Højesteret har i dag afgjort, at ”levetid med følgerne af en forsinket kræftdiagnose”, som patienten døde af, skulle regnes fra det tidspunkt, hvor patienten oplevede gener eller ulemper i sin personlige livsførelse som følge af kræftsygdommen.
Således skulle ”levetiden med skaden” ikke regnes fra det tidligere tidspunkt, hvor diagnosefejlen blev begået. Godtgørelse for varigt mén var derfor korrekt nedsat med 2/3.
I 2012 døde en mand som følge af forsinket diagnosticering af lungecancer.
Manden døde, inden han fik fastsat sin erstatning. Sagen handlede derfor kort fortalt om, hvordan erstatningen i denne situation skulle fastsættes.
Det centrale spørgsmål i sagen var, om hans ”levetid med skaden” skulle regnes fra diagnosefejlen blev begået i 2007 (så skulle der tilkendes fuld godtgørelse for varigt mén) eller fra 2011, hvor han fik fysiske symptomer på kræftsygdommen (så skulle godtgørelsen nedsættes med 2/3).
Højesteret har i dag afgjort, at ”levetiden med skaden” skulle regnes fra det tidspunkt, hvor patienten oplevede gener eller ulemper i sin personlige livsførelse som følge af kræftsygdommen. Det var først bevist, at det var i 2011.
Det var derfor korrekt, at godtgørelsen for varigt mén, der blev tilkendt efter, at patienten var død, var nedsat med 2/3 pga. den korte tid (ca. 1 år), som patienten nåede at leve med gener af sygdommen.
Landsretten var nået til samme resultat.
Højesteret har taget principiel stilling til, at skadestidspunktet for en patientskade, der anerkendes, fordi en patient ikke får en behandling i overensstemmelse med ”bedste specialiststandard”, ikke (altid) er, da fejlen blev begået (og skaden dermed blev forårsaget).
Hvis patienten på tidspunktet for diagnosefejlen ikke havde gener af den ikke diagnosticerede sygdom (ofte kræft) anses skaden først for at være indtrådt, når patienten oplever gener af sygdommen. ”Levetiden” med patientskaden regnes fra samme tidspunkt.
Hvis patienten derimod havde symptomer på kræftsygdommen, da diagnosen burde have været stillet, anses patientskaden uændret indtrådt på det tidspunkt, hvor skaden blev forårsaget. Dommen kan heller ikke tages til indtægt for, at levetiden med patientskaden først skal regnes fra det tidspunkt, hvor det varige mén kan fastsættes. Det samme gælder for erhvervsevnetab.
Denne praksis, om det man kalder ”mellemkommende død”, har den konsekvens, at dør skadelidte af skaden/sygdommen (eller anden årsag) inden, der er gået 3-4 år, bliver godtgørelse for varigt mén (og erstatning for erhvervsevnetab) nedsat med brøker (1/3, 2/3 eller 4/5) afhængigt af, hvor lang tid skadelidte nåede at leve med skaden.
Hvis godtgørelsen for varigt mén og erstatning for erhvervsevnetab er endeligt fastsat/tilkendt inden skadelidte/patienten dør, skal der ikke foretages nogen nedsættelse, heller ikke selvom patienten forventes at dø indenfor kortere tid.
Spørgsmål til Højesterets afgørelse kan rettes til advokat Karsten Høj.