Højesteret fastsætter nedre grænser for, hvad en skade efter det nye ulykkesbegreb er

Højeste­ret har ved dom af 8. novem­ber 2013 stad­fæ­stet Lands­ret­tens dom og derved tilt­rådt Anke­sty­rel­sens afgø­relse om, at en lærer ikke var udsat for en ulykke i Arbejds­ska­desik­rings­lo­vens forstand, da hun i forbin­delse med en undvi­ge­ma­nøvre som gård­vagt fik rygs­mer­ter.

Sagens faktum:
Sagen drejer sig om en kvin­de­lig lærer, der tidli­gere indi­mel­lem havde haft gener i ryggen, herun­der hold i ryggen, og som den 13. novem­ber 2008 fik akutte rygge­ner i forbin­delse med, at hun skulle undvige et sammen­stød med en elev, der kom løbende med en bold.

Arbejds­ska­desty­rel­sen og Anke­sty­rel­sen havde afvist at henføre tilfæl­det under Loven med henvis­ning til, at belast­nin­gen ikke var så vold­som, så den var egnet til at medføre en skade i ryggen. Retslæ­ge­rå­det havde under sagen udtalt, at hændel­sen godt kunne udløse rygge­ner, men at den tilgrund­lig­gende årsag for lænde­ryg­li­del­sen og hendes varige rygge­ner var en forud­be­stå­ende lidelse, og at hun ifølge egen læges nota­ter tidli­gere havde haft tendens til lænde­hold.

Højeste­ret udta­ler gene­relt, at det, for at der kan tages stil­ling til, om der er årsags­sam­men­hæng, må afkla­res, ”hvil­ken skade der hævdes forår­sa­get af hændel­sen eller påvirk­nin­gen. Der stil­les efter forar­bej­derne beskedne læge­lige krav til den anmeldte skade, og forbi­gå­ende smer­ter vil såle­des opfylde kravene til personskade. Personska­de­be­gre­bet må imid­ler­tid fast­læg­ges i lyset af de ydel­ser, der kan gives efter arbejds­ska­desik­rings­lo­ven. Forbi­gå­ende smer­ter, der ikke kræver behand­ling, men går over af sig selv, vil derfor normalt ikke være en personskade i arbejds­ska­desik­rings­lo­vens forstand”.

På baggrund heraf lagde Højeste­ret til grund, at hun ”alle­rede forud for hændel­sen havde tendens til, og flere gange havde haft, hold i lænden, og at hendes lang­va­rige kroni­ske rygli­delse, og de smer­ter denne lidelse medfø­rer, skyl­des dege­ne­ra­tive foran­drin­ger og rygskæv­hed og ikke hændel­sen”, og fandt derfor ikke, at hændel­sen havde medført ”forvær­ring af en kronisk rygli­delse, eller den har påført hende smer­ter udover dem, der er en følge af den kroni­ske lidelse, i et omfang der i sig selv udgør en personskade”.

Højeste­ret mente heref­ter ikke, at den skade­lidte ved hændel­sen ”har pådra­get sig en arbejds­skade omfat­tet af arbejds­ska­desik­rings­lo­ven …”.

Kommen­ta­rer:
Ved dommen har Højeste­ret såle­des fast­sat en nedre grænse for, hvad der skal til for at aner­kende en skade, og navn­lig lagt vægt på at skades­be­gre­bet skal fast­læg­ges i ”lyset af de ydel­ser, der kan gives efter arbejds­ska­desik­rings­lo­ven”. Der kan eksem­pel­vis ikke efter Arbejds­ska­desik­rings­lo­ven gives svie- og smer­te­godt­gø­relse, og det vil inde­bære, at der godt kan være tale om tilska­de­kom­ster i form af forbi­gå­ende smer­ter og smer­ter, der går over af sig selv, som vil kunne udløse godt­gø­relse for svie og smerte efter almin­de­lige erstat­nings­ret­lige regler, men ikke føre til at skaden nødven­dig­vis aner­ken­des som arbejds­skade efter Arbejds­ska­desik­rings­lo­vens regler.

Henven­delse vedrø­rende dommen kan rettes til Søren Kjær Jensen, der har ført sagen på vegne Danmarks Lærer­for­e­ning.

Advokat Søren Kjær Jensen

Søren Kjær Jensen

Partner

Direkte: +45 3367 6760