Højesteret har i dag afsagt dom i sagskomplekset vedrørende fortolkning af funktionærlovens § 2a, stk. 3.

Sagerne udspringer af EU-domstolens dom i ”Ole Andersen-sagen” fra 12. oktober 2010.

EU-domstolen konkluderede i sagen:

Artikel 2 og artikel 6, stk. 1, i Rådets direktiv 2000/78 af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at de er til hinder for nationale retsforskrifter, hvorefter arbejdstagere – alene som følge af den omstændighed, at de har ret til en alderspension udbetalt af deres arbejdsgiver i henhold til en pensionsordning, som de er indtrådt i før det fyldte 50. år – ikke er berettiget til en fratrædelsesgodtgørelse, der er bestemt til at lette overgangen til anden beskæftigelse for arbejdstagere med en anciennitet på over 12 år i virksomheden.

Der er på baggrund af dommen anlagt mere end 100 sager mod kommuner og regioner.

Kommunerne og regionerne har ved fortolkningen af funktionærlovens § 2a, stk. 3 særligt lagt vægt på EU-domstolens præmis 47, hvoraf følgende fremgår:

Det følger heraf, at funktionærlovens § 2a, stk. 3 – ved ikke at tillade udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse til en arbejdstager, der, selv om han har ret til udbetaling af en alderspension fra sin arbejdsgiver, ikke desto mindre har til hensigt midlertidigt at give afkald på en sådan pension med henblik på at forfølge sin erhvervsmæssige karriere – gør et for vidtgående indgreb i de legitime interesser for de arbejdstagere, der befinder sig i en sådan situation, og således går ud over det, der er nødvendigt for at opnå de socialpolitiske formål, der forfølges med denne bestemmelse.

Det er særligt formuleringen har til hensigt midlertidigt at give afkald på en sådan pension med henblik på at forfølge sin erhvervsmæssige karriere, der har været genstand for fortolkning.

Kommunerne er af den opfattelse, at medarbejderne skal være ledige i 6 måneder, før de har dokumenteret, at de har forfulgt deres erhvervsmæssige karriere. Forfaldstidspunktet for betaling af fratrædelsesgodtgørelse skal – ifølge kommunerne – udskydes til 6 måneder efter fratrædelsestidspunktet.

Højesteret stadfæster Østre Landsrets dom af 24. april 2013 og ændrer Vestre Landsrets dom af 8. juni 2012, således at regionen frifindes for betaling af godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven.

I Østre Landsret fik lønmodtagerne medhold i tre af sagerne. Det drejer sig om følgende tre sager.

1. Arbejdstageren var ledig i 4,5 måned, hvor hun aktivt søgte andet arbejde uden held, hvorefter hun gik på efterløn. Landsretten fandt, at hun havde forfulgt sin erhvervsmæssige karriere og var berettiget til fratrædelsesgodtgørelse. Landsretten udtaler i dommen, at den omstændighed, at arbejdstageren gik på efterløn efter 4,5 måneds ledighed ikke kan føre til et andet resultat.


2. Arbejdstageren gik på efterløn umiddelbart efter sin fratræden samtidig med, at hun var tilknyttet et vikarbureau. Hun havde i et beskedent omfang arbejde via vikarbureauet, inden hun to måneder senere fik arbejde som tilkaldevikar på et plejecenter, hvor hun har haft og stadig har et betydeligt antal timer. Landsretten fandt, at hun havde forfulgt sin erhvervsmæssige karriere, og hun var dermed berettiget til fratrædelsesgodtgørelse. Landsretten udtaler i dommen, at det forhold, at arbejdstageren, da hun ikke kunne finde andet arbejde, valgte at gå på efterløn, ikke kan føre til et andet resultat.


3. Arbejdstageren var sygemeldt på fratrædelsestidspunktet. Efter sin fratræden gennemgik han en større operation i ryggen og efterfølgende en omfattende genoptræning. Mere end et år efter sin fratræden kom han i arbejdsprøvning og fik efterfølgende bevilget fleksjob. Landsretten fandt, at også han havde forfulgt sin erhvervsmæssige karriere og var berettiget til fratrædelsesgodtgørelse. Landsretten udtaler, at den omstændighed, at larbejdstageren i en længere periode var sygemeldt, ikke kan føre til et andet resultat.

Højesteret kommer i dommen frem til, at afgørelsen af de foreliggende sager må ske på grundlag af en konkret bevismæssig vurdering af, om de pågældende arbejdstagere må antages midlertidigt at have givet afkald på alderspension med henblik på at forfølge en erhvervsmæssig karriere.

Højesteret fandt ikke grundlag for at tilsidesætte landsrettens bevismæssige vurdering i sagerne.

Højesteret tager ikke konkret stilling til, hvorledes funktionærlovens § 2a, stk. 3 fremadrettet skal fortolkes. Højesteret udtaler følgende i dommen:

Vi finder, at der ikke på grundlag af beskæftigelsesdirektivet, Ole Andersen-dommen, den gældende funktionærlovs forarbejder eller anden lovgivning kan udledes generelle faste retningslinjer for, i hvilke tilfælde en arbejdstager skal anses for midlertidigt at have givet afkald på alderspension med henblik på at forfølge en erhvervsmæssig karriere. Fastsættelse af sådanne retningslinjer vil rejse spørgsmål af politisk karakter om den generelle afgrænsning af retten til fratrædelsesgodtgørelse. En sådan afgrænsning bør mest nærliggende foretages af lovgivningsmagten.

Det er ifølge Højesteret således op til lovgivningsmagten at foretage en ændring af funktionærlovens § 2a, stk. 3, så den er i overensstemmelse med beskæftigelsesdirektivet.

Dommen efterlader fortsat tvivl om, hvorledes funktionærlovens § 2a, stk. 3 fremadrettet skal fortolkes, da vi ikke er kommet en egentlig afklaring heraf nærmere.

Som retstilstanden er nu, er det nødvendigt at foretage en konkret bevismæssig vurdering i hver enkelt sag for at afklare, hvorvidt den pågældende medarbejder har forfulgt sin erhvervsmæssige karriere. Denne retstilstand efterlader stor usikkerhed hos både arbejdsgivere og arbejdstager og rejser en række spørgsmål. Hvornår har den pågældende arbejdstager godtgjort, at vedkommende har forfulgt sin erhvervsmæssige karriere? Hvem skal påse, hvornår det er godtgjort, og hvornår forfalder fratrædelsesgodtgørelsen i givet fald til betaling?

Det er kun nogle af de spørgsmål, som Højesterets dom ikke har afklaret. Der venter derfor et stort administrativt arbejde i forsøget på at få afgjort de ca. 100 sager, der afventer samt få afgjort de nye sager, der kommer i kølvandet herpå.

Det må forventes, at Højesterets dom igen åbner op for nye drøftelser af en ændring af funktionærlovens § 2a, stk. 3, som tidligere er forsøgt efter afsigelsen af Ole Andersen-dommen.

Henvendelse vedrørende sagerne kan rettes til advokat Peter Breum pb@elmer-adv.dk, der førte sagerne for arbejdstagerne i Højesteret samt advokatfuldmægtig Louise Gefke Nielsen lgn@elmer-adv.dk.