Højesteret afviser at forhøje forsørgertabserstatning til børn efter EAL § 14, 2. punktum

Ved dom af 29. novem­ber 2013 har Højeste­ret afvist at forhøje forsør­gertab­ser­stat­nin­gen til 2 børn, som mistede begge deres foræl­dre i samme ulykke, hvor de på motor­cy­kel stødte ind i en taxa. På ulyk­ke­s­tids­punk­tet var børnene henholds­vis 8 år og 4 år gamle.

Det blev anført i poli­tiets anmel­del­ses­rap­port, i døds­falds­rap­por­terne og i dødsat­testerne for begge foræl­dre, at de afgik ved døden kl. 21.15, og der forelå ikke bevis for, at den ene foræl­der var død før den anden.

Hoved­spørgs­må­let under sagen var, om forsør­gertab­ser­stat­nin­gen til børnene skulle fordob­les i forhold til den normale udmå­ling, fordi begge foræl­dre eller en af dem i denne situ­a­tion skulle anses for at have været enefor­sør­ger på skadetidspunktet.

Reglerne om forsør­gertab­ser­stat­ning til børn under 18 år, der mister en foræl­der ved en ulykke, frem­går af erstat­nings­ansvars­lo­vens § 14. Efter bestem­mel­sens 1. punk­tum fast­sæt­tes erstat­nin­gen til efter­le­vende børn til et beløb, der svarer til summen af de bidrag til barnets under­hold, som afdøde på skade­tids­punk­tet kunne være pålagt efter lov om børns forsør­gelse, hvis afdøde havde været bidrags­plig­tig. Efter bestem­mel­sens 2. punk­tum skal den erstat­ning, som efter­le­vende børn har krav på for tab af forsør­ger, forhø­jes med 100 %, hvis afdøde var eneforsørger.

§ 14 omfat­ter såle­des ikke direkte den situ­a­tion, hvor begge foræl­dre dør i samme ulykke, og situ­a­tio­nen er hver­ken beskre­vet i bestem­mel­sens forar­bej­der eller afkla­ret af retspraksis.

Under sagen aner­kendte taxa­ens ansvars­for­sik­rings­sel­skab erstat­nings­plig­ten og udbe­talte i alt ca. 750.000 kr. i erstat­ning til børnene efter bestem­mel­sen i § 14, 1. punktum.

Børnene gjorde imid­ler­tid gældende, at de hensyn, der er bestem­mende for, at lovgi­ver har fundet det rime­ligt at forhøje forsør­gertab­ser­stat­ning til børn, når en enefor­sør­ger dør, også gælder, når begge foræl­dre dør ved samme ulykke.

Hvis foræl­dre­nes død havde været omfat­tet af arbejds­ska­desik­rings­lo­ven, havde appel­lan­terne utvivl­s­omt været beret­ti­get til dobbel­ter­stat­ning efter begge foræl­dre efter reglen i arbejds­ska­desik­rings­lo­vens § 21, stk. 2, og bereg­nin­ger viste, at det efter erstat­nings­ansvars­lo­ven ville have udløst en samlet erstat­nings­sum på næsten 2 mill. kr., hvis moren var død før faren, og, hvis faren var død før moren ville det have udløst en samlet erstat­nings­sum på omkring 2,2 mill. kr.

Det var derfor børne­nes syns­punkt under sagen, at de erstat­nings­mæs­sigt skulle stil­les bedst muligt inden for rammerne af § 14, og at erstat­nin­gen derfor skulle udmå­les efter bestem­mel­sens 2. punktum.

Dommen:
Ved dom af 29. novem­ber 2013 stad­fæ­stede Højeste­ret Østre Lands­rets dom om, at børnene ikke var beret­ti­get til forhø­jet forsør­gertab­ser­stat­ning efter erstat­nings­ansvars­lo­vens § 14, 2. punktum.

I præmis­serne anfø­rer Højeste­ret følgende:

“Det er ikke i erstat­nings­ansvars­lo­ven angi­vet, hvad der skal forstås ved “enefor­sør­ger”. Efter almin­de­lig sprog­brug er det ikke nærlig­gende at anvende beteg­nel­sen “enefor­sør­ger” på begge eller en af foræl­drene i en situ­a­tion, hvor et barn ved en ulykke mister begge foræl­dre. Det er heller ikke i forar­bej­derne til § 14 angi­vet, hvad der skal forstås ved “enefor­sør­ger”, men det frem­går af forar­bej­derne, at det var hensig­ten at opret­holde dagæl­dende prak­sis, hvor­ef­ter erstat­nin­gen efter en enefor­sør­ger også blev forhø­jet, idet man samti­dig ville præci­sere, hvor stor forhø­jel­sen skulle være (Folke­ting­sti­dende 1983–84, 2. samling, Tillæg A, L 7, spalte 101). Som anført af Lands­ret­ten må det være dommene gengi­vet i UfR 1978.722 V og UfR 1983.436 V, der refe­re­res til. I den første sag var fader­ska­bet til barnet ikke fast­slået, og i den anden var moren frita­get for at oplyse navnet på barnets far. Barnet blev i begge sager tilkendt forhø­jet forsør­gertab­ser­stat­ning, da den afdøde mor var enefor­sør­ger. Heref­ter må bestem­mel­sen efter sin ordlyd og forar­bej­der mest nærlig­gende forstås såle­des, at erstat­ning ikke skal fordob­les i en situ­a­tion som den foreliggende.

Det frem­går af forar­bej­derne til forlø­be­ren for arbejds­ska­desik­rings­lo­vens § 21, stk. 2 (§ 32 i arbejds­ska­de­for­sik­rings­lo­ven nr. 79 af 8. marts 1978), at denne bestem­melse skal forstås såle­des, at et barn, der samti­dig mister begge sine foræl­dre som følge af arbejds­ska­der, har krav på erstat­ning, som om begge foræl­dre var enefor­sør­gere (Folke­ting­sti­dende 1977–78, Tillæg A, L 49, spalte 937 f). Disse forar­bej­der er imid­ler­tid ikke afgø­rende for forstå­el­sen af erstat­nings­ansvars­lo­vens § 14.

På baggrund af det anførte finder Højeste­ret, at når begge foræl­drene dør ved samme ulykke, kan ingen af dem anses for enefor­sør­gere efter erstat­nings­ansvars­lo­vens § 14, 2. punktum”.

Kommen­ta­rer:
Højeste­rets præmis om, at bestem­mel­sen efter sin ordlyd og forar­bej­der “mest nærlig­gende” må forstås såle­des, at erstat­nin­gen ikke skal fordob­les i en situ­a­tion, som den fore­lig­gende, efter­la­der det indtryk, at også Højeste­ret finder resul­ta­tet usikkert.

Det er betæn­ke­ligt, og efter vores opfat­telse i strid med erstat­nings­ansvars­lo­vens formål om at yde bedst mulig dækning for det økono­mi­ske tab i tilfælde af personskade og tab af forsør­ger, at der i tilfælde af begge foræl­dres død ved samme ulykke udmå­les en lavere erstat­ning, end hvis foræl­drene var døde med kort tids mellem­rum, eller hvis kun den ene foræl­der som enefor­sør­ger var død i ulykken.

Højeste­rets dom kalder derfor på en præci­se­ring af bestem­mel­sen i erstat­nings­ansvars­lo­vens § 14.

Henven­del­ser om sagen kan rettes til advo­kat Gert Willer­s­lev, gw@elmer-adv.dk, der førte sagen for børnene.