Højesteret har den 9. december 2019 afsagt dom i en principiel sag om Erstatningsnævnets mulighed for at lade erstatning nedsætte eller bortfalde som følge af skadelidtes accept af risiko og herunder, hvorvidt en skadelidt i en sag over for Erstatningsnævnet skal stilles på samme måde, som havde sagen været mod skadevolderen selv.
Sagen omhandler en skadelidt, som den 11. april 2013 blev skudt i hovedet af en ukendt gerningsmand og pådrog sig betydelige skader. Sagen blev anmeldt til Erstatningsnævnet, som afviste, at den skadelidte var berettiget til erstatning efter offererstatningsloven. Afslaget blev truffet i henhold til offererstatningslovens § 6 a, hvorefter dansk rets almindelige regler om skadevolderens erstatningsansvar finder tilsvarende anvendelse ved afgørelser efter offererstatningsloven, herunder reglerne om nedsættelse eller bortfald af erstatning på grund af skadelidtes eller afdødes medvirken til skaden eller accept af risikoen for skade.
Erstatningsnævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det af politirapporten fremgik, at den skadelidte under skudepisoden bar skudsikker vest og walkie talkie, og at han efter politiets opfattelse på gerningstidspunktet befandt sig på gerningsstedet i Lundtoftegade, da han udførte hashsalg/vagtvirksomhed for bandegrupperingen MOB Lunden. Herefter fandt nævnet, at skadelidte – uanset om han var medlem af grupperingen eller blot tilknyttet denne – havde færdedes i et særdeles farligt miljø, hvilket han måtte have været bevidst om, siden han bar skudsikker vest.
Ved afgørelsen henviste Erstatningsnævnet ud over offererstatningslovens § 6a til betænkning nr. 1019/1984 om retskrav på erstatning til ofre for forbrydelser, hvor det bl.a fremgår at:
”Den, som f.eks. melder sig ind i en rockerbande for at deltage i voldsudøvelse, kan dog heller ikke efter den almindelige erstatningsret antages at ville få erstatning, såfremt han i forbindelse hermed selv udsættes for påregnelige skader som følge af vold.”
Af samme betænkning fremgår, at erstatning kan nedsættes eller bortfalde i “tilfælde, hvor skadelidte har optrådt provokerende eller har udsat sig for en særlig risiko ved at opsøge steder, der i almindelighed må opfattes som et farligt miljø. …. I tilfælde som disse kan nævnets afslag på erstatning formentlig siges at bygge på en accept af risikosynspunkt.
Tankegangen, at den, der bevidst indlader sig på en risikabel adfærd, som man fra samfundets side ønsker at modvirke, ikke kan kræve erstatning for endog alvorlige personskader, som den pågældende pådrager sig i forbindelse med den farefulde adfærd, er ikke ukendt inden for den almindelige erstatningsret”
Skadelidte anlagde retssag mod Erstatningsnævnet og gjorde gældende, at det i medfør af offererstatningslovens § 6 a er afgørende, hvorledes den erstatningsretlige situation ville være for skadevolderen, såfremt politiet havde identificeret vedkommende. Han gjorde endvidere gældende, at det forhold, at han havde deltaget i hashhandel, ikke indebar, at han personligt havde haft en sådan deltagelse i en voldelig konflikt, at han i erstatningsmæssig sammenhæng havde accepteret risikoen for at blive udsat for et drabsforsøg.
Erstatningsnævnet fastholdt, at den skadelidte ved sin tilknytning til bandegrupperingen og deltagelse i vagtvirksomhed samt det forhold, at han var bekendt med, at der i Lundtoftegade var risiko for skyderi, havde accepteret risikoen for at blive skudt.
Byretten nåede frem til, at den skadelidtes erstatningskrav i medført af offererstatningsloven ikke kunne bortfalde, men at erstatningen skulle nedsættes med 1/3, idet skadelidte ved sin deltagelse i hashsalg/vagtvirksomhed havde udsat sig selv for en risiko for at komme til skade.
Under landsretssagen forklarede en politiinspektør bl.a. at den skadelidte ikke var registreret som bandemedlem, men derimod registreret som en person, der havde relation til området, og som var i ”radius af MOB Lunden” og befandt sig i området. Han forklarede endvidere, at der på gerningstidspunkt havde været en igangværende konflikt mellem MOB Lunden og den rivaliserende bande Brothas.
Erstatningsnævnet anførte supplerende under sagen, at det ikke har været hensigten med ophævelsen af den tidligere § 8, stk. 1 i offererstatningsloven og den samtidige indførsel af § 6 a, at bandemedlemmer kan opnå erstatning fra staten som følge af voldsepisoder under en bandekrig.
Landsretten udtalte, at ordlyden af offererstatningslovens § 6a samt bestemmelsens forarbejder fører til, at skadelidte efter offererstatningsloven skal stilles på samme måde, som skadelidte ville være stillet over for skadevolderen.
Henset til den skadelidtes tilknytning til MOB Lunden og hans aktiviteter i den forbindelse samt det forhold, at der var en igangværende bandekonflikt med tidligere skyderier, fandt landsretten, at der var grundlag for at nedsætte erstatningen med halvdelen som følge af skadelidtes accept af risiko.
Under sagen i Højesteret anførte Erstatningsnævnet supplerende, at det har været nævnets faste praksis både efter den tidligere bestemmelse i § 8, stk. 1, og efter den nugældende bestemmelse i § 6 a i offererstatningsloven, at ansøgning om erstatning afslås, når et bandemedlem er blevet udsat for vold i forbindelse med en bandekonflikt.
Endvidere anførte Erstatningsnævnet:
”Det er uberettiget, når landsretten i sine præmisser lægger til grund, at skadelidte i en sag mod erstatningsnævnet skal stilles på samme måde, som skadelidte ville være stillet over for skadevolderen. Formålet med ordningen med offererstatning er, at staten påtager sig en del af den økonomiske risiko for, at en borger udsættes for en voldelig forbrydelse. Når borgeren vælger at udsætte sig for en særlig og i øvrigt forhøjet risiko for at blive udsat for en voldelig forbrydelse, må borgeren antages at have accepteret at overtage denne risiko. Ved at deltage i banderelateret virksomhed under en verserende konflikt mellem to bander, har A således sat sig uden for den særlige offentligretlige beskyttelse, der følger af offererstatningsloven, uanset hvorledes forholdet mellem ham og skadevolder må bedømmes efter erstatningsretten.”
Dette synspunkt har Højesteret ved dommen ikke taget til følge. Højesteret udtaler derimod, at i lov nr. 277 af 26. maj 1976 om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser var det i § 8, stk. 1 bestemt, at erstatning kunne nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte eller afdøde havde medvirket til skaden, eller skaden var opstået under sådanne forhold, at erstatning ikke fandtes rimelig. Bestemmelsen gav mulighed for, at skadelidtes erstatningskrav mod staten kunne nedsættes eller bortfalde i videre omfang end mod skadevolderen. Ved lov nr. 233 af 6. juni 1985 blev der indført retskrav på erstatning fra staten, og den rimelighedsvurdering, der var en følge af § 8, stk. 1, blev erstattet af den nævnte bestemmelse i § 6 a, hvorefter dansk rets almindelige erstatningsregler finder anvendelse. Hertil udtaler Højesteret, at denne lovændring indebærer, at skadelidte over for staten skal stilles på samme måde, som skadelidte ville være stillet over for skadevolderen. Dette gælder, uanset om skadevolderen er kendt eller ukendt.
Henset til politiinspektørens forklaring om, at den skadelidte ikke var registreret bandemedlem, men alene som en person, der var i radius af MOB Lunden, har Højesteret fundet, at der i en sag mod skadevolderen ikke ville ske nedsættelse eller bortfald af erstatningsansvaret som følge af medvirken til skaden eller accept af risiko for skade, hvorfor der ikke er grundlag for at lade den skadelidtes erstatningskrav mod staten nedsætte eller bortfalde.
Det væsentligste ved Højesterets dom er, at det slås fast, at skadelidte over for staten skal stilles på samme måde, som skadelidte ville være stillet over for skadevolderen. Hvis betingelserne for at opnå erstatning efter offererstatningsloven i øvrigt er opfyldt, har skadelidte altså helt samme adgang til at få erstatning fra staten, som hvis kravet blev rejst over for skadevolderen selv.
Erstatningsnævnets synspunkt om, at en borger ved sin adfærd kan sætte sig uden for ”den særlige offentligretlige beskyttelse”, der følger af offererstatningsloven – som altså ikke blev taget til følge – vidner om, at nævnet har fejlfortolket betydningen af indsættelsen af § 6 a i 1985. Erstatningsnævnet skal ikke foretage en vurdering af, hvorvidt skadelidte er inden for eller uden for nogen ”særlig offentligretlige beskyttelse”, men skal alene vurdere, om skadelidte ville have hel eller delvis ret til erstatning fra skadevolderen. I bekræftende fald har skadelidte krav på erstatning fra staten, som kan søge regres hos skadevolderen, hvis denne er identificeret.
Elmer Advokater har i mere end 20 år ført retssager mod både Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere Arbejdsskadestyrelsen), Ankestyrelsen, Ankenævnet for Patienterstatningen (tidligere Patientskadeankenævnet) og Erstatningsnævnet om netop anvendelsen af de almindelige erstatningsretlige regler i sager omfattet af de offentlige erstatningsordninger. Det er således ikke et ukendt fænomen, at myndighederne præsenterer et synspunkt om, at noget andet end de almindelige erstatningsretlige regler skal gælde, når der er tale om en offentlig erstatningsordning, selvom det ikke fremgår af loven, men alene kan udledes af den pågældende myndigheds egen praksis. Tendensen er dog klar: Med mindre andet fremgår af loven, finder de almindelige erstatningsretlige regler anvendelse, også når der er tale om en offentlig erstatningsordning. Det er den omtalte Højesteretsdom endnu et tydeligt bevis på.
Fra Elmer Advokater skal lyde et stort tillykke med det flotte resultat til advokat Lasse Dalberg fra Grove & Partnere, som førte sagen på vegne den skadelidte.
Henvendelse om dommen og voldsoffersager kan ske til advokat Laura Tholstrup.