Højesteret har afsagt dom i § 2a-sagerne

Højeste­ret har i dag afsagt dom i sagskom­plek­set vedrø­rende fortolk­ning af funk­tio­nær­lovens § 2a, stk. 3.

Sagerne udsprin­ger af EU-domstolens dom i ”Ole Andersen-sagen” fra 12. okto­ber 2010.

EU-domstolen konklu­de­rede i sagen:

Arti­kel 2 og arti­kel 6, stk. 1, i Rådets direk­tiv 2000/78 af 27. novem­ber 2000 om gene­relle ramme­be­stem­mel­ser om lige­be­hand­ling med hensyn til beskæf­ti­gelse og erhverv skal fortol­kes såle­des, at de er til hinder for natio­nale rets­for­skrif­ter, hvor­ef­ter arbejds­ta­gere – alene som følge af den omstæn­dig­hed, at de har ret til en alder­s­pen­sion udbe­talt af deres arbejds­gi­ver i henhold til en pensions­ord­ning, som de er indt­rådt i før det fyldte 50. år – ikke er beret­ti­get til en fratræ­del­ses­godt­gø­relse, der er bestemt til at lette over­gan­gen til anden beskæf­ti­gelse for arbejds­ta­gere med en ancien­ni­tet på over 12 år i virk­som­he­den.

Der er på baggrund af dommen anlagt mere end 100 sager mod kommu­ner og regio­ner.

Kommu­nerne og regio­nerne har ved fortolk­nin­gen af funk­tio­nær­lovens § 2a, stk. 3 særligt lagt vægt på EU-domstolens præmis 47, hvoraf følgende frem­går:

Det følger heraf, at funk­tio­nær­lovens § 2a, stk. 3 – ved ikke at tillade udbe­ta­ling af fratræ­del­ses­godt­gø­relse til en arbejds­ta­ger, der, selv om han har ret til udbe­ta­ling af en alder­s­pen­sion fra sin arbejds­gi­ver, ikke desto mindre har til hensigt midler­ti­digt at give afkald på en sådan pension med henblik på at forfølge sin erhvervs­mæs­sige karri­ere – gør et for vidt­gå­ende indgreb i de legi­time inter­es­ser for de arbejds­ta­gere, der befin­der sig i en sådan situ­a­tion, og såle­des går ud over det, der er nødven­digt for at opnå de soci­al­po­li­ti­ske formål, der forføl­ges med denne bestem­melse.

Det er særligt formu­le­rin­gen har til hensigt midler­ti­digt at give afkald på en sådan pension med henblik på at forfølge sin erhvervs­mæs­sige karri­ere, der har været genstand for fortolk­ning.

Kommu­nerne er af den opfat­telse, at medar­bej­derne skal være ledige i 6 måne­der, før de har doku­men­te­ret, at de har forfulgt deres erhvervs­mæs­sige karri­ere. Forfald­s­tids­punk­tet for beta­ling af fratræ­del­ses­godt­gø­relse skal – ifølge kommu­nerne – udsky­des til 6 måne­der efter fratræ­del­ses­tids­punk­tet.

Højeste­ret stad­fæ­ster Østre Lands­rets dom af 24. april 2013 og ændrer Vestre Lands­rets dom af 8. juni 2012, såle­des at regio­nen frifin­des for beta­ling af godt­gø­relse efter forskel­s­be­hand­lings­lo­ven.

I Østre Lands­ret fik lønmod­ta­gerne medhold i tre af sagerne. Det drejer sig om følgende tre sager.

  1. Arbejds­ta­ge­ren var ledig i 4,5 måned, hvor hun aktivt søgte andet arbejde uden held, hvor­ef­ter hun gik på efter­løn. Lands­ret­ten fandt, at hun havde forfulgt sin erhvervs­mæs­sige karri­ere og var beret­ti­get til fratræ­del­ses­godt­gø­relse. Lands­ret­ten udta­ler i dommen, at den omstæn­dig­hed, at arbejds­ta­ge­ren gik på efter­løn efter 4,5 måneds ledig­hed ikke kan føre til et andet resul­tat.
  2. Arbejds­ta­ge­ren gik på efter­løn umid­del­bart efter sin fratræ­den samti­dig med, at hun var tilknyt­tet et vikar­bu­reau. Hun havde i et beske­dent omfang arbejde via vikar­bu­reauet, inden hun to måne­der senere fik arbejde som tilkal­de­vi­kar på et pleje­cen­ter, hvor hun har haft og stadig har et bety­de­ligt antal timer. Lands­ret­ten fandt, at hun havde forfulgt sin erhvervs­mæs­sige karri­ere, og hun var dermed beret­ti­get til fratræ­del­ses­godt­gø­relse. Lands­ret­ten udta­ler i dommen, at det forhold, at arbejds­ta­ge­ren, da hun ikke kunne finde andet arbejde, valgte at gå på efter­løn, ikke kan føre til et andet resul­tat.
  3. Arbejds­ta­ge­ren var syge­meldt på fratræ­del­ses­tids­punk­tet. Efter sin fratræ­den gennem­gik han en større opera­tion i ryggen og efter­føl­gende en omfat­tende genop­træ­ning. Mere end et år efter sin fratræ­den kom han i arbejds­prøv­ning og fik efter­føl­gende bevil­get fleksjob. Lands­ret­ten fandt, at også han havde forfulgt sin erhvervs­mæs­sige karri­ere og var beret­ti­get til fratræ­del­ses­godt­gø­relse. Lands­ret­ten udta­ler, at den omstæn­dig­hed, at larbejds­ta­ge­ren i en længere peri­ode var syge­meldt, ikke kan føre til et andet resul­tat.

Højeste­ret kommer i dommen frem til, at afgø­rel­sen af de fore­lig­gende sager må ske på grund­lag af en konkret bevis­mæs­sig vurde­ring af, om de pågæl­dende arbejds­ta­gere må anta­ges midler­ti­digt at have givet afkald på alder­s­pen­sion med henblik på at forfølge en erhvervs­mæs­sig karri­ere.

Højeste­ret fandt ikke grund­lag for at tilsi­de­sætte lands­ret­tens bevis­mæs­sige vurde­ring i sagerne.

Højeste­ret tager ikke konkret stil­ling til, hvor­le­des funk­tio­nær­lovens § 2a, stk. 3 fremad­ret­tet skal fortol­kes. Højeste­ret udta­ler følgende i dommen:

Vi finder, at der ikke på grund­lag af beskæf­ti­gel­ses­di­rek­ti­vet, Ole Andersen-dommen, den gældende funk­tio­nær­lovs forar­bej­der eller anden lovgiv­ning kan udle­des gene­relle faste retnings­linjer for, i hvilke tilfælde en arbejds­ta­ger skal anses for midler­ti­digt at have givet afkald på alder­s­pen­sion med henblik på at forfølge en erhvervs­mæs­sig karri­ere. Fast­sæt­telse af sådanne retnings­linjer vil rejse spørgs­mål af poli­tisk karak­ter om den gene­relle afgræns­ning af retten til fratræ­del­ses­godt­gø­relse. En sådan afgræns­ning bør mest nærlig­gende fore­ta­ges af lovgiv­nings­mag­ten.

Det er ifølge Højeste­ret såle­des op til lovgiv­nings­mag­ten at fore­tage en ændring af funk­tio­nær­lovens § 2a, stk. 3, så den er i over­ens­stem­melse med beskæf­ti­gel­ses­di­rek­ti­vet.

Dommen efter­la­der fort­sat tvivl om, hvor­le­des funk­tio­nær­lovens § 2a, stk. 3 fremad­ret­tet skal fortol­kes, da vi ikke er kommet en egent­lig afkla­ring heraf nærmere.

Som retstil­stan­den er nu, er det nødven­digt at fore­tage en konkret bevis­mæs­sig vurde­ring i hver enkelt sag for at afklare, hvor­vidt den pågæl­dende medar­bej­der har forfulgt sin erhvervs­mæs­sige karri­ere. Denne retstil­stand efter­la­der stor usik­ker­hed hos både arbejds­gi­vere og arbejds­ta­ger og rejser en række spørgs­mål. Hvor­når har den pågæl­dende arbejds­ta­ger godt­gjort, at vedkom­mende har forfulgt sin erhvervs­mæs­sige karri­ere? Hvem skal påse, hvor­når det er godt­gjort, og hvor­når forfal­der fratræ­del­ses­godt­gø­rel­sen i givet fald til beta­ling?

Det er kun nogle af de spørgs­mål, som Højeste­rets dom ikke har afkla­ret. Der venter derfor et stort admi­ni­stra­tivt arbejde i forsø­get på at få afgjort de ca. 100 sager, der afven­ter samt få afgjort de nye sager, der kommer i kølvan­det herpå.

Det må forven­tes, at Højeste­rets dom igen åbner op for nye drøf­tel­ser af en ændring af funk­tio­nær­lovens § 2a, stk. 3, som tidli­gere er forsøgt efter afsi­gel­sen af Ole Andersen-dommen.

Højeste­rets domme kan læses her og her.

Henven­delse vedrø­rende sagerne kan rettes til advo­kat Peter Breum pb@elmer-adv.dk, der førte sagerne for arbejds­ta­gerne i Højeste­ret samt advo­kat­fuld­mæg­tig Louise Gefke Niel­sen lgn@elmer-adv.dk.

Peter Breum

Partner

Direkte: +45 3367 6780