. gang), men efter skade­lid­tes protest, blev det afvist. Der blev heref­ter forhand­let forlig, der mundede ud i, at forsik­rings­sel­ska­bet aner­kendte årsags­sam­men­hæng til såvel de midler­ti­dige som varige følger og betalt en samlet erstat­ning på 5 mio. kr.

Højeste­ret kom derfor (desværre) ikke til at forholde sig til kravene til bevis for årsags­sam­men­hæng i sager om bl.a. følger efter whiplash. Begrun­del­sen fra den ene dommer i lands­ret­ten må heref­ter være det, som man på dette punkt kan udlede af sagen.

 

Dom vedrørende tabt arbejdsfortjeneste

Tilbage var heref­ter alene, om skade­lidte havde krav på yder­li­gere ca. 1,1 mio. kr. i tabt arbejds­fortje­ne­ste for peri­o­den efter rets­sa­gen blev anlagt i 2013 og til 2017, hvor AES vurde­rede erhverv­sev­ne­ta­bet til 60 %. Forsik­rings­sel­ska­bets syns­punkt var særligt, at skade­lidte ved at gøre krav på erstat­ning for 60 % erhverv­sev­ne­tab ved rets­sa­gens anlæg selv havde bragt retten til tabt arbejds­fortje­ne­ste til ophør, og at der ikke kunne ændres på det under ankesa­gen i lands­ret­ten. Det ville i givet fald stride mod forfalds­reg­len i EAL § 16 og være ulov­lig udstyk­ning.

Skade­lidte gjorde omvendt gældende, at kravet kunne ændres også under ankesa­gen, da det ikke stred mod reglerne om ”nova i anken”, og at der i øvrigt ikke i EAL er regler, der er til hinder for, at skade­lidte i denne situ­a­tion kan skubbe skærings­tids­punk­tet mellem tabt arbejds­fortje­ne­ste og erhverv­sev­ne­tab. Skade­lidte fandt, at det måtte være forsik­rings­sel­ska­bets risiko (”stand­punkt­s­ri­siko”), at de fejl­ag­tigt havde afvist årsags­sam­men­hæng.

Højeste­ret gav forsik­rings­sel­ska­bet medhold med den begrun­delse, at

”A har ved sagens anlæg nedlagt påstand om, at Topdan­mark skal betale bl.a. erhverv­sev­ne­tab­ser­stat­ning opgjort på baggrund af et erhverv­sev­ne­tab på 60 %. Topdan­mark bestred kravet med henvis­ning til mang­lende årsags­sam­men­hæng, men gjorde ikke indsi­gelse i øvrigt mod kravet eller dets opgø­relse, og der var da heller ikke ved sags­an­læg­get nogen usik­ker­hed med hensyn til de fakti­ske omstæn­dig­he­der vedrø­rende As arbejds- og indtægts­mæs­sige forhold, der indgik i bedøm­mel­sen af erhverv­sev­ne­ta­bets stør­relse. Højeste­ret finder på denne baggrund, at der under rets­sa­gen reelt ikke har været nogen tvist mellem parterne om, at erhverv­sev­ne­ta­bet var 60 %, hvis der var den fornødne årsags­sam­men­hæng, og at det såle­des ved sags­an­læg­get var muligt at skønne over As frem­ti­dige erhverv­sevne.

 Under disse omstæn­dig­he­der finder Højeste­ret, at As ret til erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste ophørte ved rets­sa­gens anlæg den 7. juni 2013”.

 

Kommentar

Dommen fast­slår – for så vidt meget posi­tivt for skade­lidte – at skade­lidte kan gøre krav på erstat­ning for erhverv­sev­ne­tab og dermed bringe retten til tabt arbejds­fortje­ne­ste til ophør, selvom der på det tids­punkt ikke fore­lig­ger en udta­lelse fra AES om stør­rel­sen af erhverv­sev­ne­ta­bet.

Hvis der ellers er det fornødne grund­lag for at skønne over skade­lid­tes frem­ti­dige erhverv­sevne og fast­sætte erhverv­sev­ne­ta­bet enten midler­ti­digt eller ende­ligt, er kravet på erstat­ning for erhverv­sev­ne­tab forfal­dent og rente­bæ­rende. Det har særlig betyd­ning for skade­lidte, hvis krav på tabt arbejds­fortje­ne­ste enten slet ikke er tilstede (fordi de ikke kan doku­men­tere et tab) eller snart ophø­rer pga. f.eks. ophør på arbejds­mar­ke­det også, hvis skaden ikke var indtruf­fet, eller død.

Sådan kan en delvis tabt sag rent faktisk være posi­tiv for skade­lidte.

Dommen må også forstås sådan, at havde der været reel tvist om erhverv­sev­ne­ta­bets beret­ti­gelse både hvad angår det fornødne grund­lag for at skønne og nok også om det konkrete skøn, ville skade­lidte forment­lig have kunne skubbe skærings­tids­punk­tet mellem tabt arbejds­fortje­ne­ste og erhverv­sev­ne­tab.

Læs Højeste­rets dom.

 

Kontakt

Henven­delse kan ske til Karsten Høj kh@elmer-adv.dk eller på 20830378, der førte sagen for skade­lidte i Højeste­ret.

 

Advokat Karsten Høj

Karsten Høj

Partner

Direkte: +45 3367 6785