5-årsgrænsen har betydning, idet loven giver anledning til genoptagelse inden 5 år, hvis “der er sket væsentlige ændringer af de forhold der blev lagt til grund”; hvorimod genoptagelse efter 5 år kun kan ske “når ganske særlige omstændigheder taler herfor”. Da Ankestyrelsen fornylig jvf, bla, SM U 2 og U 3 – 04 har strammet betingelserne for genoptagelse inden 5 år, har dommen også indirekte betydning for dette. Sagen: Sagen drejede sig om maleren M, der i begyndelsen af 1980érne fik konstateret en arbejdsbetinget hjerneskade forårsaget af brug af organiske opløsningsmidler. M fik efter at skaden var blevet anerkendt som arbejdsskade tilkendt en mengodtgørelse svarende til 15% men, men ikke noget erhvervsevnetab, da han fortsatte sit arbejde hos samme arbejdsgiver til samme løn som før. I 1994 – og således mere end 5 år efter den første afgørelse om erhvervsevnetab var truffet – måtte han sygemeldes sig fra sit arbejde og fik efterfølgende tilkendt forhøjet almindelig førtidspension. M havde pådraget sig en helbredsmæssig forværring, som imidlertid næppe skyldtes arbejdsskaden. Den umiddelbare årsag til arbejdsophøret var en konstateret duftoverfølsomhed og herudover blev det konstateret, at hans intellektuelle reduktion (demens) var forværret. Den lægelige erfaring er indtil videre den, at en arbejdsbetinget opløsningsmiddelskade ikke forværres, når man ikke længere udsættes for opløsningsmilder. Ankestyrelsen havde afvist at genoptage med den begrundelse, at der ikke var ”dokumenteret en overvejende sandsynlighed for, at den anerkendte arbejdsskade er årsag til en eventuel forværring i (hans) helbredsmæssige tilstand” (afgørelsen) På M´s vegne blev det heroverfor bla. fremført, at en sådan betingelse – var “i strid med egen praksis ….(der) udtrykkeligt er beskrevet i ”vejledning om opløsningsmiddelforgiftninger”, pkt. 11.” og at der i givet fald “alene må kunne kræves, at der er årsagssammenhæng mellem den anerkendte arbejdsskade og de forandrede erhvervsmæssige forhold”.
Dommen:
Højesteret dømte Ankestyrelsen med henvisning til, at det måtte “anses for overvejende sandsynligt, at i hvertfald en del af M´s samlede erhvervsevnetab er forårsaget af den tidligere anerkendte arbejdsskade. Højesteret begrundede resultatet med bla: at M´s “erhvervsevne var nedsat i væsentligt omfang, da han …. fik tilkendt førtidspension” at “Der var således sket en væsentlig ændring i hans forhold”; at der i afgørelsen om pension bla. “blev lagt vægt på, at der var konstateret en let intellektuel reduktion…” og at “… en del af den intellektuelle reduktion må antages at skyldes følgerne efter den oprindeligt anerkendte arbejdsskade.”
Elmer og Partneres kommentarer:
Sager om genoptagelse efter 5 år fra 1. afgørelse er forholdsvis sjældne; men dommen viser, at betingelserne for genoptagelse ikke kan fortolkes så restriktivt, som sket fra Ankestyrelsens side. Derudover har dommen indirekte betydning for den praksisændring som i 2004 er kommunikeret ud vedrørende genoptagelse inden 5 år. Det er vores opfattelse, at der er gode argumenter for at få tilsidesat den skærpelse af praksis, der blev indført fra Ankestyrelsens side, og de sager der er anlagt herom søges derfor behandlet hurtigst muligt.
Dommen kan rekvireres hos advokatsekretær Pernille Olsen po@elmer-adv.dk og yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til advokat Søren Kjær Jensen, der førte sagen for den arbejdsskadede.