Højesteret fastsætter nedre grænser for, hvad en skade efter det nye ulykkesbegreb er

Højeste­ret har ved dom af 8. novem­ber 2013 stad­fæ­stet Lands­ret­tens dom og der­ved til­t­rå­dt Anke­sty­rel­sens afgø­rel­se om, at en lærer ikke var udsat for en ulyk­ke i Arbejds­ska­desik­rings­lo­vens for­stand, da hun i for­bin­del­se med en und­vi­ge­ma­nøv­re som gård­vagt fik rygs­mer­ter.

Sagens fak­tum:
Sagen dre­jer sig om en kvin­de­lig lærer, der tid­li­ge­re indi­mel­lem havde haft gener i ryg­gen, her­un­der hold i ryg­gen, og som den 13. novem­ber 2008 fik aku­t­te ryg­ge­ner i for­bin­del­se med, at hun skul­le und­vi­ge et sam­men­stød med en elev, der kom løben­de med en bold.

Arbejds­ska­desty­rel­sen og Anke­sty­rel­sen havde afvist at hen­fø­re til­fæl­det under Loven med hen­vis­ning til, at belast­nin­gen ikke var så vold­som, så den var egnet til at med­fø­re en skade i ryg­gen. Retslæ­ge­rå­det havde under sagen udtalt, at hæn­del­sen godt kunne udlø­se ryg­ge­ner, men at den til­grund­lig­gen­de årsag for læn­de­ryg­li­del­sen og hen­des vari­ge ryg­ge­ner var en for­ud­be­stå­en­de lidel­se, og at hun iføl­ge egen læges nota­ter tid­li­ge­re havde haft ten­dens til læn­de­hold.

Højeste­ret udta­ler gene­relt, at det, for at der kan tages stil­ling til, om der er årsags­sam­men­hæng, må afkla­res, ”hvil­ken skade der hæv­des for­år­sa­get af hæn­del­sen eller påvirk­nin­gen. Der stil­les efter for­ar­bej­der­ne besked­ne læge­li­ge krav til den anmeld­te skade, og for­bi­gå­en­de smer­ter vil såle­des opfyl­de kra­ve­ne til per­sonska­de. Per­sonska­de­be­gre­bet må imid­ler­tid fast­læg­ges i lyset af de ydel­ser, der kan gives efter arbejds­ska­desik­rings­lo­ven. For­bi­gå­en­de smer­ter, der ikke kræ­ver behand­ling, men går over af sig selv, vil der­for nor­malt ikke være en per­sonska­de i arbejds­ska­desik­rings­lo­vens for­stand”.

På bag­grund heraf lagde Højeste­ret til grund, at hun ”alle­re­de forud for hæn­del­sen havde ten­dens til, og flere gange havde haft, hold i læn­den, og at hen­des lang­va­ri­ge kro­ni­ske ryg­li­del­se, og de smer­ter denne lidel­se med­fø­rer, skyl­des dege­ne­ra­ti­ve for­an­drin­ger og rygskæv­hed og ikke hæn­del­sen”, og fandt der­for ikke, at hæn­del­sen havde med­ført ”for­vær­ring af en kro­nisk ryg­li­del­se, eller den har påført hende smer­ter udover dem, der er en følge af den kro­ni­ske lidel­se, i et omfang der i sig selv udgør en per­sonska­de”.

Højeste­ret mente her­ef­ter ikke, at den ska­de­lid­te ved hæn­del­sen ”har pådra­get sig en arbejds­ska­de omfat­tet af arbejds­ska­desik­rings­lo­ven …”.

Kom­men­ta­rer:
Ved dom­men har Højeste­ret såle­des fast­sat en nedre græn­se for, hvad der skal til for at aner­ken­de en skade, og navn­lig lagt vægt på at ska­des­be­gre­bet skal fast­læg­ges i ”lyset af de ydel­ser, der kan gives efter arbejds­ska­desik­rings­lo­ven”. Der kan eksem­pel­vis ikke efter Arbejds­ska­desik­rings­lo­ven gives svie- og smer­te­godt­gø­rel­se, og det vil inde­bæ­re, at der godt kan være tale om til­ska­de­kom­ster i form af for­bi­gå­en­de smer­ter og smer­ter, der går over af sig selv, som vil kunne udlø­se godt­gø­rel­se for svie og smer­te efter almin­de­li­ge erstat­nings­ret­li­ge reg­ler, men ikke føre til at ska­den nød­ven­dig­vis aner­ken­des som arbejds­ska­de efter Arbejds­ska­desik­rings­lo­vens reg­ler.

Hen­ven­del­se ved­rø­ren­de dom­men kan ret­tes til Søren Kjær Jen­sen, der har ført sagen på vegne Dan­marks Lærer­for­e­ning.

Advokat Søren Kjær Jensen

Søren Kjær Jensen

Partner

Direkte: +45 3367 6760