Erstatning for tab af erhvervsevne for en deltidsansat skal ske med udgangspunkt i, at skadelidte før skaden har en fuld erhvervsevne.

 

- Vigtig og afklarende Højesterets dom af 26. november 2019 i sag ført af Karsten Høj, Elmer Advokater.

 

Resumé

Efter et færds­elsuheld i 2011, der med­før­te ikke ube­ty­de­li­ge ryg­ge­ner (aner­kendt mén på 12 %), måtte en sygeple­jer­ske, der inden ulyk­ken arbej­de­de på del­tid i fast nat­te­vagt, ompla­ce­res til let­te­re og mere skån­somt arbej­de med en uæn­dret arbejds­tid på del­tid. Løn­nen var efter ska­den i det væsent­li­ge den samme som forud for ska­den.

Sygeple­jer­sken gjor­de gæl­den­de, at hun, der inden ska­den ube­stridt havde fuld erhverv­sev­ne, pga. ska­dens føl­ger ikke læn­ge­re havde mulig­hed for at arbej­de på fuld tid, og at hun der­med havde ret til erstat­ning for 15 % erhverv­sev­ne­tab efter EAL § 5. Inden ska­den havde hun i mange år arbej­det på fuld tid, men i 4 år forud for ska­den arbej­det sva­ren­de til ca. 85 % af en fuld­tids­stil­ling i fast nat­te­vagt. Der­med udgjor­de den for­rin­ge­de evne til arbej­de efter ska­den 15 %. Da sygeple­jer­sken på tids­punk­tet for ska­dens ind­træ­den ikke havde doku­men­ter­ba­re pla­ner om igen at arbej­de sva­ren­de til fuld tid, var kra­vet om erstat­ning for erhverv­sev­ne­tab bereg­net på bag­grund af en årsløn opgjort efter hen­des del­tids­ind­tægt; dvs. efter EAL § 7, stk. 1 (og ikke til, hvad den ville have været ved fuld­tids­ar­bej­de). Dom­sto­le­ne skul­le såle­des alene tage stil­ling til erhverv­sev­ne­tabs­pro­cen­ten og ikke årsløn­nen.

Det ansvar­li­ge for­sik­rings­sel­skab gjor­de omvendt gæl­den­de, at der ikke var rea­li­se­ret et erstat­nings­be­ret­ti­gen­de erhverv­sev­ne­tab på mini­mum 15 %, da der efter ska­den ikke kunne kon­sta­te­res nogen væsent­lig ind­tægts­ned­gang, og da sygeple­jer­sken arbej­de­de et uæn­dret antal timer med stort set samme type arbejds­op­ga­ver som før ska­den. Sel­ska­bet lagde også vægt på, at der ikke havde fun­det nogen arbejds­af­kla­ring sted hver­ken i kom­mu­nalt eller pri­vat regi, og at der hel­ler ikke var for­søgt arbej­de på en anden afde­ling eller afprø­vet, om hun kunne at gå op på fuld tid efter ska­den.

 

Vejledende udtalelser og by- og landsretsdom

Arbejds­ska­desty­rel­sen (nu Arbejds­mar­ke­dets Erhvervs­sik­ring) afgav i 2013 en udta­lel­se om, at ska­den var årsag til et varigt mén på 12 % og et erhverv­sev­ne­tab på 15 % bedømt ud fra, at ska­de­lid­te havde fuld erhverv­sev­ne inden ska­den. Det blev i anden omgang fast­holdt. Sel­ska­bet anmo­de­de via deres advo­kat om en gen­vur­de­ring, hvil­ket i 2015 førte til, at erhverv­sev­ne­ta­bet blev vur­de­ret til min­dre end 15 % med den begrun­del­se, at der efter ska­den ikke havde været nogen ind­tægts­ned­gang. Både by- og lands­ret­ten fri­fandt for­sik­rings­sel­ska­bet for krav om erstat­ning for erhverv­sev­ne­tab pri­mært med hen­vis­ning til Arbejds­ska­desty­rel­sens tred­je udta­lel­se fra 2015.

 

Sagen i Højesteret

For­ment­lig begrun­det i, at lands­ret­ten ikke klart for­hold­te sig til, at erhverv­sev­ne­tab skal fast­sæt­tes med udgangs­punkt i fuld erhverv­sev­ne, når ska­de­lid­tes erhverv­sev­ne som i denne sag ikke er ned­sat inden ska­den, med­del­te Pro­ces­be­vil­lingsnæv­net anke­til­la­del­se til Højeste­ret.

Under for­be­re­del­sen blev der stil­let en række uddy­ben­de spørgs­mål til Arbejds­mar­ke­dets Erhvervs­sik­ring. Spørgs­mål og svar frem­går af Højeste­rets dom. Essen­sen af sva­re­ne er, at AES fragik det juri­di­ske grund­lag for deres tred­je udta­lel­se, da de iføl­ge dem selv fejl­ag­tigt havde taget udgangs­punkt i, at der efter en skade skal være et ind­tægtstab for, at der er et erhverv­sev­ne­tab. AES hen­holdt sig her­ef­ter til deres før­ste vur­de­ring om, at der som følge af ska­den var et erhverv­sev­ne­tab på 15 % bedømt i for­hold til fuld erhverv­sev­ne.

 

Højesteretsdom

Begrun­del­sen er todelt.

Den før­ste del angår, om det er bevist, at sygeple­jer­sken som følge af ska­den ikke læn­ge­re har fuld erhverv­sev­ne. Her­ved lagde Højeste­ret vægt på, at hun ved ulyk­ken blev påført gener i form af bl.a. rygs­mer­ter, ned­sat balan­ce og soven­de for­nem­mel­se i det ene ben og den ene hånd, og at disse gener har med­ført, at hun ikke læn­ge­re er i stand til at arbej­de på fuld tid. Højeste­ret lagde end­vi­de­re vægt på den før­ste udta­lel­se fra 2013 fra Arbejds­ska­desty­rel­sen, og til­fø­je­de, at denne vur­de­ring af hen­des gener og deres betyd­ning for hen­des erhverv­sev­ne efter ulyk­ken er ikke ændret ved de efter­føl­gen­de udta­lel­ser, og den under­støt­tes af de læge­li­ge oplys­nin­ger og oplys­nin­ger­ne fra hen­des arbejds­gi­ver.

Den anden del angår for­stå­el­sen af erhverv­sev­ne­tabs­be­gre­bet. Herom udta­ler Højeste­ret:

”Som fast­slå­et ved Højeste­rets dom af 16. august 2010 (UfR 2010.2835) skal der ved fast­sæt­tel­se af erhverv­sev­ne­tabs­pro­cen­ten efter arbejds­ska­desik­rings­lo­vens § 17, stk. 1 og 2, for en ska­de­lidt, hvis erhverv­sev­ne ikke var for­rin­get forud for ska­den, tages udgangs­punkt i, at ska­de­lid­te kunne arbej­de på fuld tid. Dette gæl­der, selv om den pågæl­den­de ikke udnyt­te­de sin arbejd­s­ev­ne til at arbej­de på fuld tid. Erstat­nings­ansvars­lo­vens § 5, stk. 1 og 2, som fin­der anven­del­se i denne sag, sva­rer til arbejds­ska­desik­rings­lo­vens § 17, stk. 1 og 2, og der er ikke med hen­syn til betyd­nin­gen af del­tids­an­sæt­tel­se for­skel på fast­sæt­tel­sen af erhverv­sev­ne­tabs­pro­cen­ten efter de to love. I mod­sæt­ning til, hvad der gæl­der ved fast­sæt­tel­se af ska­de­lid­tes årsløn efter erstat­nings­ansvars­lo­vens § 7 (eller arbejds­ska­desik­rings­lo­vens § 24), er det uden betyd­ning for fast­sæt­tel­se af erhverv­sev­ne­tabs­pro­cen­ten, om ska­de­lid­te kun mid­ler­ti­digt arbej­de­de på del­tid.”

På denne bag­grund fandt Højeste­ret, at sygeple­jer­sken har ret til 15 % erstat­ning for erhverv­sev­ne­tab.

Link til Højeste­rets­dom

 

Elmers kommentarer

Det helt prin­ci­pi­el­le og væsent­li­ge ved dom­men er, at det nu er slået fast, at et kon­sta­te­ret ind­tægtstab ikke er afgø­ren­de for, at en ska­de­lidt er beret­ti­get til erstat­ning for erhverv­sev­ne­tab. Ved fast­sæt­tel­se af omfan­get af den ned­sat­te erhverv­sev­ne (pro­cent­sat­sen) skal der tages udgangs­punkt i den evne, som ska­de­lid­te havde inden ska­dens ind­træ­den. Hvis ska­de­lid­te havde fuld erhverv­sev­ne, som i denne sag, er det udgangs­punk­tet, selv­om ska­de­lid­te uan­set af hvil­ken årsag inden ska­den ikke arbej­de­de fuld tid. Det var rent fak­tisk alle­re­de slået fast i den i præ­mis­ser­ne nævn­te dom, U 2010.2835 H, der lige­le­des blev ført af Kar­sten Høj for et med­lem af FOA. Det kan godt undre, at sel­ska­bet i denne sag ikke accep­te­re­de det udgangs­punkt for erstat­nings­fast­sæt­tel­sen, men det har for­ment­lig sin årsag i, at ska­de­lid­te i denne sag mod­sat sagen fra 2010 ikke efter ska­den havde nogen væsent­lig løn­ned­gang.

Dom­men cemen­te­rer også, at årsløn­nen efter EAL § 7 kun skal fast­sæt­tes til det den ville have været på fuld tid, hvis det må anta­ges, at del­tids­ar­bej­det på ska­des­tids­punk­tet var af mid­ler­ti­dig karak­ter. Det kan f.eks. være til­fæl­det, hvis årsa­gen til del­tids­ar­bej­det er hen­sy­net til små/mindre børn, hvil­ket var begrun­del­sen for årsløns­fast­sæt­tel­sen til fuld­tidsløn i U 2010.2835 H og den sam­ti­dig afsag­te U 2010.2843 H. Den mid­ler­ti­di­ge karak­ter kan også sand­syn­lig­gø­res ved, at ska­de­lid­te havde kon­kre­te og rea­li­sti­ske pla­ner om at arbej­de på fuld tid, hvis ska­den ikke var ind­truf­fet.

Ende­lig viser dom­men, at det ikke – som hæv­det af sel­ska­bet – er en nød­ven­dig betin­gel­se for at føre bevis for ned­sat evne til at arbej­de, at ska­de­lid­te har været igen­nem kom­mu­nal eller pri­vat arbejds­af­kla­ring. Bevi­ser­ne i denne sag var fuldt til­stræk­ke­li­ge til, at Højeste­ret fandt det godt­gjort, at sygeple­jer­sken som følge ska­den ikke læn­ge­re kan arbej­de på fuld tid. Når en ska­de­lidt – som her – efter en skade fort­sat er i stand til arbej­de så meget, at ved­kom­men­de tje­ner over det offent­li­ge selv­for­sør­gel­ses­ni­veau, så kan der ikke iværk­sæt­tes nogen offent­lig arbejds­af­kla­ring. Det giver sjæl­dent nogen mening, at ska­de­lid­te selv skal iværk­sæt­te en pri­vat arbejds­prøv­ning. Hvis en pri­vat afkla­ring over­ho­ve­det skal komme på tale, må det være på sel­ska­bets ini­ti­a­tiv og selv da, er det mere teo­re­tisk end prak­tisk rea­li­stisk, at det sker, når ska­den kun har med­ført en min­dre for­rin­gel­se af erhverv­sev­nen. Helt samme betragt­nin­ger gæl­der, når ska­de­lid­te efter en skade må gå ned i tid hos samme arbejds­gi­ver og der­ved har en vis min­dre ind­tægts­ned­gang på mini­mum 15 %.

 

Kontakt

Så alt i alt et sær­de­les til­freds­stil­len­de resul­tat, der ska­ber en til­trængt klar­hed over rets­grund­la­get for erstat­ning for erhverv­sev­ne­tab og bevis­kra­ve­ne til et ind­t­rå­dt tab af erhverv­sev­ne.

Hen­ven­del­se om sagen kan ske til advo­kat Kar­sten Høj på kh@elmer-adv.dk eller tele­fon 20830378.

Sel­ska­bet var repræ­sen­te­ret af advo­kat Nico­lai M. Clan, Jen­sen Neu­ge­bau­er.

 

Advokat Karsten Høj

Karsten Høj

Partner

Direkte: +45 3367 6785