HØJESTERETSDOM OM LEVETID MED PATIENTSKADE

Højeste­ret har i dag afgjort, at ”leve­tid med følgerne af en forsin­ket kræft­di­ag­nose”, som patien­ten døde af, skulle regnes fra det tids­punkt, hvor patien­ten ople­vede gener eller ulem­per i sin person­lige livs­fø­relse som følge af kræft­syg­dom­men.

Såle­des skulle ”leve­ti­den med skaden” ikke regnes fra det tidli­gere tids­punkt, hvor diag­no­se­fejlen blev begået. Godt­gø­relse for varigt mén var derfor korrekt nedsat med 2/3.

 

SAGEN KORT FORTALT

I 2012 døde en mand som følge af forsin­ket diag­no­sti­ce­ring af lungecan­cer.

Manden døde, inden han fik fast­sat sin erstat­ning. Sagen hand­lede derfor kort fortalt om, hvor­dan erstat­nin­gen i denne situ­a­tion skulle fast­sæt­tes.

Det centrale spørgs­mål i sagen var, om hans ”leve­tid med skaden” skulle regnes fra diag­no­se­fejlen blev begået i 2007 (så skulle der tilken­des fuld godt­gø­relse for varigt mén) eller fra 2011, hvor han fik fysi­ske symp­to­mer på kræft­syg­dom­men (så skulle godt­gø­rel­sen nedsæt­tes med 2/3).

 

HØJESTERETS RESULTAT

Højeste­ret har i dag afgjort, at ”leve­ti­den med skaden” skulle regnes fra det tids­punkt, hvor patien­ten ople­vede gener eller ulem­per i sin person­lige livs­fø­relse som følge af kræft­syg­dom­men. Det var først bevist, at det var i 2011.

Det var derfor korrekt, at godt­gø­rel­sen for varigt mén, der blev tilkendt efter, at patien­ten var død, var nedsat med 2/3 pga. den korte tid (ca. 1 år), som patien­ten nåede at leve med gener af sygdom­men.

Lands­ret­ten var nået til samme resul­tat. Lands­ret­tens og Højeste­rets dom kan læses her.

 

KOMMENTAR

Højeste­ret har taget prin­ci­piel stil­ling til, at skades­tids­punk­tet for en patientskade, der aner­ken­des, fordi en patient ikke får en behand­ling i over­ens­stem­melse med ”bedste speci­a­list­stan­dard”, ikke (altid) er, da fejlen blev begået (og skaden dermed blev forår­sa­get).

Hvis patien­ten på tids­punk­tet for diag­no­se­fejlen ikke havde gener af den ikke diag­no­sti­ce­rede sygdom (ofte kræft) anses skaden først for at være indt­rådt, når patien­ten ople­ver gener af sygdom­men. ”Leve­ti­den” med patientska­den regnes fra samme tids­punkt.

Hvis patien­ten deri­mod havde symp­to­mer på kræft­syg­dom­men, da diag­no­sen burde have været stil­let, anses patientska­den uændret indt­rådt på det tids­punkt, hvor skaden blev forår­sa­get. Dommen kan heller ikke tages til indtægt for, at leve­ti­den med patientska­den først skal regnes fra det tids­punkt, hvor det varige mén kan fast­sæt­tes.  Det samme gælder for erhverv­sev­ne­tab.

Denne prak­sis, om det man kalder ”mellem­kom­mende død”, har den konse­kvens, at dør skade­lidte af skaden/sygdommen (eller anden årsag) inden, der er gået 3–4 år, bliver godt­gø­relse for varigt mén (og erstat­ning for erhverv­sev­ne­tab) nedsat med brøker (1/3, 2/3 eller 4/5) afhæn­gigt af, hvor lang tid skade­lidte nåede at leve med skaden.

Hvis godt­gø­rel­sen for varigt mén og erstat­ning for erhverv­sev­ne­tab er ende­ligt fastsat/tilkendt inden skadelidte/patienten dør, skal der ikke fore­ta­ges nogen nedsæt­telse, heller ikke selvom patien­ten forven­tes at dø inden­for kortere tid.

 

KONTAKT

Spørgs­mål til Højeste­rets afgø­relse kan rettes til advo­kat Karsten Høj.

 

Advokat Karsten Høj

Karsten Høj

Partner

Direkte: +45 3367 6785