Højesteretsdom af 9. december 2019: Erstatningsnævnet dømt til at anerkende, at skader efter skud i hovedet skal erstattes fuldt ud efter offererstatningsloven

Højeste­ret har den 9. decem­ber 2019 afsagt dom i en prin­ci­piel sag om Erstat­ningsnæv­nets mulig­hed for at lade erstat­ning nedsætte eller bort­falde som følge af skade­lid­tes accept af risiko og herun­der, hvor­vidt en skade­lidt i en sag over for Erstat­ningsnæv­net skal stil­les på samme måde, som havde sagen været mod skade­vol­de­ren selv.

 

Erstatningsnævnets afgørelse

Sagen omhand­ler en skade­lidt, som den 11. april 2013 blev skudt i hove­det af en ukendt gernings­mand og pådrog sig bety­de­lige skader. Sagen blev anmeldt til Erstat­ningsnæv­net, som afvi­ste, at den skade­lidte var beret­ti­get til erstat­ning efter offe­rer­stat­nings­lo­ven. Afsla­get blev truf­fet i henhold til offe­rer­stat­nings­lo­vens § 6 a, hvor­ef­ter dansk rets almin­de­lige regler om skade­vol­de­rens erstat­nings­ansvar finder tilsva­rende anven­delse ved afgø­rel­ser efter offe­rer­stat­nings­lo­ven, herun­der reglerne om nedsæt­telse eller bort­fald af erstat­ning på grund af skade­lid­tes eller afdø­des medvir­ken til skaden eller accept af risi­koen for skade.

Erstat­ningsnæv­net lagde ved afgø­rel­sen vægt på, at det af poli­tirap­por­ten frem­gik, at den skade­lidte under skudepi­so­den bar skud­sik­ker vest og walkie talkie, og at han efter poli­tiets opfat­telse på gernings­tids­punk­tet befandt sig på gernings­ste­det i Lundt­of­te­gade, da han udførte hashsalg/vagtvirksomhed for bande­grup­pe­rin­gen MOB Lunden. Heref­ter fandt nævnet, at skade­lidte – uanset om han var medlem af grup­pe­rin­gen eller blot tilknyt­tet denne – havde færde­des i et særde­les farligt miljø, hvil­ket han måtte have været bevidst om, siden han bar skud­sik­ker vest.

Ved afgø­rel­sen henvi­ste Erstat­ningsnæv­net ud over offe­rer­stat­nings­lo­vens § 6a til betænk­ning nr. 1019/1984 om rets­krav på erstat­ning til ofre for forbry­del­ser, hvor det bl.a frem­går at:

”Den, som f.eks. melder sig ind i en rock­er­bande for at deltage i volds­u­dø­velse, kan dog heller ikke efter den almin­de­lige erstat­nings­ret anta­ges at ville få erstat­ning, såfremt han i forbin­delse hermed selv udsæt­tes for påreg­ne­lige skader som følge af vold.”

Af samme betænk­ning frem­går, at erstat­ning kan nedsæt­tes eller bort­falde i “tilfælde, hvor skade­lidte har optrådt provo­ke­rende eller har udsat sig for en særlig risiko ved at opsøge steder, der i almin­de­lig­hed må opfat­tes som et farligt miljø. .… I tilfælde som disse kan nævnets afslag på erstat­ning forment­lig siges at bygge på en accept af risikosynspunkt.

Tanke­gan­gen, at den, der bevidst indla­der sig på en risi­ka­bel adfærd, som man fra samfun­dets side ønsker at modvirke, ikke kan kræve erstat­ning for endog alvor­lige personska­der, som den pågæl­dende pådra­ger sig i forbin­delse med den fare­fulde adfærd, er ikke ukendt inden for den almin­de­lige erstatningsret”

 

By- og landsrettens domme 

Skade­lidte anlagde rets­sag mod Erstat­ningsnæv­net og gjorde gældende, at det i medfør af offe­rer­stat­nings­lo­vens § 6 a er afgø­rende, hvor­le­des den erstat­nings­ret­lige situ­a­tion ville være for skade­vol­de­ren, såfremt poli­tiet havde iden­ti­fi­ce­ret vedkom­mende. Han gjorde endvi­dere gældende, at det forhold, at han havde delta­get i hashhan­del, ikke inde­bar, at han person­ligt havde haft en sådan delta­gelse i en volde­lig konflikt, at han i erstat­nings­mæs­sig sammen­hæng havde accep­te­ret risi­koen for at blive udsat for et drabsforsøg.

Erstat­ningsnæv­net fast­holdt, at den skade­lidte ved sin tilknyt­ning til bande­grup­pe­rin­gen og delta­gelse i vagtvirk­som­hed samt det forhold, at han var bekendt med, at der i Lundt­of­te­gade var risiko for skyderi, havde accep­te­ret risi­koen for at blive skudt.

Byret­ten nåede frem til, at den skade­lid­tes erstat­nings­krav i medført af offe­rer­stat­nings­lo­ven ikke kunne bort­falde, men at erstat­nin­gen skulle nedsæt­tes med 1/3, idet skade­lidte ved sin delta­gelse i hashsalg/vagtvirksomhed havde udsat sig selv for en risiko for at komme til skade.

Under lands­rets­sa­gen forkla­rede en poli­ti­in­spek­tør bl.a. at den skade­lidte ikke var regi­stre­ret som bande­med­lem, men deri­mod regi­stre­ret som en person, der havde rela­tion til områ­det, og som var i ”radius af MOB Lunden” og befandt sig i områ­det. Han forkla­rede endvi­dere, at der på gernings­tids­punkt havde været en igang­væ­rende konflikt mellem MOB Lunden og den riva­li­se­rende bande Brothas.

Erstat­ningsnæv­net anførte supple­rende under sagen, at det ikke har været hensig­ten med ophæ­vel­sen af den tidli­gere § 8, stk. 1 i offe­rer­stat­nings­lo­ven og den samti­dige indfør­sel af § 6 a, at bande­med­lem­mer kan opnå erstat­ning fra staten som følge af vold­sepi­so­der under en bandekrig.

Lands­ret­ten udtalte, at ordly­den af offe­rer­stat­nings­lo­vens § 6a samt bestem­mel­sens forar­bej­der fører til, at skade­lidte efter offe­rer­stat­nings­lo­ven skal stil­les på samme måde, som skade­lidte ville være stil­let over for skadevolderen.

Henset til den skade­lid­tes tilknyt­ning til MOB Lunden og hans akti­vi­te­ter i den forbin­delse samt det forhold, at der var en igang­væ­rende bande­kon­flikt med tidli­gere skyde­rier, fandt lands­ret­ten, at der var grund­lag for at nedsætte erstat­nin­gen med halv­de­len som følge af skade­lid­tes accept af risiko.

 

Højesterets dom

Under sagen i Højeste­ret anførte Erstat­ningsnæv­net supple­rende, at det har været nævnets faste prak­sis både efter den tidli­gere bestem­melse i § 8, stk. 1, og efter den nugæl­dende bestem­melse i § 6 a i offe­rer­stat­nings­lo­ven, at ansøg­ning om erstat­ning afslås, når et bande­med­lem er blevet udsat for vold i forbin­delse med en bandekonflikt.

Endvi­dere anførte Erstatningsnævnet:

Det er uberet­ti­get, når lands­ret­ten i sine præmis­ser lægger til grund, at skade­lidte i en sag mod erstat­ningsnæv­net skal stil­les på samme måde, som skade­lidte ville være stil­let over for skade­vol­de­ren. Formå­let med ordnin­gen med offe­rer­stat­ning er, at staten påta­ger sig en del af den økono­mi­ske risiko for, at en borger udsæt­tes for en volde­lig forbry­delse. Når borge­ren vælger at udsætte sig for en særlig og i øvrigt forhø­jet risiko for at blive udsat for en volde­lig forbry­delse, må borge­ren anta­ges at have accep­te­ret at over­tage denne risiko. Ved at deltage i bande­re­la­te­ret virk­som­hed under en verse­rende konflikt mellem to bander, har A såle­des sat sig uden for den særlige offent­li­gret­lige beskyt­telse, der følger af offe­rer­stat­nings­lo­ven, uanset hvor­le­des forhol­det mellem ham og skade­vol­der må bedøm­mes efter erstatningsretten.”

Dette syns­punkt har Højeste­ret ved dommen ikke taget til følge. Højeste­ret udta­ler deri­mod, at i lov nr. 277 af 26. maj 1976 om erstat­ning fra staten til ofre for forbry­del­ser var det i § 8, stk. 1 bestemt, at erstat­ning kunne nedsæt­tes eller bort­falde, hvis skade­lidte eller afdøde havde medvir­ket til skaden, eller skaden var opstået under sådanne forhold, at erstat­ning ikke fand­tes rime­lig. Bestem­mel­sen gav mulig­hed for, at skade­lid­tes erstat­nings­krav mod staten kunne nedsæt­tes eller bort­falde i videre omfang end mod skade­vol­de­ren. Ved lov nr. 233 af 6. juni 1985 blev der indført rets­krav på erstat­ning fra staten, og den rime­lig­heds­vur­de­ring, der var en følge af § 8, stk. 1, blev erstat­tet af den nævnte bestem­melse i § 6 a, hvor­ef­ter dansk rets almin­de­lige erstat­nings­reg­ler finder anven­delse. Hertil udta­ler Højeste­ret, at denne lovæn­dring inde­bæ­rer, at skade­lidte over for staten skal stil­les på samme måde, som skade­lidte ville være stil­let over for skade­vol­de­ren. Dette gælder, uanset om skade­vol­de­ren er kendt eller ukendt.

Henset til poli­ti­in­spek­tø­rens forkla­ring om, at den skade­lidte ikke var regi­stre­ret bande­med­lem, men alene som en person, der var i radius af MOB Lunden, har Højeste­ret fundet, at der i en sag mod skade­vol­de­ren ikke ville ske nedsæt­telse eller bort­fald af erstat­nings­ansva­ret som følge af medvir­ken til skaden eller accept af risiko for skade, hvor­for der ikke er grund­lag for at lade den skade­lid­tes erstat­nings­krav mod staten nedsætte eller bortfalde.

 

Elmers kommentar

Det væsent­lig­ste ved Højeste­rets dom er, at det slås fast, at skade­lidte over for staten skal stil­les på samme måde, som skade­lidte ville være stil­let over for skade­vol­de­ren. Hvis betin­gel­serne for at opnå erstat­ning efter offe­rer­stat­nings­lo­ven i øvrigt er opfyldt, har skade­lidte altså helt samme adgang til at få erstat­ning fra staten, som hvis kravet blev rejst over for skade­vol­de­ren selv.

Erstat­ningsnæv­nets syns­punkt om, at en borger ved sin adfærd kan sætte sig uden for ”den særlige offent­li­gret­lige beskyt­telse”, der følger af offe­rer­stat­nings­lo­ven – som altså ikke blev taget til følge – vidner om, at nævnet har fejl­for­tol­ket betyd­nin­gen af indsæt­tel­sen af § 6 a i 1985. Erstat­ningsnæv­net skal ikke fore­tage en vurde­ring af, hvor­vidt skade­lidte er inden for eller uden for nogen ”særlig offent­li­gret­lige beskyt­telse”, men skal alene vurdere, om skade­lidte ville have hel eller delvis ret til erstat­ning fra skade­vol­de­ren. I bekræf­tende fald har skade­lidte krav på erstat­ning fra staten, som kan søge regres hos skade­vol­de­ren, hvis denne er identificeret.

Elmer Advo­ka­ter har i mere end 20 år ført rets­sa­ger mod både Arbejds­mar­ke­dets Erhvervs­sik­ring (tidli­gere Arbejds­ska­desty­rel­sen), Anke­sty­rel­sen, Anke­næv­net for Patien­ter­stat­nin­gen (tidli­gere Patientska­de­an­ke­næv­net) og Erstat­ningsnæv­net om netop anven­del­sen af de almin­de­lige erstat­nings­ret­lige regler i sager omfat­tet af de offent­lige erstat­nings­ord­nin­ger. Det er såle­des ikke et ukendt fæno­men, at myndig­he­derne præsen­te­rer et syns­punkt om, at noget andet end de almin­de­lige erstat­nings­ret­lige regler skal gælde, når der er tale om en offent­lig erstat­nings­ord­ning, selvom det ikke frem­går af loven, men alene kan udle­des af den pågæl­dende myndig­heds egen prak­sis. Tenden­sen er dog klar: Med mindre andet frem­går af loven, finder de almin­de­lige erstat­nings­ret­lige regler anven­delse, også når der er tale om en offent­lig erstat­nings­ord­ning. Det er den omtalte Højeste­rets­dom endnu et tyde­ligt bevis på.

Fra Elmer Advo­ka­ter skal lyde et stort tillykke med det flotte resul­tat til advo­kat Lasse Dalberg fra Grove & Part­nere, som førte sagen på vegne den skadelidte.

Henven­delse om dommen og voldsof­fer­sa­ger kan ske til advo­kat Laura Tholstrup.

 

Læs også om