Højesteret har afsagt dom i § 2a-sagerne

Højeste­ret har i dag afsagt dom i sagskom­plek­set ved­rø­ren­de for­tolk­ning af funk­tio­nær­lovens § 2a, stk. 3.

Sager­ne udsprin­ger af EU-domstolens dom i ”Ole Andersen-sagen” fra 12. okto­ber 2010.

EU-domstolen kon­klu­de­re­de i sagen:

Arti­kel 2 og arti­kel 6, stk. 1, i Rådets direk­tiv 2000/78 af 27. novem­ber 2000 om gene­rel­le ram­me­be­stem­mel­ser om lige­be­hand­ling med hen­syn til beskæf­ti­gel­se og erhverv skal for­tol­kes såle­des, at de er til hin­der for natio­na­le rets­for­skrif­ter, hvor­ef­ter arbejds­ta­ge­re – alene som følge af den omstæn­dig­hed, at de har ret til en alder­s­pen­sion udbe­talt af deres arbejds­gi­ver i hen­hold til en pen­sions­ord­ning, som de er ind­t­rå­dt i før det fyld­te 50. år – ikke er beret­ti­get til en fra­træ­del­ses­godt­gø­rel­se, der er bestemt til at lette over­gan­gen til anden beskæf­ti­gel­se for arbejds­ta­ge­re med en ancien­ni­tet på over 12 år i virk­som­he­den.

Der er på bag­grund af dom­men anlagt mere end 100 sager mod kom­mu­ner og regio­ner.

Kom­mu­ner­ne og regio­ner­ne har ved for­tolk­nin­gen af funk­tio­nær­lovens § 2a, stk. 3 sær­ligt lagt vægt på EU-domstolens præ­mis 47, hvoraf føl­gen­de frem­går:

Det føl­ger heraf, at funk­tio­nær­lovens § 2a, stk. 3 – ved ikke at til­la­de udbe­ta­ling af fra­træ­del­ses­godt­gø­rel­se til en arbejds­ta­ger, der, selv om han har ret til udbe­ta­ling af en alder­s­pen­sion fra sin arbejds­gi­ver, ikke desto min­dre har til hen­sigt mid­ler­ti­digt at give afkald på en sådan pen­sion med hen­blik på at for­føl­ge sin erhvervs­mæs­si­ge kar­ri­e­re – gør et for vidt­gå­en­de ind­greb i de legi­ti­me inter­es­ser for de arbejds­ta­ge­re, der befin­der sig i en sådan situ­a­tion, og såle­des går ud over det, der er nød­ven­digt for at opnå de soci­al­po­li­ti­ske for­mål, der for­føl­ges med denne bestem­mel­se.

Det er sær­ligt for­mu­le­rin­gen har til hen­sigt mid­ler­ti­digt at give afkald på en sådan pen­sion med hen­blik på at for­føl­ge sin erhvervs­mæs­si­ge kar­ri­e­re, der har været gen­stand for for­tolk­ning.

Kom­mu­ner­ne er af den opfat­tel­se, at med­ar­bej­der­ne skal være ledi­ge i 6 måne­der, før de har doku­men­te­ret, at de har for­fulgt deres erhvervs­mæs­si­ge kar­ri­e­re. For­fald­s­tids­punk­tet for beta­ling af fra­træ­del­ses­godt­gø­rel­se skal – iføl­ge kom­mu­ner­ne – udsky­des til 6 måne­der efter fra­træ­del­ses­tids­punk­tet.

Højeste­ret stad­fæ­ster Østre Lands­rets dom af 24. april 2013 og ændrer Vestre Lands­rets dom af 8. juni 2012, såle­des at regio­nen fri­fin­des for beta­ling af godt­gø­rel­se efter for­skel­s­be­hand­lings­lo­ven.

I Østre Lands­ret fik løn­mod­ta­ger­ne med­hold i tre af sager­ne. Det dre­jer sig om føl­gen­de tre sager.

  1. Arbejds­ta­ge­ren var ledig i 4,5 måned, hvor hun aktivt søgte andet arbej­de uden held, hvor­ef­ter hun gik på efter­løn. Lands­ret­ten fandt, at hun havde for­fulgt sin erhvervs­mæs­si­ge kar­ri­e­re og var beret­ti­get til fra­træ­del­ses­godt­gø­rel­se. Lands­ret­ten udta­ler i dom­men, at den omstæn­dig­hed, at arbejds­ta­ge­ren gik på efter­løn efter 4,5 måneds ledig­hed ikke kan føre til et andet resul­tat.
  2. Arbejds­ta­ge­ren gik på efter­løn umid­del­bart efter sin fra­træ­den sam­ti­dig med, at hun var til­knyt­tet et vik­ar­bu­reau. Hun havde i et beske­dent omfang arbej­de via vik­ar­bu­reau­et, inden hun to måne­der sene­re fik arbej­de som til­kal­de­vi­kar på et ple­je­cen­ter, hvor hun har haft og sta­dig har et bety­de­ligt antal timer. Lands­ret­ten fandt, at hun havde for­fulgt sin erhvervs­mæs­si­ge kar­ri­e­re, og hun var der­med beret­ti­get til fra­træ­del­ses­godt­gø­rel­se. Lands­ret­ten udta­ler i dom­men, at det for­hold, at arbejds­ta­ge­ren, da hun ikke kunne finde andet arbej­de, valg­te at gå på efter­løn, ikke kan føre til et andet resul­tat.
  3. Arbejds­ta­ge­ren var syge­meldt på fra­træ­del­ses­tids­punk­tet. Efter sin fra­træ­den gen­nem­gik han en stør­re ope­ra­tion i ryg­gen og efter­føl­gen­de en omfat­ten­de genop­træ­ning. Mere end et år efter sin fra­træ­den kom han i arbejds­prøv­ning og fik efter­føl­gen­de bevil­get fleksjob. Lands­ret­ten fandt, at også han havde for­fulgt sin erhvervs­mæs­si­ge kar­ri­e­re og var beret­ti­get til fra­træ­del­ses­godt­gø­rel­se. Lands­ret­ten udta­ler, at den omstæn­dig­hed, at lar­bejds­ta­ge­ren i en læn­ge­re peri­o­de var syge­meldt, ikke kan føre til et andet resul­tat.

Højeste­ret kom­mer i dom­men frem til, at afgø­rel­sen af de fore­lig­gen­de sager må ske på grund­lag af en kon­kret bevis­mæs­sig vur­de­ring af, om de pågæl­den­de arbejds­ta­ge­re må anta­ges mid­ler­ti­digt at have givet afkald på alder­s­pen­sion med hen­blik på at for­føl­ge en erhvervs­mæs­sig kar­ri­e­re.

Højeste­ret fandt ikke grund­lag for at til­si­de­sæt­te lands­ret­tens bevis­mæs­si­ge vur­de­ring i sager­ne.

Højeste­ret tager ikke kon­kret stil­ling til, hvor­le­des funk­tio­nær­lovens § 2a, stk. 3 fremad­ret­tet skal for­tol­kes. Højeste­ret udta­ler føl­gen­de i dom­men:

Vi fin­der, at der ikke på grund­lag af beskæf­ti­gel­ses­di­rek­ti­vet, Ole Andersen-dommen, den gæl­den­de funk­tio­nær­lovs for­ar­bej­der eller anden lov­giv­ning kan udle­des gene­rel­le faste ret­nings­linjer for, i hvil­ke til­fæl­de en arbejds­ta­ger skal anses for mid­ler­ti­digt at have givet afkald på alder­s­pen­sion med hen­blik på at for­føl­ge en erhvervs­mæs­sig kar­ri­e­re. Fast­sæt­tel­se af sådan­ne ret­nings­linjer vil rejse spørgs­mål af poli­tisk karak­ter om den gene­rel­le afgræns­ning af ret­ten til fra­træ­del­ses­godt­gø­rel­se. En sådan afgræns­ning bør mest nær­lig­gen­de fore­ta­ges af lov­giv­nings­mag­ten.

Det er iføl­ge Højeste­ret såle­des op til lov­giv­nings­mag­ten at fore­ta­ge en ændring af funk­tio­nær­lovens § 2a, stk. 3, så den er i over­ens­stem­mel­se med beskæf­ti­gel­ses­di­rek­ti­vet.

Dom­men efter­la­der fort­sat tvivl om, hvor­le­des funk­tio­nær­lovens § 2a, stk. 3 fremad­ret­tet skal for­tol­kes, da vi ikke er kom­met en egent­lig afkla­ring heraf nær­me­re.

Som ret­stil­stan­den er nu, er det nød­ven­digt at fore­ta­ge en kon­kret bevis­mæs­sig vur­de­ring i hver enkelt sag for at afkla­re, hvor­vidt den pågæl­den­de med­ar­bej­der har for­fulgt sin erhvervs­mæs­si­ge kar­ri­e­re. Denne ret­stil­stand efter­la­der stor usik­ker­hed hos både arbejds­gi­ve­re og arbejds­ta­ger og rej­ser en række spørgs­mål. Hvor­når har den pågæl­den­de arbejds­ta­ger godt­gjort, at ved­kom­men­de har for­fulgt sin erhvervs­mæs­si­ge kar­ri­e­re? Hvem skal påse, hvor­når det er godt­gjort, og hvor­når for­fal­der fra­træ­del­ses­godt­gø­rel­sen i givet fald til beta­ling?

Det er kun nogle af de spørgs­mål, som Højeste­rets dom ikke har afkla­ret. Der ven­ter der­for et stort admi­ni­stra­tivt arbej­de i for­sø­get på at få afgjort de ca. 100 sager, der afven­ter samt få afgjort de nye sager, der kom­mer i kølvan­det herpå.

Det må for­ven­tes, at Højeste­rets dom igen åbner op for nye drøf­tel­ser af en ændring af funk­tio­nær­lovens § 2a, stk. 3, som tid­li­ge­re er for­søgt efter afsi­gel­sen af Ole Andersen-dommen.

Højeste­rets domme kan læses her og her.

Hen­ven­del­se ved­rø­ren­de sager­ne kan ret­tes til advo­kat Peter Breum pb@elmer-adv.dk, der førte sager­ne for arbejds­ta­ger­ne i Højeste­ret samt advo­kat­fuld­mæg­tig Lou­i­se Gefke Niel­sen lgn@elmer-adv.dk.

Peter Breum

Partner

Direkte: +45 3367 6780