A blev den 11. august 1998 sygemeldt fra sit arbejde som gårdmand hos Albertslund Kommune som følge af en rygskade. Han blev senere afskediget pga. sygdom med fratrædelse den 30. juni 1999. Den 8. december 1999 traf Albertslund Kommune afgørelse om at standse udbetalingen af sygedagpenge til A med virkning fra den 22. december 1999, idet kommunen vurderede, at A ikke længere var fuldt uarbejdsdygtig. Kommunen henviste herefter A til at henvende sig til sin arbejdsløshedskasse og stille sig til rådighed på arbejdsformidlingen. A indbragte afgørelsen for Det Sociale Nævn, som hjemviste sagen til fornyet behandling ved kommunen under henvisning til, at kommunen ikke havde taget stilling til betydningen af, at den ikke som foreskrevet i lovgivningen havde udarbejdet en skriftlig helhedsvurdering af A’s situation og en opfølgningsplan. Kommunen fastholdt efterfølgende den trufne afgørelse, hvilket blev stadfæstet af Det Sociale Nævn og Ankestyrelsen, hvorefter A indbragte Ankestyrelsens afgørelse for domstolene. A påstod endvidere, at Albertslund Kommune skulle betale erstatning, idet kommunen havde tilsidesat sin pligt til at iværksætte hjælpeforanstaltninger over for A. Højesteret lagde til grund, at kommunen på grundlag af flere opfølgningssamtaler med A og af de foreliggende lægelige oplysninger havde vurderet, at A kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet uden forudgående revalidering eller iværksættelse af andre erhvervsafklarende foranstaltninger. Højesteret lagde samtidig til grund, at kommunens sagsbehandling havde været mangelfuld, idet der ikke var udarbejdet en skriftlig helhedsvurdering efter retssikkerhedslovens § 6 og § 7 og opfølgningsplan efter den dagældende sygedagpengelovs § 24, stk. 2, ligesom der ikke var blevet afholdt det foreskrevne antal opfølgningssamtaler med A. Højesteret fandt, at disse mangler ikke i sig selv kunne føre til, at kommunens afgørelse var ugyldig, eller at de havde haft betydning for rigtigheden af kommunes afgørelse. Højesteret fandt i øvrigt ikke grundlag for at tilsidesætte myndighedernes vurdering af, at A ikke var fuldt uarbejdsdygtig fra den 22. december 1999. Højesteret fandt derfor ikke grundlag for at ændre eller ophæve ankestyrelsens afgørelse. Det fandtes endvidere ikke godtgjort, at kommunen havde handlet erstatningspådragende over for A. Ankestyrelsen og kommunen blev derfor frifundet.

Elmer og Partneres kommentar:

Dommen efterlader desværre sygedagpengemodtagere i en tilstand uden nævneværdig retssikkerhed. Selvom kommunen i sin egenskab af sygedagpengemyndighed er forpligtet til at samarbejde med virksomheder ( den syges arbejdsgiver) fagforeninger og arbejdsformidlingen; og er forpligtet til at vurdere om der er behov for andre foranstaltninger; eksempelvis revalidering eller arbejdsprøvning; så har en tilsidesættelse af disse sagsbehandlingskrav efter Højesterets opfattelse ikke nogen betydning for resultatet. Da en stor del af de vurderinger kommunerne skal foretage – bla om hvad der menes med uarbejdsdygtighed – i et vist omfang er skønsmæssige, kunne man ønske, at der i sær blev lagt stor vægt på om sagbehandlingsreglerne er opfyldt.

Nærmere oplysning kan fås hos advokat Søren Kjær Jensen, der førte sagen mod myndighederne.