Erstatning for tab af erhvervsevne for en deltidsansat skal ske med udgangspunkt i, at skadelidte før skaden har en fuld erhvervsevne.

 

- Vigtig og afklarende Højesterets dom af 26. november 2019 i sag ført af Karsten Høj, Elmer Advokater.

 

Resumé

Efter et færds­elsuheld i 2011, der medførte ikke ubety­de­lige rygge­ner (aner­kendt mén på 12 %), måtte en sygeple­jer­ske, der inden ulyk­ken arbej­dede på deltid i fast natte­vagt, ompla­ce­res til lettere og mere skån­somt arbejde med en uændret arbejds­tid på deltid. Lønnen var efter skaden i det væsent­lige den samme som forud for skaden.

Sygeple­jer­sken gjorde gældende, at hun, der inden skaden ubestridt havde fuld erhverv­sevne, pga. skadens følger ikke længere havde mulig­hed for at arbejde på fuld tid, og at hun dermed havde ret til erstat­ning for 15 % erhverv­sev­ne­tab efter EAL § 5. Inden skaden havde hun i mange år arbej­det på fuld tid, men i 4 år forud for skaden arbej­det svarende til ca. 85 % af en fuld­tids­stil­ling i fast natte­vagt. Dermed udgjorde den forrin­gede evne til arbejde efter skaden 15 %. Da sygeple­jer­sken på tids­punk­tet for skadens indtræ­den ikke havde doku­men­ter­bare planer om igen at arbejde svarende til fuld tid, var kravet om erstat­ning for erhverv­sev­ne­tab bereg­net på baggrund af en årsløn opgjort efter hendes deltids­ind­tægt; dvs. efter EAL § 7, stk. 1 (og ikke til, hvad den ville have været ved fuld­tids­ar­bejde). Domsto­lene skulle såle­des alene tage stil­ling til erhverv­sev­ne­tabs­pro­cen­ten og ikke årsløn­nen.

Det ansvar­lige forsik­rings­sel­skab gjorde omvendt gældende, at der ikke var reali­se­ret et erstat­nings­be­ret­ti­gende erhverv­sev­ne­tab på mini­mum 15 %, da der efter skaden ikke kunne konsta­te­res nogen væsent­lig indtægts­ned­gang, og da sygeple­jer­sken arbej­dede et uændret antal timer med stort set samme type arbejds­op­ga­ver som før skaden. Selska­bet lagde også vægt på, at der ikke havde fundet nogen arbejds­af­kla­ring sted hver­ken i kommu­nalt eller privat regi, og at der heller ikke var forsøgt arbejde på en anden afde­ling eller afprø­vet, om hun kunne at gå op på fuld tid efter skaden.

 

Vejledende udtalelser og by- og landsretsdom

Arbejds­ska­desty­rel­sen (nu Arbejds­mar­ke­dets Erhvervs­sik­ring) afgav i 2013 en udta­lelse om, at skaden var årsag til et varigt mén på 12 % og et erhverv­sev­ne­tab på 15 % bedømt ud fra, at skade­lidte havde fuld erhverv­sevne inden skaden. Det blev i anden omgang fast­holdt. Selska­bet anmo­dede via deres advo­kat om en genvur­de­ring, hvil­ket i 2015 førte til, at erhverv­sev­ne­ta­bet blev vurde­ret til mindre end 15 % med den begrun­delse, at der efter skaden ikke havde været nogen indtægts­ned­gang. Både by- og lands­ret­ten frifandt forsik­rings­sel­ska­bet for krav om erstat­ning for erhverv­sev­ne­tab primært med henvis­ning til Arbejds­ska­desty­rel­sens tredje udta­lelse fra 2015.

 

Sagen i Højesteret

Forment­lig begrun­det i, at lands­ret­ten ikke klart forholdte sig til, at erhverv­sev­ne­tab skal fast­sæt­tes med udgangs­punkt i fuld erhverv­sevne, når skade­lid­tes erhverv­sevne som i denne sag ikke er nedsat inden skaden, meddelte Proces­be­vil­lingsnæv­net anke­til­la­delse til Højeste­ret.

Under forbe­re­del­sen blev der stil­let en række uddy­bende spørgs­mål til Arbejds­mar­ke­dets Erhvervs­sik­ring. Spørgs­mål og svar frem­går af Højeste­rets dom. Essen­sen af svarene er, at AES fragik det juri­di­ske grund­lag for deres tredje udta­lelse, da de ifølge dem selv fejl­ag­tigt havde taget udgangs­punkt i, at der efter en skade skal være et indtægtstab for, at der er et erhverv­sev­ne­tab. AES henholdt sig heref­ter til deres første vurde­ring om, at der som følge af skaden var et erhverv­sev­ne­tab på 15 % bedømt i forhold til fuld erhverv­sevne.

 

Højesteretsdom

Begrun­del­sen er todelt.

Den første del angår, om det er bevist, at sygeple­jer­sken som følge af skaden ikke længere har fuld erhverv­sevne. Herved lagde Højeste­ret vægt på, at hun ved ulyk­ken blev påført gener i form af bl.a. rygs­mer­ter, nedsat balance og sovende fornem­melse i det ene ben og den ene hånd, og at disse gener har medført, at hun ikke længere er i stand til at arbejde på fuld tid. Højeste­ret lagde endvi­dere vægt på den første udta­lelse fra 2013 fra Arbejds­ska­desty­rel­sen, og tilfø­jede, at denne vurde­ring af hendes gener og deres betyd­ning for hendes erhverv­sevne efter ulyk­ken er ikke ændret ved de efter­føl­gende udta­lel­ser, og den under­støt­tes af de læge­lige oplys­nin­ger og oplys­nin­gerne fra hendes arbejds­gi­ver.

Den anden del angår forstå­el­sen af erhverv­sev­ne­tabs­be­gre­bet. Herom udta­ler Højeste­ret:

”Som fast­slået ved Højeste­rets dom af 16. august 2010 (UfR 2010.2835) skal der ved fast­sæt­telse af erhverv­sev­ne­tabs­pro­cen­ten efter arbejds­ska­desik­rings­lo­vens § 17, stk. 1 og 2, for en skade­lidt, hvis erhverv­sevne ikke var forrin­get forud for skaden, tages udgangs­punkt i, at skade­lidte kunne arbejde på fuld tid. Dette gælder, selv om den pågæl­dende ikke udnyt­tede sin arbejd­s­evne til at arbejde på fuld tid. Erstat­nings­ansvars­lo­vens § 5, stk. 1 og 2, som finder anven­delse i denne sag, svarer til arbejds­ska­desik­rings­lo­vens § 17, stk. 1 og 2, og der er ikke med hensyn til betyd­nin­gen af deltids­an­sæt­telse forskel på fast­sæt­tel­sen af erhverv­sev­ne­tabs­pro­cen­ten efter de to love. I modsæt­ning til, hvad der gælder ved fast­sæt­telse af skade­lid­tes årsløn efter erstat­nings­ansvars­lo­vens § 7 (eller arbejds­ska­desik­rings­lo­vens § 24), er det uden betyd­ning for fast­sæt­telse af erhverv­sev­ne­tabs­pro­cen­ten, om skade­lidte kun midler­ti­digt arbej­dede på deltid.”

På denne baggrund fandt Højeste­ret, at sygeple­jer­sken har ret til 15 % erstat­ning for erhverv­sev­ne­tab.

Link til Højeste­rets­dom

 

Elmers kommentarer

Det helt prin­ci­pi­elle og væsent­lige ved dommen er, at det nu er slået fast, at et konsta­te­ret indtægtstab ikke er afgø­rende for, at en skade­lidt er beret­ti­get til erstat­ning for erhverv­sev­ne­tab. Ved fast­sæt­telse af omfan­get af den nedsatte erhverv­sevne (procent­sat­sen) skal der tages udgangs­punkt i den evne, som skade­lidte havde inden skadens indtræ­den. Hvis skade­lidte havde fuld erhverv­sevne, som i denne sag, er det udgangs­punk­tet, selvom skade­lidte uanset af hvil­ken årsag inden skaden ikke arbej­dede fuld tid. Det var rent faktisk alle­rede slået fast i den i præmis­serne nævnte dom, U 2010.2835 H, der lige­le­des blev ført af Karsten Høj for et medlem af FOA. Det kan godt undre, at selska­bet i denne sag ikke accep­te­rede det udgangs­punkt for erstat­nings­fast­sæt­tel­sen, men det har forment­lig sin årsag i, at skade­lidte i denne sag modsat sagen fra 2010 ikke efter skaden havde nogen væsent­lig lønned­gang.

Dommen cemen­te­rer også, at årsløn­nen efter EAL § 7 kun skal fast­sæt­tes til det den ville have været på fuld tid, hvis det må anta­ges, at deltids­ar­bej­det på skades­tids­punk­tet var af midler­ti­dig karak­ter. Det kan f.eks. være tilfæl­det, hvis årsa­gen til deltids­ar­bej­det er hensy­net til små/mindre børn, hvil­ket var begrun­del­sen for årsløns­fast­sæt­tel­sen til fuld­tidsløn i U 2010.2835 H og den samti­dig afsagte U 2010.2843 H. Den midler­ti­dige karak­ter kan også sand­syn­lig­gø­res ved, at skade­lidte havde konkrete og reali­sti­ske planer om at arbejde på fuld tid, hvis skaden ikke var indtruf­fet.

Ende­lig viser dommen, at det ikke – som hævdet af selska­bet – er en nødven­dig betin­gelse for at føre bevis for nedsat evne til at arbejde, at skade­lidte har været igen­nem kommu­nal eller privat arbejds­af­kla­ring. Bevi­serne i denne sag var fuldt tilstræk­ke­lige til, at Højeste­ret fandt det godt­gjort, at sygeple­jer­sken som følge skaden ikke længere kan arbejde på fuld tid. Når en skade­lidt – som her – efter en skade fort­sat er i stand til arbejde så meget, at vedkom­mende tjener over det offent­lige selv­for­sør­gel­ses­ni­veau, så kan der ikke iværk­sæt­tes nogen offent­lig arbejds­af­kla­ring. Det giver sjæl­dent nogen mening, at skade­lidte selv skal iværk­sætte en privat arbejds­prøv­ning. Hvis en privat afkla­ring over­ho­ve­det skal komme på tale, må det være på selska­bets initi­a­tiv og selv da, er det mere teore­tisk end prak­tisk reali­stisk, at det sker, når skaden kun har medført en mindre forrin­gelse af erhverv­sev­nen. Helt samme betragt­nin­ger gælder, når skade­lidte efter en skade må gå ned i tid hos samme arbejds­gi­ver og derved har en vis mindre indtægts­ned­gang på mini­mum 15 %.

 

Kontakt

Så alt i alt et særde­les tilfreds­stil­lende resul­tat, der skaber en tiltrængt klar­hed over rets­grund­la­get for erstat­ning for erhverv­sev­ne­tab og bevis­kra­vene til et indt­rådt tab af erhverv­sevne.

Henven­delse om sagen kan ske til advo­kat Karsten Høj på kh@elmer-adv.dk eller tele­fon 20830378.

Selska­bet var repræ­sen­te­ret af advo­kat Nico­lai M. Clan, Jensen Neuge­bauer.

 

Advokat Karsten Høj

Karsten Høj

Partner

Direkte: +45 3367 6785