Under en medarbejderkonference var N efter at have opholdt sig i et røgfyldt lavloftet kælderlokale med mange personer besvimet i en kælderskakt, hvor hun var gået ud for at trække frisk luft. Ved besvimelsen faldt hun og slog hovedet mod et betongulv. N anmeldte ulykken til Lærestandens Brandforsikring, der imidlertid afviste at anerkende erstatningspligten under henvisning til, at besvimelse ikke kunne anses at opfylde ulykkesdefinitionen i den tegnede ulykkesforsikring. N påklagede forsikringsselskabets afgørelse til Ankenævnet for Forsikring, der ikke tog klagen til følge. N anmeldte endvidere tilskadekomsten til Arbejdsskadestyrelsen, der anerkendte den skade, N havde pådraget sig ved faldet, som en arbejdsskade og fastsatte méngraden til 20 %. N indbragte sagen for domstolene med påstand om, at Lærerstandens Brandforsikring skulle anerkende, at hun havde været udsat for et dækningsberettiget ulykkestilfælde. Højesteret frifandt Lærerstandens Brandforsikring. Højesterets flertal på 4 dommere udtalte, at der er en fast og langvarig praksis i Ankenævnet for Forsikring for, at faldskader som følge af besvimelse holdes uden for ulykkesbegrebet, medmindre besvimelsen skyldes en ”pludselig udefra kommende indvirkning på legemet”. Parterne i en ulykkesforsikringsaftale har kunnet indrette sig efter denne praksis. Det er naturligt og i overensstemmelse med denne praksis, at man ved afgørelsen af, om betingelserne i ulykkesbegrebet er opfyldt, først tager stilling til, om besvimelsen, der er den udløsende årsag i årsagskæden, skyldes en ”pludselig udefra kommende indvirkning på legemet”. Det er mindre nærliggende at anse besvimelsen for en indirekte årsag og faldet mod kældergulvet som en direkte årsag til skaden med den virkning, at det ville være uden betydning, om besvimelsen opfylder betingelserne i ulykkesdefinitionen. Flertallet fandt derfor, at der ikke var grundlag for at fravige den sædvanlige forståelse af ulykkesbegrebet. Efter N’s egen forklaring lagde flertallet til grund, at N, der havde opholdt sig i ca. 4 timer i det varme og røgfyldte lavloftede lokale, alle¬rede mens hun befandt sig i lokalet, og inden hun blev udsat for temperaturforskellen, følte sig utilpas og svimmel. Flertallet fandt derfor, at tilskadekomsten ikke kunne anses at skyldes en pludselig udefra kommende indvirkning på hendes legeme. Højesterets mindretal på 3 dommere fandt, at den direkte årsag til den skade, N havde pådraget sig, var hendes fald mod kælderskaktens gulv, som indebar en utilsigtet og pludselig udefra kommende indvirkning på hendes legeme. Efter den definition, som var indeholdt i forsikringsbetingelserne, forelå der derfor et ulykkestilfælde. Dette gjaldt, uanset at årsagen til N’s fald var, at hun besvimede, og uanset årsagen til besvimelsen. Herefter, og idet forsikringsselskabet ikke havde gjort gældende, at besvimelsen skyldtes sygdom eller et andet forhold, som udtrykkeligt er undtaget fra forsikringsdækning, ville flertallet tage N’s påstand til følge.
Elmer & Partneres kommentarer:
Det snævre flertal ligger afgørende vægt på den faste og langvarige praksis fra Ankenævnet for Forsikring. Det gjorde man også i den enstemmige dom af den 21. oktober 2005 med afvisning af at smitte med legionella var et dækningsberettiget ulykkestilfælde. Flertallets henvisning til, at parterne dermed har kunnet indrettet sig efter denne praksis, forekommer noget ensidigt al den stund, at kvinden ikke på nogen måde var orienteret om forståelsen af den anvendte traditionelle ulykkesdefinition. I dag anvender langt de fleste selskaber en ulykkesdefinition, der vil omfatte en ulykke som den foreliggende, men en del selskaber undtager udtrykkeligt ulykker, der er en følge af besvimelse.
Yderligere oplysning kan fås hos advokat Karsten Høj på 33676767, der førte sagen for kvinden.