Højesteret blåstempler sagsbehandling i ansættelsesretlige sager – forfulgt uden ugrundet ophold

Højeste­ret har i to prin­ci­pi­elle domme afsagt den 5. okto­ber 2006 taget stil­ling til ”forfulgt uden ugrun­det ophold” i konkurs­lo­vens § 95, stk. 1, nr. 5. Baggrun­den for sagerne Når en virk­som­hed går konkurs, har lønmod­ta­gerne krav på dækning af deres lønt­il­go­de­ha­ven­der med fortrin­s­stil­ling før de andre kredi­to­rer. Den løn, der er forfal­den mindre end 6 måne­der før virk­som­he­den går konkurs, har altid prio­ri­tet. Det følger af konkurs­lo­vens § 95, stk. 5, nr. 1. Hvis lønkra­vene er ældre end 6 måne­der, skal kravene – for at få privil­e­gium – være forfulgt uden ugrun­det ophold. Typisk er kravene mere end 6 måne­der gamle, fordi der har været en tvist mellem lønmod­ta­ge­ren og arbejds­gi­ve­ren, som endnu ikke er løst. Tvisten kan være behand­let ved domsto­lene, ved det fagret­lige system eller ved forhand­ling mellem parterne. Der er også sager, hvor lønmod­ta­ge­ren ikke har været opmærk­som på et krav mod arbejds­gi­ve­ren, men de er ikke omfat­tet af højeste­rets­dom­men. Lønmod­ta­ger­nes krav udbe­ta­les næsten altid gennem Lønmod­ta­ger­nes Garan­ti­fond (LG). LG søger heref­ter dækning i konkurs­boet. Afgø­rel­ser om, hvor­vidt sagerne har været forfulgt uden ugrun­det ophold, træf­fes derfor i prak­sis stort set altid af LG. HK konsta­te­rede for nogle år siden et øget antal afslag fra LG med den begrun­delse, at sagerne ikke havde været forfulgt uden ugrun­det ophold. Det var HKs opfat­telse, at LG havde ændret prak­sis, og på den baggrund blev der afholdt møder til drøf­telse af problem­stil­lin­gen. De to sager, hvor Højeste­ret nu har afsagt dom, blev på den baggrund udvalgt af HK, og efter aftale mellem HK og LG henvist til Østre Lands­ret til behand­ling i 1. instans ud fra et ønske om en prin­ci­piel afgø­relse. De to sager Sagerne var kende­teg­net ved, at der var gået ca. 1 år fra forfald­s­tids­punk­tet vedrø­rende kravene til virk­som­he­derne gik konkurs. Stæv­ning var indle­ve­ret til domsto­lene i begge sager inden 6 måne­der efter forfalds­da­toen for hoved­delen af kravene. I den ene sag afvi­ste arbejds­gi­ve­ren beta­ling den 19. septem­ber 2001, og rets­sag blev anlagt den 8. februar 2002. I den anden sag afvi­ste arbejds­gi­ve­ren beta­ling den 8. januar 2002, og rets­sag blev anlagt den 24. maj 2002. I den peri­ode blev der korre­spon­de­ret mellem lønmod­ta­ge­ren, HKs loka­laf­de­ling, HKs juri­di­ske afde­ling og HKs advo­kat­for­bin­delse. Det var LGs syns­punkt under sagen, at der i disse peri­o­der reelt intet var fore­ta­get over for arbejds­gi­ve­ren, og at det må kræves, at der fore­ta­ges aktive skridt over for arbejds­gi­ve­ren, medens interne ekspe­di­tio­ner ikke er tilstræk­ke­lige. LG gjorde gældende, at det ikke er undskyl­dende, at der er opbyg­get et system, hvor både HKs loka­laf­de­ling, HKs juri­di­ske afde­ling og HKs advo­ka­ter skal vurdere sagen, og alle bruger tid på sags­be­hand­ling. Lønmod­ta­ge­ren må derfor tåle iden­ti­tet med HK og advo­ka­ten, og havde derfor efter LGs opfat­telse ikke gjort nok for at forfølge kravet. Heri var Højeste­ret ikke enig. Højeste­ret anfø­rer i begge sager følgende: ”Den omstæn­dig­hed, at rets­sag vedrø­rende et bestridt krav på løn mv. er anlagt inden 6 måne­der efter, at kravet er forfal­det, giver ikke uden videre grund­lag for at fast­slå, at kravet er søgt gennem­ført uden ugrun­det ophold. jf. konkurs­lo­vens § 95, stk. 1, nr. 5. Dette spørgs­mål må såle­des afgø­res efter en konkret vurde­ring. Ved denne vurde­ring skal der ikke alene lægges vægt på, i hvil­ket omfang der forud for sags­an­læg­get har været ført forligs­for­hand­lin­ger mellem parterne eller på anden måde har været kontakt mellem disse. Ved vurde­rin­gen må der tillige indrøm­mes lønmod­ta­ge­ren, dennes faglige orga­ni­sa­tion og/eller lønmod­ta­ge­rens eller orga­ni­sa­tio­nens advo­kat rime­lig tid til at fore­tage de interne under­sø­gel­ser og over­vej­el­ser vedrø­rende sagens bevis­mæs­sige og juri­di­ske spørgs­mål, som er fornødne for at tage stil­ling til, om kravet bør forføl­ges ved anlæg­gelse af rets­sag.” LG gjorde supple­rende gældende, at der reelt ikke skete nogen ændrin­ger i opfat­tel­sen hos HK og/eller advo­ka­ten i de peri­o­der, hvor sagen lå stille. Der blev alene indhen­tet lidt supple­rende oplys­nin­ger. I den ene sag var spørgs­må­let, hvem af flere mulige arbejds­gi­vere der skulle stæv­nes i forbin­delse med virk­som­heds­over­dra­gelse. I den anden sag var spørgs­må­let, om lønmod­ta­ge­ren selv havde opsagt stil­lin­gen og var frat­rådt øjeblik­ke­ligt eller var blevet opsagt og frit­stil­let. Det blev af HK gjort gældende, at det var en ren bevis­sag, og at det netop er i en sådan situ­a­tion, at advo­ka­tens over­vej­el­ser er af betyd­ning for HKs beslut­ning om, hvor­vidt sagen videre­fø­res. På den baggrund fandt Højeste­ret, at det var rime­ligt, at i første omgang HKs juri­di­ske afde­ling havde stil­let spørgs­måls­tegn ved, om sagen kunne gennem­fø­res med et posi­tivt resul­tat, og deref­ter, at der gik tid, før HKs advo­kat­for­bin­delse nåede til en konklu­sion om dette spørgs­mål. Heref­ter udta­ler Højeste­ret om begge sager, at der ”forelå begrun­det tvivl om kravet”. På denne baggrund fandt Højeste­ret, at sagerne var forfulgt uden ugrun­det ophold.

Elmer & Part­ne­res bemærk­nin­ger:
Det var under sagen gjort gældende, at det for enhver sag må gælde, at blot der er stæv­net inden 6 måne­der efter forfald­s­tids­punk­tet, nyder kravet privil­e­gium. Baggrun­den herfor er, at man vedrø­rende det ubestridte lønkrav kan indle­vere en konkurs­be­gæ­ring. Efter § 95, stk. 1, nr. 1 opnår man privil­e­gium, hvis kravet er mindre end 6 måne­der gammelt. Den lønmod­ta­ger, der er henvist til at stævne ved de almin­de­lige domstole, bliver derfor dårli­gere stil­let end den lønmod­ta­ger, der blot kan indgive en konkurs­be­gæ­ring. Dette over­ord­nede syns­punkt afvi­ser Højeste­ret. I den ene af de to sager, der var fore­lagt Højeste­ret, var der ingen pauser i sags­be­hand­lin­gen af nævne­vær­dig betyd­ning. For så vidt angår den anden sag gik der ca. 1 måned, før lønmod­ta­ge­ren besva­rede en henven­delse fra HKs loka­laf­de­ling, og der var yder­li­gere en peri­ode på 6 uger fra sagen var modta­get på advo­kat­kon­to­ret og indtil det pga. ferie, hellig­dage mv. lykke­des at holde et møde i sagen. Det blev erkendt for Højeste­ret, at det i bagklog­ska­bens lys natur­lig­vis var muligt at pege på tids­punk­ter, hvor sags­be­hand­ling kunne have været gennem­ført hurti­gere. Imid­ler­tid vil det i prak­sis være umuligt at undgå, at en række sager som led i almin­de­lig sags­be­hand­ling har et tids­for­løb svarende til de sager, der blev fore­lagt for Højeste­ret. Hvis Højeste­ret ikke havde blåstemp­let denne sags­be­hand­lings­form, ville det få som konse­kvens, at alle lønmod­ta­ger­krav skulle behand­les, som om arbejds­gi­ve­ren var i konkret risiko for insol­vens, og det ville have som konse­kvens, at der i en lang række sager måtte udta­ges stæv­ning på et enten util­stræk­ke­ligt grund­lag eller på et tids­punkt, hvor mulig­he­derne for andre løsnin­ger ikke var tilstræk­ke­lig under­søgt. Samlet er det Elmer & Part­ne­res opfat­telse, at det system, der er opbyg­get i HK regi, hvor sagen først behand­les ved HKs loka­laf­de­lin­ger, deref­ter ved HKs centrale juri­di­ske afde­ling, før sagerne over­sen­des til advo­kat, er blåstemp­let. Natur­lig­vis skal sagerne ikke ”ligge på hylde”, men hvis sagerne indgår i en sædvan­lig sags­be­hand­lings­ru­tine, risi­ke­rer man ikke at miste privil­e­gium. Selvom Højeste­ret ikke gav medhold i, at der er privil­e­gium for ethvert krav, hvor der er stæv­net inden 6 måne­der, er det dog Elmer & Part­ne­res forvent­ning, at LG næppe frem­over vil gøre gældende, at sager ikke er forfulgt uden ugrun­det ophold, hvis der er stæv­net inden 6 måne­der. Da der var ca. 4 måne­ders pause i udad­vendte akti­vi­te­ter i begge sager, er det svært at se, hvilke sager der skulle falde uden for denne ”tommel­finger­re­gel”. Sagen blev for Højeste­ret ført af HK på vegne to medlem­mer. Højeste­ret behand­ler den 1. februar 2007 yder­li­gere en sag om problem­stil­lin­gen, hvor Højeste­ret dels skal tage stil­ling til forfald­s­tids­punk­ter vedrø­rende godt­gø­relse efter funk­tio­nær­lovens §§ 2 a og 2 b og deru­d­over, hvilke konse­kven­ser det skal have, når en lønmod­ta­ger ikke kontrol­le­rer en indbe­ta­ling til et pensions­sel­skab af en fratræ­del­ses­godt­gø­relse.

Yder­li­gere oplys­nin­ger vedrø­rende sagen kan fås hos advo­kat Jacob Golds­ch­midt, der førte sagen for HK.

Advokat Jacob Goldschmidt

Jacob Goldschmidt

Partner

Direkte: +45 3367 6797